Meget kan nås på en cykel
I byen bør man ifølge Jan transportere sig selv på cykel eller gåben, og man bør i øvrigt indrette byen efter det, som han kalder for “15 minutes cities”, som handler om, at man skal have adgang til alt, hvad man behøver, inden for 15 minutters gang – præcis som det var i gamle dage. Taler man om, hvad man kan nå på cykel, kan man sige, at man inden for 20 minutter kan nå stort set hele indre København.
Som vi går vores lille tur – nu over Lille Langebro – bliver vi passeret af en masse cyklister, og jeg spørger Jan, hvorfor danskerne, ifølge ham, har så stærk en cykelkultur. Skyldes det hans forskning og en vellykket byplanlægning, eller har vi altid godt kunnet lide at cykle i Danmark?
– Der var jo masser af cykleri i 20’erne og 30’erne. Min far cyklede på arbejde hele sit liv. Det gjorde man dengang. Det var det billigste, og det var det, som man havde adgang til. Under krigen var der ingen benzin og ingen biler, så der måtte man cykle. Så der var i Danmark en eksisterende cykelkultur. Men da bilerne så kom, så gjorde man sig store anstrengelser for at slå cykelkulturen ned. Der var masser af cyklister, som blev kørt over, og så tænkte man: Hvordan undgår vi det? Det gør vi ved at jage dem hjem.
– Men da oliekrisen så kom i 70’erne, indså man, at det havde været en dårlig strategi, og at man måske skulle satse på cyklerne alligevel. Siden har man satset meget helhjertet på cyklerne og fået nogle meget flotte væksttal for cyklismen, forklarer Jan og fortsætter:
Livet mellem husene
– Men det med cyklerne, det har jeg altså ikke haft noget med at gøre. Hvis du læser min første bog, Livet mellem husene, så står der ikke et ord om cykler. Jeg var optaget af mennesker. Jeg var optaget af, hvad mennesker bruger en by til. Hvad mennesker bruger offentlige rum til. Hvordan opfører de sig i offentlige rum? Og hvordan kan man lave offentlige rum på en måde, så folk har lyst til at komme der?
– Pga. modernismen og motorismen var menneskene og livet i byen trykket fuldstændig ud. Det samme gjaldt cyklisterne. Jeg skrev om byliv, homo sapiens, homo sapiens’ sanser, hvordan vi snakker med hinanden, og hvad det betyder at kunne mødes i offentlige rum.
– I 1999 besluttede vi i forskningen, at cykler var en del af bylivet, og så begyndte vi at tale om cykler også, men jeg synes stadig, at det er langt vigtigere med livet end med transporten. Men tingene hænger selvfølgelig sammen.
– En gade fyldt med biler, den er fyldt med stål, og en gade fyldt med cyklister, den er fyldt med mennesker, der stadigvæk kan bruge deres sanser og vinke til hinanden og hoppe af cyklerne og snakke. I dag skriver vi om cykler, for det er meget positivt, at der er cykler. Det er godt, fordi det reducerer biltrafikken, det er godt for helbredet, det støjer ikke, det er billigt, og det er for alle.