© Astrid Maria Rasmussen

Stem på din favorit: Hvem har lavet årets bedste renovering og ombygning?

For første gang uddeles prisen Bevar Boligen til renoverede og ombyggede boliger med bæredygtige valg i fokus. 88 arkitekter og boligejere har indstillet inspirerende boliger, og blandt dem har juryen udpeget de nominerede, som du kan se og stemme på her.

Det bedste, vi kan gøre i bæredygtighedens navn, er at undgå at rive ned og bygge nyt og i stedet udnytte potentialet i de huse, der allerede er bygget. Men hvor skal du begynde? Hvordan får du fx bragt et dårligt isoleret hus op til nutidige standarder uden at gå på kompromis med det arkitektoniske udtryk? Hvordan får du mere lys og rummelighed uden at bygge til? Og hvilke materialer skal du vælge?

Det og meget mere har arkitekter og boligejere over hele landet givet deres bud på i form af indstillede boligprojekter til Bevar Boligen – en pris, som er støttet af indsatsen Bevar Mere, og som BO BEDRE har været med til at tage initiativ til. I alt 88 renoverede, transformerede og ombyggede boliger er indstillet til prisen, og det er et stærkt felt, lyder det fra chefredaktør Erik Rimmer, som er med i Bevar Boligens jury:

– Jeg er ganske enkelt imponeret over, hvor idérige de nominerede boliger er. Jeg glæder mig især over, hvor klogt og nænsomt de forskellige nominerede virkelig har forbedret boligerne.

Se alle de nominerede herunder, og se undervejs, hvordan du stemmer på din favorit.

1. Monrads Allé – Totalrenovering ned fokus på genbrug i Valby

En mindre villa fra 1966 er renoveret ud fra en strategi om at bevare mest muligt og kun tilføre nyt med respekt for husets oprindelige detaljer og karakter. Fodpaneler, døre og karme er nænsomt restaureret og genmonteret, og nye elementer som gulve, skabe og køkkenø er udført i douglasgran – delvist af genbrugsmaterialer.

Arkitekt: Jesper Kusk Arkitekter.

2. Fra fiskerhus til åndbart kunstnerhjem i Thy

En ydmyg og nedslidt landejendom er blevet forvandlet til et moderne og sanseligt hjem, hvor alt fra materialer til detaljer bærer præg af omtanke, kærlighed til stedet og respekt for håndværket. Her er valgt biobaserede byggematerialer som træfiberisolering, linolie og kalk sat sammen med lokalproducerede og håndlavede elementer som fliser og genbrugstømmer.

Arkitekt: Marianne Mellembakken.

1. Nyt liv i 70'er-boligen i Aarhus

Villaen fra 1972 stod ved overtagelsen i næsten original stand, og det var både en gave og en opgave. Originale materialer og detaljer er bevaret, og hvor der er tilført nyt, er det gjort i tråd med det oprindelige. Planløsningen er blevet åbnet, så udsigten over Aarhusbugten kommer bedre i spil. Renoveringen har bevaret og understreget husets arkitektoniske kvaliteter.

Arkitekt: Nordpil.

2. Harmonisk genoprettelse af funktionel villa i Rungsted

Ved renoveringen af en villa fra 1944 er en 70’er-tilbygning blevet integreret i husets arkitektoniske udtryk med brug af genbrugte mursten, en karnap er rekonstrueret, og der er valgt nye vinduer og døre i olieret mahogni med hvidmalet karm. Fra materialevalg og håndværk til planløsning har renoveringen fået boligen til igen at fremstå som en helhed.

Arkitekt: Brixval Arkitektur & Design.

LÆS OGSÅ

2. Ombygning af enfamilieshus til flere generationer i Espergærde

Med en tilbygning på 58 m2 er et klassisk 60’er-hus på 116 m2 blevet udvidet, så det nu rummer to boliger til tre generationer. Boligerne har fælles indgang og udearealer, men hver deres opholdszoner og terrasser. Det gør det muligt at bo tæt og alligevel hver for sig. Ombygningen er gennemført med omtanke for klima, økonomisk ansvarlighed og fokus på fællesskab.

Arkitekt: FoZ Arkitekter.

1. Totalrenovering af 51 m2 lejlighed i Sydhavn

En lejlighed fra 1930’erne har gennemgået en totalrenovering og er forvandlet til en minimalistisk, funktionel og langtidsholdbar bolig. Planløsningen er gentænkt, så lejligheden opleves lysere og mere rummelig og giver mere livskvalitet i hverdagen. Specialdesignet inventar i eg tilfører karakter og minimerer behovet for at tilføre fritstående møbler nu og i fremtiden.

Arkitekt: Studio Bara.

2. Ombygning af lejlighed – Ny fleksibilitet på få kvadratmeter på Frederiksberg

Hvordan skaber man plads til en familie på fem i en lejlighed på 106 m2 uden at gå på kompromis med trivsel og boligkvalitet? Her er et overbevisende bud, hvor to værelser er blevet til tre inklusive gang med indbygget opbevaring. Løsningen er skabt med et præfabrikeret og fleksibelt byggesystem i fyr og krydsfiner. Et horisontalt vinduesbånd sikrer godt dagslys.

Arkitekt: HARA, Peter Ravnborg.

LÆS OGSÅ