Genskabt. Med åbne døre folder farvekombinationerne sig ud i fuldt flor! Mens døre og træværk er originale, lod flere af detaljerne i huset sig ikke bevare. Stukrosetten på hjemmekontoret er derfor ny, farvesat i Nutmeg Powder fra Pure & Original. Pendlen er af Michael Anastassiades for Flos, og Lounge-lænestolen er af Charles & Ray Eames fra Vitra.
Med moderne idéer løftes gammel victoriansk arkitektur til et nyt niveau i familien Zanellis nyrenoverede rækkehus i London – alt indpakket i en festlig fejring af farver.
Nye toner. Den norske arkitekt Siri Zanelli og familien har renoveret et victoriansk rækkehus i London og fået et nyt, stort køkken- og opholdsrum. Træ, tegl og glas udgør den tidløse materialebase for den frodige farvepalet, som er udarbejdet af Dagny Thurmann-Moe fra det Oslobaserede Koi Farvestudio. I spisestuen har Nyhavn-spisebordet af Finn Juhl fået selskab af Hans J. Wegners CH20-stole fra Carl Hansen & Søn.
Arkitekt Siri Zanelli vidste godt, at renoveringen af det victorianske byhus i Londons Highgate ikke ville være “en leg”. Bag den klassiske engelske facade trængte værelserne til renovering, og derudover havde husets hovedstruktur brug for støtte – en omfattende og tidskrævende proces.
– Vi købte et hus, der havde brug for ikke kun en kærlig hånd, men en gennemgribende renovering. Det føltes, som om vi købte et tomt ark papir, siger Siri i telefonen fra London.
Hun voksede op i Norge og mødte sin australske mand, Adrian, da de begge studerede i Tokyo. Sammen har de tilbragt de sidste 14 år i den engelske hovedstad, nu også i selskab med deres sønner, Storm og Odin på syv og ni år.
Træ på træ. Et smagfuldt miks af forskellige træsorter giver liv til det hyggelige køkkenrum. Loftsbjælkerne er i fyr, skabsfronterne er i elm, og en tyk, dekorativ bjælke i douglasgran rammer spisezonen ind og skjuler samtidig en bærende stålbjælke. Siri har tegnet det specialbyggede køkken med det formål mere at skabe en følelse af stue frem for køkken. Køkkenøen er derfor udformet som en dekorativ stor klods, lamineret med Fenix på alle sider. Model-pendlen fra Anour underbygger øens stramhed, mens Arne Jacobsens Svane-stol fra Fritz Hansen er en smuk kontrast.
Familien er netop flyttet ind i deres nye hjem. Bag dem er heldigvis nu det tidskrævende bureaukrati med at få godkendt købet såvel som to lange år på byggepladsen – herunder kompleksiteten ved at grave ud i kælderen i et hus, der deler vægge med to andre boliger, og som viste sig at være et større projekt end først antaget.
Resultatet er stadig det hele værd, siger Siri. Som partner i design- og arkitektfirmaet Collective Works har hun erfaring med at modernisere gamle huse, og med respekt for bygningens originale arkitektur har hun udvidet huset i tre retninger.
Gyldne tider. De gyldne farver får os til at slappe af, siger Dagny fra Koi Farvestudio, som har valgt farven Old Ocre fra Pure & Original til tv-stuen. Med vægge, døre og træværk i samme nuance fremstår rummet som en gylden boks – en delikat ramme for den indbydende Togo-sofa af Michel Ducaroy for Ligne Roset. Den hvide Multi-Lite-pendel af Louis Weisdorf er fra Gubi, den sorte Beat Stout-lampe er af Tom Dixon, mens Butterfly-skamlen er af Sori Yanagi for Vitra
Hvad der tidligere var tre soveværelser og et badeværelse på over 120 m², er blevet til fem soveværelser og tre badeværelser på over 200 m². Ud over kælderrummet har familien et stort og lyst køkkenrum, der vender ud mod haven.
– I køkkenet har jeg arbejdet arkitektonisk med volumen og åbnet op for himlen og haven i forskellige retninger. Du får god kontakt med haven, samtidig med at du føler, det er hyggeligt indenfor. “Hyggeligt” er ikke et ord, som vi arkitekter kan lide at bruge, men det er jo det, vi gerne vil have i vores eget hjem, ler Siri.
Tydelige zoner. Med døre i samme nuance som væggene får hvert rum en fin helhedsfølelse, samtidig med at åbningerne varsler om nye farvezoner – som her, hvor tv-stuens varme okkerfarve glider over i hjemmekontorets detaljer i den kølige lilla tone Old Greek fra Pure & Original.
En broget, gullig mur fra den oprindelige lejlighed er blevet bevaret i køkkenudvidelsen, mens de nye indvendige vægge er i grå mursten og glas. På den måde fortsættes det klassiske i det moderne, samtidig med at sondringen mellem nyt og gammelt underbygges. Siri er også glad for den subtile dynamik, der opstår i blandingen af forskellige træsorter. Med køkkenfronter i elm, ovenlysvinduer i fyrretræ, bjælker i douglasgran og møbler i egetræ ser det hele harmonisk og levende ud.
– Jeg kan godt lide teksturerne, farverne og følelsen af naturlige materialer. Det giver rige værelser. Materialerne gør så meget væsen af sig, så vi ikke har brug for så meget andet, siger Siri.
Smarte greb. Badet er malet i to støvede puddertoner, som mødes på raffineret vis, Nutmeg Powder og Skin Powder, begge fra Pure & Original. Farverne er venlige mod det spejlbillede, som møder familien om morgenen. Vasken er fra Kast Concrete Basins
Levende omgivelser. De naturlige pigmenter i malingen reflekterer lyset på en helt speciel måde, som gør, at lyskvaliteten og oplevelsen af rummene ændrer sig gennem dagen.