
"Moderne arkitektur er ikke i sig selv forbryderen. Det er tankerne bag"
Hvad har Kong Charles, Børsen og Sluseholmen tilfælles? Og hvad skal fremtidens byer og boliger lære af dem? Mere, end du tror.
Af — 08. november 2024Året er 1988. Kong Charles III har netop opført byen Poundbury i Sydvestengland.
Arkitekter over hele England gyser.
Kritikken går på, at byen er lige lovligt pastiche (tydelig stilefterligning, red.), og at priserne er alt for høje.
Men Kong Charles har fat i noget.
Han har truffet et bevidst valg om at bygge en hel by med udgangspunkt i fodgængeren i stedet for bilen og opføre den i sten, mursten og lerfliser kendt fra 1800-tallets byplanlægning.
Det viser sig at være smart.
Københavns verdenskendte skala
Pernille Hjorth bruger en gåtur i København og New York som et klart eksempel på arkitekturens magt:
– I New York kan det føles som om, solen er gået ned kl. 14 pga. skyskraberne. Men København er verdenskendt for sin skala. Husenes højde og gadernes bredde gør byen rar at være i, og de gamle byrum indbyder til mere socialt samvær. Det er derfor, så mange elsker at gå ture i den gamle del. I byrummet skal man indtænke læ, skygge, bænke og solpletter... Alle de små greb, der kan nudge mennesker til at deltage i et fællesskab.
Det er nemt at blive lidt smånedtrykt af konsekvenserne af ugennemtænkt nybyg, men! håbet lever.
– De første nybyggede boliger blev opført lidt mere visionært – fx Sluseholmen i København, der var inspireret af hollandske kanalbyer. Men herefter væltede det. Det gik fra at være stærke, urbane fællesskaber til at miste charmen. Så mit håb er, at man vil kigge tilbage, stille højere krav og regulere noget mere, siger Pernille Hjorth.