En hyldest til enkelhed
For at fuldende villaen henvendte Christian og Gitte Rasmussen sig til den danske designer Emil Thorup, som de før har arbejdet med. Designer Emil Thorup fik meget frie hænder til at skabe et interiør, der både komplementerer villaens arkitektur og de omkringliggende naturskønne omgivelser.
– Jeg tilbragte tid i Monte Mayor under flere forskellige besøg for at føle villaens atmosfære og områdets særlige karakter, forklarer Emil Thorup.
Hans tilgang var derfor meget personlig, og ved at lade sig inspirere af stedets lys, materialer og udsigt har han skabt en sammenhængende indretning, der trækker naturen helt ind i rummene. Her er arbejdet med varme farver, luksuriøse materialer som marmor og træ samt moderne, skulpturelle møbler med til at give hjemmet et raffineret udtryk.
De store glaspartier og det åbne layout blev fremhævet med minimalistiske løsninger, der ikke forstyrrer udsigten. Samtidig er der lagt vægt på komfort og funktionalitet i hverdagen. Villaens design afspejler en unik balance mellem mid-century-æstetik og nordisk enkelhed.
Store glaspartier indrammer den storslåede udsigt over bjergene, mens materialer som beton og træ skaber en elegant atmosfære. Villaens arkitektur er en hyldest til enkelhed og harmoni, men Emil Thorups interiør tilføjer en dansk designsignatur, der gør hjemmet både moderne og tidløst.
– Villaen var færdig i 2023, og vi tilbragte vores første vinter her. Der er en helt anden stilhed her end om sommeren. Når vi vågner, kan vi kigge ud på naturen og de store træer, og man hører floden, der bruser ikke langt herfra, og måske vinden. Indenfor kan man sidde trygt og varmt og bare nyde udsigten og have familietid, siger Christian Rasmussen, der er medejer af Allinge Badehotel på Bornholm, der for nylig var nomineret til Michelins nye pris Michelinnøglen.
Og han har formået at integrere det samme fokus på gæstfrihed og livskvalitet i villaen i Spanien, hvor et stort kombineret opholdsrum, spisestue og køkken i åbent plan sammen med udendørsområderne inviterer til samvær.
Loungeområderne ved infinitypoolen er ren luksus, og villaen er en rolig oase, hvor familien og deres gæster kan nyde solen og naturen i perfekte rammer af design og livsnydelse.