© Lisa Cohen/Living Inside

Et badeværelse i lyserødt marmor burde være husets trumf, men bare vent til du ser dets vilde facon

På Mornington-halvøen, sydøst for Melbourne, Australien, har arkitekt Michael Leeton skabt et arkitektonisk vidunder, som på en gang ser ud, som om det altid har ligget der, og som samtidig har noget kunstfærdigt og overjordisk over sig.

Før der lå et hus, var der bare eng. Smukke bølgende bakker med udsigt over Western Port Bay i Australien lå brændt af solen om sommeren, vædet af vand om vinteren og ofte plaget af voldsomme storme året rundt.

Det var denne rå grund, placeret midt i et hårdt og barskt miljø, som blev præsenteret for arkitekt Michael Leeton, medstifter af det prisvindende Melbourne-arkitektfirma Leeton Pointon Architects.

Bygherren kom til ham med en klar vision om at bygge et landsted, som skulle kunne rumme flere generationer, og som skulle være lyst, funktionelt og dybt forankret i det omkringliggende pastorale landskab.

LÆS OGSÅ

Inspireret af vindens mønstre

Michael Leeton brugte i starten meget tid på at gå rundt på grunden for at blive fortrolig med den, opdage, hvor de bedste kig var, og forstå vindens mønstre for at bestemme, hvor huset skulle placeres.

På grund af risiko for skovbrand måtte han placere huset væk fra skovbrynet, og da huset også skulle fungere som landsted, blev der skabt plads til både vingård og kvæg. Uden eksisterende strøm- eller vandforsyning på grunden blev projektet desuden en mulighed for at bevæge sig mod selvforsyning ved at bygge tre dæmninger til vandopsamling samt at integrere skjulte solpaneler i husets design.

– Der var så mange overvejelser, som handlede om infrastruktur og ikke kun om husets arkitektur, så vi startede med en stor masterplan og arbejdede os derefter ned i de mindre detaljer, forklarer Michael Leeton.

Selve huset skulle være robust nok til at kunne holde i generationer i det hårde miljø, og derfor blev materialerne valgt på baggrund af deres modstandsdygtighed.

Samtidig har det været vigtigt for arkitekten at bygge ansvarligt i forhold til bæredygtighedsprincipper. Huset er således bygget af allerede brugte mursten, og brug af sprøjtebeton har reduceret det spild, der typisk er forbundet med traditionelle betonstøbemetoder.

Bygget som en landsby

Selvom det er et nyt hus, føles den nyopførte bygning allerede gammel, som om den var skudt op af jorden og ikke blot placeret oven på den. Kuplerne er delvist inspireret af den italienske arkitekt Dante Binis arbejde.

I samarbejde med LBA Construction og Peter Felicetti Engineers eksperimenterede teamet med nye byggeteknikker for at opnå bygningens smukke, organiske former.

– Grundidéen var, at huset skulle føles lidt som en lille landsby, som organisk har vokset sig større via knopskydning. Det begynder med et hus, så dukker der et nyt op ved siden af, og langsomt opstår der små, intime rum imellem husene, som skaber en rytme mellem indsnævring og udvidelse, forklarer Michael Leeton.

Rundede vægge er strategisk placeret for at forme de indvendige rum, men også for at skabe beskyttede udendørs gårdhaver, som er behagelige at være i året rundt, uanset vejret.

Huset skulle både kunne fungere for få mennesker, som skulle føle sig omfavnet af en hyggelig atmosfære, og samtidig skulle det kunne huse mange mennesker ved store familiesammenkomster og hyppige gæster.

– Det var en udfordring at undgå følelsen af at træde ind i en stor, tom skal, siger Michael Leeton og fortsætter: – Med hjælp fra min mangeårige samarbejdspartner, indretningsarkitekt Allison Pye, er der skabt masser af intimitet i de store rum ved hjælp af varme og taktile møbler. Beboerne elsker at sidde ved siden af pejsen, selv når det bare er de to, siger han.

Der er, foruden pejsestuen, flere naturlige samlingspunkter i huset, bl.a. omkring køkkenets generøse køkkenø eller udendørs i den beskyttede gårdhave, der ligger mellem stuens kuppel og spisestuens galleri. Men samlingspunkterne til trods er det mest markante ved huset den måde, hvorpå der er skabt et naturligt flow, og uanset hvor man befinder sig, hersker der en helt særlig ro, som inviterer til afslapning.

LÆS OGSÅ