Visse huse er SÅ eksemplariske for deres tid, at de ikke må gå tabt – heldigvis findes et særligt redningsteam i Danmark

Apropos udlejning: En vigtig pointe omkring Realdania By & Byg er, at de ikke er en version af Frilandsmuseet. Ganske vist er 95 % af bygningerne fredede, og de sidste 5 % kunne blive det (og bliver det også løbende), men som Peter Cederfeld understreger:

– Vi bruger den levende bygningsarv, vi er ikke noget museum. Det er ret vigtigt for os, at bygningsmassen har en fremtid, hvor den kan bruges. Det har også en bæredygtig begrundelse. Al den CO2, der er brugt ved byggeriet, er jo indlejret for mange, mange år siden. Derfor er CO2-forbruget meget, meget mindre ved at restaurere og genanvende frem for at bygge nyt. Alle bygningerne har selvfølgelig udfordringer mht. klima – varme, indeklima osv. – som vi forsøger at løse hver gang, men de skal også bidrage i deres fremtid.

Køber kun, når ingen andre kan eller vil

Når Realdania By & Byg er færdige med en restaurering, holder de et stort åbent hus for alle interesserede, ligesom de typisk også gør ved lejerskifte. Groft sagt flytter lejerne, som kunne være dig og mig, ind og fungerer som viceværter, ligesom de, op til to gange om året, skal stille stedet til rådighed for interesserede, især medlemmer af Realdania By & Byg Klubben.

For Realdania By & Byg har også en formidlingspligt, både fysisk og digitalt.

– Når man skal prøve at opbygge en samling, der strækker sig over 500 år, er det klart, at jo længere du kommer tilbage i tid, jo færre bygninger er der. Alle de gejstlige er der, men de er jo stort set allesammen omfattet af folkekirken, så vi har ingen kirker. Men vi har nogle klostre; dem samler vi selvfølgelig op – det ældste er Odense Adelige Jomfrukloster fra 1504. Vi har også to herregårde fra den periode, men du kommer hurtigt op i tid. Så har vi andre bygninger på landet – almindelige gårde, husmandssteder, huse i skov, huse i by, men typisk rigmandsgårde, for der er ikke så mange små byhuse tilbage. Bl.a. har vi Taarnborg fra 1570-80 i Ribe. Men idéen er at have interessante eksemplarer inden for hver arkitekturperiode og epoke: renæssance, barok, rokoko, klassicisme, historicisme og så videre op i Bedre Byggeskik, jugend, modernisme.

Cederfeld fortæller, at Realdania By & Byg kun køber, hvis andre ikke kan og vil. For ellers “er der ingen grund til, at vi bruger filantropiske kroner på det”.

– Hvis private kan løfte det, så er det fint, synes jeg.

Sikrer I jer så, at de kan løfte det? At de ikke er nogle drønnerter uden sans for bygningskulturarv, som bare vil have beliggenheden og river huset ned?
– Ja. Vores hovedregel er, at der sådan set ingen grund er til, at vi køber en ejendom, der har det o.k. Men hvis ejendommen er truet enten af forfald eller af forandring, så går vi ind. Vi prøver at være om os i markedet, og det vil sige, at der, hvor problemet typisk er, er, hvis der ikke er lavet bevarende lokalplaner. Man bliver jo nødt til at kunne spotte et hus som “interessant” og give det en eller anden form for beskyttelse. Men selvom et hus er fredet eller bevaringsværdigt, så er der jo ting, man må gøre ved det. Og jo mere originalt det står, jo mere vil det være truet af forandring, hvis det sælges. Så hvis det er meget originalt, går vi ind i markedet.

Har I en overvægt af visse perioder? Har I været for ivrige med nogle?
– Ja, det kan man faktisk godt sige. Vi har jo fx erhvervet mange af de store danske arkitekters egne huse; Arne Jacobsens osv. Så der ligger en hel række fra modernismen. Det har været rigtig vigtigt at bevare dem, fordi mange af dem har stået næsten originalt og jo er en eksponent og en forklaring på, hvorfor dansk arkitektur er kommet dertil, hvor den er i dag. For gennem deres huse kan vi se den arkitektur, der er skabt igennem de sidste 50-70 år. Grunden til, at der måske er en overvægt af dem i vores portefølje, er, at arkitekterne er døde, og så ville deres arvinger gerne sælge til nogen, som passer på husene. Og hvis vi ikke havde samlet dem op, så var der nok nogle af dem, som var blevet ødelagt. Med kommunalreformen skete der også det, at mange af de historicistiske rådhuse blev overflødige, og rigtig mange af dem kom til salg på en gang. Dem samlede vi også op af. Så vi har en samling af dem fra tiden med de store danske historicistiske arkitekter, fx Bindesbølls Rådhus i Thisted. Så nogle gange betyder de reformer, at så må man være der, overrepræsentation eller ej.

Indstiller selv sigtekornet på det, der er ved at forsvinde

En ting er pludselig død og politiske reformer, hvor man skal stå klar, men ellers indstiller Realdania By & Byg selv sigtekornet på noget specifikt.

– I et par år har vi haft særligt fokus på industrimiljøer. Især de små bynære, altså i bymidterne, som er fine, fine industrianlæg, men hvor meget enten bliver revet ned eller ombygget til ukendelighed. Fx har vi købt det gamle jernstøberi i Præstø, men det kunne også være en smedje, en lille fabrik, som alle byer jo typisk har; i bl.a. Helsingør er der en del af dem. Og der er nogle, der står ret originalt stadigvæk, fordi de har været brugt indtil for nylig. Og elværker, vandtårne, biografer, musikhuse ... Dem har vi haft fokus på, fordi de forsvinder, fortæller Peter Cederfeld og fortsætter:

– Vi har også haft et fokus på egnsbyggeskik. Vi har ikke nødvendigvis favoritter. Vi mangler fx en klitgård, og når der kommer sådan en, vil vi meget gerne eje den. Eller tag tanghusene på Læsø. Der var næsten ingen tilbage af dem, så der har vi gjort en indsats og købt et af de få tilbageværende historiske tanghuse og restaureret det. Det er vigtigt, at der bliver sat gang i tangproduktion, eller rettere: søgræs. Problemet er nemlig, at der ikke længere er søgræs på Læsø, så man skal have det fra Bogø nede i Storstrømmen.

Så I kan formidle kontakt, hvis ens hus skal have tangtag igen?
– Vi har sat det i gang, så nu ved andre, at de kan få det. Vi har også lige færdigrestaureret en værftsgård i marsken; et værft er en forhøjning i marsken, så når stormfloden kom, lå huset oppe på en tre meters forhøjning. Dem er der heller ikke ret mange af. Vi har erhvervet et lille lollandsk husmandssted, Stines Hus, som er i særlig lollandsk bygningskultur, hvor man har syet rygningen, og gavlene er dækket af stråtag. Så på den måde har vi været rundt. For man tænker “sådan nogle er der masser af”, men det er der faktisk ikke. Så vi har også haft en særlig runde, hvor vi var opmærksomme på ting, der var ved at forsvinde.

Hvad med stationsbygninger? De bliver jo også sat til salg?
– Jeg er rigtig glad for, at du nævner det, for vi har længe haft fokus på stationsbygninger og købte for to år siden Gelsted Station (mellem Odense og Middelfart, red.), som vi for nylig blev færdige med at restaurere som en fin repræsentant for en stationsbygning, der endda stadig ligger ud til et spor. I det hele taget har vi haft fokus på etatshuse: fyrtårne, stationer, rådhuse som sagt ... Bygninger, som staten typisk har lavet og brugt mange penge på og haft gode arkitekter til. Det er fine, fine ting. Skagens Grå Fyr ejer vi fx også og Havnemesterboligen i Skagen. Men hvad skal bygningerne så, kan man tænke, for hvis de ikke har været boliger før, må de ikke ændres til det, i og med de er fredede. Cederfeld forklarer, at industribygningerne bruges til erhverv eller offentlige formål. Fx bliver støberihallerne i Præstø til bibliotek og borgerservice, mens forhuset, hvor ejeren og nogle af medarbejderne boede, er lejet ud til boliger. I stationsbygningen i Gelsted kan man have erhverv i ventesalen og de tilstødende kontorlokaler, mens stationsforstanderlejligheden lejes ud til bolig. Den står i øvrigt i et “fantastisk farvevalg”, fortæller Cederfeld, efter at Realdania By & Byg fandt de oprindelige farver. Skagens Grå Fyr lejes bl.a. ud til Naturstyrelsen (som et formidlingscenter for fugleinteresserede), mens fyrmesterens bolig bruges af Dansk Ornitologisk Forening. På den måde prøver man at finde en fremadrettet anvendelse, som “klæder” den givne bygning.

Alle kan leje de restaurerede boliger. Men adel forpligter. Så som Peter Cederfeld smilende siger:

– Vi gør meget ud af at finde nogen, som godt ved, hvad huset går ud på, og kan se skønheden i og glæden ved at bo i sådan et hus. Hvis det bare er et “værested”, så ender det som regel ikke så godt, for der er også ulemper ved at bo i de fredede ejendomme. Man får ikke bare lov at hænge en Montana-reol op på de nypudsede vægge eller silketapeterne. Så man skal have en tilgang, som passer til husene. De, der så har den forståelse, kan godt finde på at skifte landsdel for at kunne få lov at bo i et af husene, og nogle bor endda i dem, til de dør. Men omvendt, forklarer Realdania By & Byg-direktøren, er der også nogle, som har haft en drøm, men har taget fejl og må konkludere, at det ikke var noget for dem. “Og,” smiler han, “det er jo også fair nok.”

Koks i Diskobugten

Realdania By & Byg dækker i princippet hele rigsfællesskabet. I Grønland har de fx købt missionæren Hans Egedes søn, teologen Poul Egedes, hus.

– Det ligger i Diskobugten i Ilimanaq, lige på den anden side af isfjorden fra Ilulisat, hvor han omkring 1747 lavede en bestyrerbolig. Det samme med et pakhus fra 1780’erne, som var en del af den danske handelsstation i Diskobugten. Det har vi sat i stand og restaureret og i partnerskab med andre lavet det sådan, at der nu også er nogle hytter, man kan leje, og der er en restaurant – i øjeblikket den færøske restaurant Koks. Vi har ejet de historiske huse i ti år og sælger dem nu tilbage til Grønland. Vi har besluttet os for, at vi ikke vil eje permanent i Grønland. Nu er det løbet i gang og bæredygtigt, vi har vist eksempler på, hvilke veje de selv kan gå, og så kan de selv passe på det fremadrettet. Færøerne har vi også kig på efter samme princip. Men vi har generelt fravalgt det gamle kongerige; vi køber fx ikke i Skåne, Halland og Blekinge. Heller ikke i Island eller syd for grænsen eller i Norge eller i Dansk Vestindien. Så det er bredt i landet Danmark, og i Kongeriget Danmark er det midlertidige ejerskaber.

I repræsenterer tider og egne. Hvad med specifikke byers karakteristika?
– Ja, det kunne man i princippet godt kigge på. Man kan sige, at så snart vi kommer op i 1800-tallet, så ligner det meget sig selv; måske med skalaen til forskel. Men i København er der fx ildebrandshuse (fra den store brand i 1728, red.). Vi har ikke et, men vi har kigget på flere. I Sønderjylland er der en hel del bygninger fra tyskertiden, som er meget særegne; der har vi købt noget tysk jugend. Så ja! Svaret er ja.

Hvad har I på ønskelisten?
– Altså ... det har jo aldrig været meningen, at vi skulle eje alle huse i Danmark. Det er lidt som at samle på frimærker, og vi er i gang med bindet med highlights, ikke de tre fulde bind. Men i hver kategori er der jo nogle ting, vi mangler. Så vi holder øje og er om os i markedet. Jeg kan ikke sige dig, hvor mange ejendomme der skal til for at dække de huller ud. Men 300 måske? Vi har godt 60 nu, opbygget på 20 år. Så vi bliver jo ikke færdige lige med det samme. Plus at tiden går jo, og det vil sige, at nogle af de typologier, som der i dag er rigeligt af, måske inden længe bliver sjældne. Tag fx brutalisme – Panum med beton og den slags. Den stil har vi haft noget fokus på, fordi bygningerne bliver revet ned – folk kan ikke holde ud at se på dem. Men noget af det er faktisk ret fantastisk arkitektur, og vi har bl.a. købt Glasalstrups administrationsbygning ved Aarhus. Men lige om lidt tror jeg, der kommer noget fra 1970’erne og 80’erne. Vi plejer at sige, at vi helst skal op på min. 50 år, og det er også typisk der, man freder, fordi man skal have dem lidt ud i armslængde for at finde ud af: “Holder det her nu?” Men bare for at sige: Der kommer jo hele tiden noget til, efterhånden som tiden går.

Den oprindelige tanke står klarest

Peter Cederfeld er ikke i tvivl om, at god arkitektur står bedst, som den var tænkt. Det inkluderer også dens omgivelser, og han vil ikke udelukke, at Realdania By & Byg godt ville kunne finde på at opkøbe nabohuse, så miljøet omkring det bevaringsværdige hus kan genskabes. Men, understreger han:

– Som regel vil vi, hvis kulturmiljøet er ødelagt, altid være lidt mere forsigtige med at gå ind, for hvad bliver så det bærende på den lange bane? Ligesom den kirke, man altid ser i New York, med skyskrabere lige op og ned ad. Derfor er vi også meget grundige med at se, hvad der sker ved siden af. Ofte er det faktisk sådan, at hvis noget er ødelagt, så er vi lidt mere påholdende med at gå ind, selvom huset er interessant.

Er det i det hele taget vigtigt for jer med den fulde oplevelse?
– Ja. Tag sådan noget som farvesætning. Nogle gange kan det jo være sådan, at huset er interessant, og så er dét en ekstra ting, som gør, at det er et musthave-hus. Men ofte er det sådan, at selv i ældre huse er der malet over mange gange. Tidens smag har jo ændret sig; så skulle det hele være meget tunge farver, og så skulle det hele være hvidt, og ... Vi laver altid farvearkæologiske undersøgelser og afdækker, og det er næsten altid muligt at komme helt tilbage til husets oprindelse. Og vores læring generelt er, at når vi har genskabt de farveskalaer, som huset oprindeligt er født med, så får man en forståelse af, hvorfor huset ser sådan ud. Sjovt nok! Der er jo nogen, som dengang har tænkt sig om, faktisk. Og ofte med et langt bedre resultat, end hvis man bare skulle gendigte et eller andet.

Fordi det er en mere harmonisk eller “naturlig” oplevelse at være i huset?
– Ja. Faktisk. På en eller anden måde viser det sig ofte, at de oprindelige farver klæder huset bedre. Især de rigtig gamle huse er dog ofte bygget om – især 1500-talshuse. Men de kulturhistoriske spor er jo nogle gange lagt ind for at forbedre huset. Så vi laver ikke på den måde tilbageføringer. Vi bevarer de kulturhistoriske spor og den fortælling, der er. Og nogle gange er det jo også gjort virkelig, virkelig fint.

Hvilket projekt husker du selv bedst?
– Hmmm. Det er rigtig svært at pege på, fordi næsten alle de her huse har en aura over sig. En sjæl, på en eller anden måde. Og når man så går i gang med sådan et hus, skal man helst være i sync med den aura og den sjæl. Mange gange, når man så kommer ind under huden på sådan et hus, går det fra at være “noget, der skal restaureres”, til at være “et fantastisk projekt”. Ellers skal man ikke arbejde med det her. (Han ler). Herregården Nørre Vosborg, fx, var et meget stort projekt, som løb over seks år. Det var meget komplekst og havde alt lige fra bygninger, der var 30 år gamle, til nogle, der var 500 år gamle. Så det var et meget komplekst og fantastisk projekt. Det husker jeg selvfølgelig. Og så er der andre, som i deres skala måske ikke var så store, men som er super, super delikate og fine, fine projekter. Hvor husets arkitektur og skønhed i sig selv gør, at det husker man. Jeg vil nødigt fremhæve nogle frem for andre, men ... nogle af arkitekternes egne huse! Fx når man står i Gunnløgssons – i virkeligheden spartanske – hus i Rungsted og kigger ud over Øresund. Så fornemmer man jo, at arkitekten virkelig er til stede. Altså arkitekternes egne huse er sjældent så store rent restaureringsmæssigt, fordi det giver sig selv, at alene antallet af kvadratmeter, som sjældent er over 200, gør, at projekterne ikke er så store, som når det er en herregård, du restaurerer. Men de giver bare noget til én på en anden måde.

Er det kvaliteten? Eller det, at de emmer af sjæl?
– Det er det, at man kommer ind og virkelig bare fornemmer, hvad de enkelte arkitekter har lagt vægt på i deres eget hjem. Der har de jo ikke haft en bygherre, der fortalte dem, hvordan det skulle være. De har selv bestemt. Og det kan man godt fornemme, når man er der. “Hvad er det, de i virkeligheden har lagt vægt på?” Og “måske har de i virkeligheden tænkt det og det,” ikke? Og så vil jeg sige, at en gang imellem er en bygning også ... dårlig. Fx denne her værftsgård i Møgeltønder, i marsken. Men når den så står der, færdigrestaureret og er kommet op, så fornemmer man, hvad det egentlig er, de har tænkt, de folk, der byggede den i 1750. Og så bliver man jo glad og nogle gange også overrasket over resultatet, fordi det bliver så fint.

Så man giver også noget stolthed tilbage til bygningerne?
– Ja. Det er en glæde hver gang at få lov at restaurere disse fine, fine huse, sådan at de kommer trygt ind i en økonomisk bæredygtig fremtid. Så de også er der for eftertiden. Det må jeg sige, det er det.