
Indretning af stue – find inspiration i disse 36 vellykkede stuer
Har du svært ved at finde ud af, hvilken vej du skal gå med de mange forskellige muligheder, der er for at indrette en stue? Så kig med her, hvor vi fremhæver detaljerne ved 36 stuer, der gør dem særligt vellykkede. Så er det bare om at suge til sig af inspiration og idéer.
Af — 17. marts 2026Stuen er fællesnævneren for langt de fleste hyggestunder i hjemmet. Det er der, vi samler både familien og vennerne og slapper af med en god bog eller vores yndlingsserie.
Stuen skal altså kunne dække mange forskellige behov, og det er derfor ikke altid lige til at indrette hjemmets hjerterum.
Men uanset, om din stue skal være en rolig base eller emme af samvær, så er rummet fuld af muligheder, og der er mange overvejelser, du kan gøre dig undervejs: Hvilken farve skal væggene i stuen have? Hvor skal din sofa stå? Og hvordan gør du din stue hyggelig?
Gå på opdagelse i nogle af de fineste stuer, vi har vist frem gennem tiden, og lad dig inspirere af detaljerne, der gør dem hver især helt særlige.
Indrenting af stuen: Stjæl idéerne fra disse 36 stuer
Hold det simpelt
Har du en eller flere sofaer, der er skulpturelle og fylder meget i deres udtryk, kan du med fordel holde resten af stuen i simple farver og nøjes med kun at udvælge et par enkelte andre ting til rummet.
Bryd samtidig med den klassiske forestilling om, at sofaerne skal stå op ad væggen og placer dem i stedet midt i rummet, så de rigtig kommer til deres ret og bliver rummets centrum.

Den sydlandske stemning
Hjemme hos Josephine er der i stuen en næsten sydlandsk stemning med en hvid base, lyseblå toner, stengulve og masser af lys.

Indretning af stue med fjernsyn
Der er ingen regler for, hvilke ting du skal have i din stue. Men i langt de fleste stuer hænger eller står et fjernsyn.
Fjernsynet er bare sjældent æstetisk flot, og du kan derfor med fordel overveje, hvordan du kan camouflage det, så det syner mindre og ikke stjæler fokusset. En løsning kan fx være at få det bygget ind i væggen, så det ikke i ligeså høj grad er en klods i rummet.

Farvernes påvirkning
Drømmer du om at male væggene i din stue i en fin farve? Så er det selvfølgelig oplagt bare at vælge din yndlingsfarve. Men farver kan have en stor påvirkning på rummet, og du kan faktisk derfor bruge farverne mere strategisk og snyde dig til en både større og mindre rumfornemmelse.

Dæmpet farvebrug
Har du en drøm om at indrette stuen med farver, uden det bliver for vildt? Det kan du gøre ved fx at male væggene i en dæmpet nuance, og lade møbler og interiør være i neutrale og jordnære farver. På den måde får du farver ind i rummet, men på en mere rolig måde, end hvis alt var i stærke farver.

Indretning af stue med sofagruppe
I stedet for bare at vælge én stor sofa til din stue, kan du indrette med flere små og placere dem overfor hinanden som en sofagruppe. Det indbyder til en mere samvær og hygge - og er især oplagt, hvis du og dine gæster ofte ender med at sidde i de bløde møbler i løbet af aftenen.

Indret med tone i tone
En tone i tone indretning er vejen frem, hvis du gerne vil have et roligt udtryk kombineret med wauw-effekt i din stue. Hav farvernes forskellige påvirkninger in mente, og vælg fx lyse og hvide nuancer, for et mere sterilt udtryk, mens du skal gå efter en mørkere farve til din stue, hvis stemningen skal være mere hyggelig og intim.

Indretning af stue med flere zoner
Skal din stue indrettes med fx både en spiseplads og et sofaområde, kan det være en god idé at opdele zonerne tydeligt for et mere roligt udtryk. Understeg fx sofaområdet med et stort gulvtæppe.

Gør stuen til en oplevelse
Drømmer du om at gøre det til en oplevelse at træde ind i din stue, så sørg for, at der er noget spændende at kigge på alle veje, man vender blikket. Indret fx din stue med masser af farverige og finurlige fund, der skiller sig ud.

Udnyt alle kroge og hjørner
Har din stue kroge og vinkler, som gør det svært at indrette den med mange af de standardløsninger, du kan finde i butikkerne? Så er specialbyggede løsninger måske vejen frem.
Som i Hanne og Peters sommerhus, hvor en skræddersyet reol udgør en bagvæg.

Gør stuen personlig med en gallerivæg
Gallerivæggen er en nem vej til en mere personlig stue. Kombiner prints, du har samlet gennem årene, med fotografier og andet kunst. Gallerivæggen kan både laves i en mindre udgave henover fx sofaen, men den kan også fylde hele væggen, hvis den gerne må tage en stor del af opmærksomheden i rummet.
LÆS OGSÅ Få guiden til, hvordan du laver den perfekte gallerivæg.

Den fleksible indretning
Der er ingen regler for, hvad du skal have i din stue. Så egner rummet sig ikke til en sofa - eller elsker du bare at rykke rundt og ændre udtrykket i din stue - er løsningen måske at droppe sofaen og i stedet indrette stuen med flere lænestole. Lænestolene er langt mere fleksible og giver flere forskellige muligheder for, hvordan din stue kan indrettes.
Se Nathalias hjem her. {"target":"_blank"})

Et statement i stuen
Et enkelt møbel i en farve eller et mønster, der skiller sig ud fra resten af indretningen i stuen, giver rummet kant. Alexandra har taget det til næste skridt og placeret et kunstværk centralt i stuen.

Luksuriøs stemning i stuen
Gulvlange gardiner er en nem vej til en mere luksuriøs og herskabelig stemning - samtidig med at de gør stuen ekstra hyggelig. Indret fx stuen med transparente gardiner, for et mere luftigt udtryk, eller med nogle, der skaber blikfang for en wauw-effekt.
Se bare Charlottes hjem {"target":"_blank"})

En stue med personlighed
Indret stuen med møbler, der i sig selv er skulpturelle. Det bidrager til en personlig og anderledes indretning. Find fx en dekorativ væglampe, skammel eller puf - eller måske alle tre ting.

Bryd med den klassiske indretning
Oftest er sofaen rettet mod et fjernsyn eller ind mod midten af rummet. Men er du så heldig at have en flot udsigt udover fx vandet eller marker, kan du med fordel droppe den klassiske indretning af stuen med sofaen stående op ad en væg. Ret i stedet sofaen mod den flotte udsigt, så naturen udenfor bliver en større del af indretningen indenfor.

Lad sofaen dominere
Vi danskere har en tendens til at vælge grå eller beige sofaer i forholdsvis klassiske former. Det kan du nemt udfordre ved at vælge en sofa en lækker farver, en interessant form eller et slot mønster. Den er ofte stuens største møbel, så hvorfor ikke lade den larme på den helt rigtige måde?
Dette hjem {"target":"_blank"}) er mere farverigt end de flestes, men den blå sofa står alligevel flot frem.
LÆS OGSÅ Se 10 smukke sofaer, du kan bruge som anker for din indretning af stuen.

Gå all in på ét materiale
Det kan være noget roligt og afslappende i en overdreven brug af ét materiale. Se for eksempel her, hvordan Sofie og Mikkel har ladet sin kærlighed til beton fylde boligen, hvilket har skabt et nedtonet og spændende udtryk.

Sammensæt flere sofaborde
I stedet for at vælge ét stort sofabord til din stue, kan du indrette stuen med flere små. Det er både dekorativt og praktisk at sammensætte flere små borde, da de er lette at flytte rundt på, og du derfor nemmere kan ændre udtrykket i stuen.
Bordene behøver hverken have samme form, størrelse, farve eller højde - og mulighederne for sammensætningen af sofaborde er derfor mange.

Indret stuen efter dine behov
“Hvad skal man egentlig have i en stue?,” har du måske spurgt dig selv? Det er der (heldigvis) ingen regler for, og du kan derfor indrette stuen, så den passer til lige dine behov.
Så er stuen for dig udelukkende et sted, hvor du slapper af og lader op, kan du med fordel overveje, om du bare skal have en stor flydersofa og lade resten af rummet være "bart" og roligt i udtrykket.

Husk tekstilerne, når du indretter stuen
Der er mange måder, du kan gøre din stue hyggelig på. Men tekstiler i alle dets udgaver er en stensikker vej til en hyggelig stemning. Indret med plaider, puder, gardiner og gulvtæpper, som hjemme hos Kine og Kristoffer.
LÆS OGSÅ 8 gode råd til, hvordan du skaber et hyggeligt hjem.

Indret stuen med rumdelere
Victor og Philip har opdelt det store køkken-alrum med skærme for at skabe mere intim stemning i stuen, og det er et smart trick at bruge i store rum for at skabe zoner.

Store vinduspartier i stuen
Store vinduespartier kan give nogle begrænsninger i forhold til indretningen af din stue - og især, hvordan din sofa skal stå.
Men i stedet for at se vinduerne som en begrænsning, kan du inddrage dem og den gode udsigt som en mere dominerende del af din indretning, ved at rette sofaernes front mod vinduerne. Sofaen må nemlig gerne stå med ryggen til rummet, selvom det måske ikke virker som den mest oplagte indretning.

Indret stuen med kontraster
Kontraster i indretningen skaber balance - så vær ikke bange for at lege med både kontrastfulde materialer og farver. Miks fx materialerne, som Annemette har gjort med brugen af de hårde klinker og stål op mod det bløde læder og gulvtæppet.

Det æstetiske fjernsyn
Et fjernsyn er sjældent æstetisk flot, og det kan derfor hurtigt komme til at virke malplaceret i en stue, hvor der er tænkt over detaljerne. Men ved at droppe det klassiske fjernsynsmøbel, og i stedet finde et mere spinkelt tv-stativ, bliver fjernsynet lettere i udtrykket - og det syner derfor ikke ligeså stort og klodset i rummet. Se bare, hvordan fjernsynet har fået et helt andet udtryk hjemme hos Michael.
Stativet kan samtidig være en oplagt løsning, hvis din stue ikke har nogen frie vægge og derfor ikke egner sig til et væghængt fjernsyn. Det kan fx være, hvis flere af væggene i din stue består af store vinduer.

Leg med farver
Der er mange måder, hvorpå du kan inddrage farver i indretningen af din stue. Gør fx som fotograf Petra og hendes kæreste Mikkel, der har malet stuen i en lys lilla, så den får et mere legende udtryk, eller brug farverne mere diskret og vælg enkelte farverige elementer, som skiller sig ud fra resten af indretningen i stuen.
LÆS OGSÅ Sådan får du flere farver i dit hjem.

Indretning af stue med sofabord
Ligesom du kan snyde dig til en bestemt rumfornemmelse med farver, kan du også gøre det med former. Og netop dét er fordelagtigt at have in mente, når du fx skal finde et sofabord til stuen.
Gå efter et rundt sofabord, hvis pladsen rundt om sofaen er træng, da den runde form skaber en mere luftig fornemmelse. Har du derimod masser af plads og en stor sofagruppe, kan du bedre vælge et firkantet bord.

Husk loftet i stuen
Når du indretter din stue, så husk at rette blikket mod loftet - der er nemlig mange måder, hvorpå du også kan inddrage det i din indretning. Mal det fx i en farve, der står i kontrast til resten af rummet, åben op til kip eller fritlagte bjælker, hvis du har mulighed for det (og alligevel er i gang med den helt store renovering), eller hæng en stor skulpturel lampe op.

Træk naturen med ind i stuen
Husk planerne, når du indretter din stue. Planter i hjemmet giver nemlig både liv til indretningen, men er også godt for indeklimaet.
Har du plads, kan du indrette med planter i forskellige størrelser - så du både har nogle store planter stående på gulvet, nogle mindre stående på reoler og evt. nogle hængende fra loftet.

Indretning af en mindre stue
Er pladsen i din stue træng, er det en klar fordel at tænke i højder og udnytte pladsen helt oppe under loftet til både opbevaring og dekorative elementer, som Michael har gjort.
Derudover kan du med fordel også kigge efter multifunktionelle løsninger, som fx en puf, der både kan bruges som bord og som en ekstra siddeplads.

Indretning med åbne reoler
Der er ingen grund til at gemme dine bøger væk bag lukkede låger. Lad dem i stedet være det dekorative element i indretningen.
Fyld enten hele reolen med bøger, eller miks dem med andre fine fund og nips.

Indret stuen med lys in mente
Lad lyset træde til sin ret i stuen - både med lysindfald og lyser farvenuancer. I Emil Thorups sommerhus er stuen holdt i lyse farver, både materialer og toner, hvilket skaber en let og alligevel hyggelig stemning.

Stuen med gulvet som centrum
I mange stuer er gulvet pyntet med et gulvtæppe. Men ellers er gulvet oftest ikke noget, vi forholder os så meget til i indretningen, når først det er lagt.
Men har du mod på det, kan det have stor effekt på hele rummet at male det i en farve, der er lidt udover det sædvanlige - og som måske også står i stor kontrast til de farver, du ellers har indrettet stuen med. Se fx bare, hvordan det røde gulv bliver centrummet i stuen og løfter udtrykket i hele rummet.

En favorit i mange stuer
Den indbyggede reol er populær - og med god grund! Den indbyggede reol er, grundet størrelsen, ofte skulpturel i dets udtryk, og så er den en oplagt mulighed for at kombinere pynt og opbevaring. Luk nogle af rummene af og lad andre være åbne til udstilling af dine yndlings ting.
Og hvis du vælger at få lavet reolen i træ, bidrager den samtidig til en mere varm og hyggelig stemning i stuen.

Mal alle flader
Er du vild med farver og ekstra modig, når det gælder maling? Så kan du - i stedet for bare at holde dig til de traditionelle malede vægge - male alle fladerne, der danner rammerne for din stue, i samme farve. Det skaber både personlighed, en hyggelig stemning og masser af wauw-effekt!

Den fleksible indretning
Er du en af dem, der ofte rykker rundt og elsker at ændre indretningen og udtrykket i stuen, så er modulsofaen måske lige noget for dig.
En modulsofa er nemlig fleksibel, idet den kan sammensættes på flere måder. Brug den som én lang sofa på et tidspunkt, som en sofa med tilhørende lænestol på et andet tidspunkt og som en hjørnesofa på et tredje tidspunkt.










