
Fra brutalistisk minimalisme til italiensk landidyl: 11 film du skal se, hvis du elsker lækkert interiør
Lige så vel som replikkerne, stederne og moden i film har meget at sige, har indretningen også en stille – men stor – rolle. Her har vi udvalgt 11 af dem, hvor indretningen er svær ikke at falde i svime over.
Af — 28. juli 2025Parasite (2019)
Med åbne gulvplaner, store vinduespartier og en minimalistisk indretning fremstår huset i den Oscar-vindende film Parasite næsten som en moderne villadrøm.
Huset findes dog ikke i virkeligheden, da det er tegnet til filmen med udgangspunkt i en tegning af instruktør Bong Joon Ho, der gerne ville have, at huset skulle repræsentere filmens temaer som blandt andet klasseforskelle og økonomisk ulighed. Og det formår huset da også at underbygge.

Don't Worry Darling (2022)
Filmen Don't Worry Darling med Harry Styles og Florence Pugh i rollerne som Jack og Alice foregår i 1950'ernes USA, hvor de bor i et lille samfund, der fremstår lige lidt for perfekt.
Det ses tydeligt i karakterenes hjem, der står som et kerneeksempel på den amerikanske mid century modern-stil, der er kendetegnet ved rene linjer, funktionelt design og geometriske former. Nok er filmens præmis ikke helt er drømmen at leve i, men det kunne parrets hus meget vel være.

Det' indviklet (2009)
Nok er instruktør Nancy Meyers mest kendt for sine utallige romaniske komedier. Men hun er mindst ligeså kendt for sin sans for autentisk indretning, der giver dig lyst til at falde om i en blød lænestol med en bog og et glas vin.
Det er også tilfældet i Det' Indviklet med Meryl Streep og Alec Baldwin, hvor hovedkarakterens Jane Adlers hjem er som taget ud af en Martha Stewart-bog med masser af bøger, blød belysning, detaljer i mørkt træ, hyggelige plaider og smårod hist og her.

Call Me by Your Name (2017)
Få film giver en så meget lyst til en italiensk sommer som Call Me by Your Name. Her forelsker den unge Elio sig i Oliver, mens familien opholder sig i deres italienske villa henover en sommer i 80'erne.
Som om filmens handling og æstetik i sig selv ikke er smuk, er den også værd at se for huset og indretningen, der emmer af litterær boheme.
I virkeligheden hedder villaen Villa Albergono og ligger i regionen Lombardiet, hvor den oprindeligt blev bygget i 1500-tallet som fæstning og senere omdannet til bolig.

The Great Gatsby (2013)
Filmatiseringen af F. Scott Fitzgeralds roman fra 1925 er et visuelt overflødighedshorn når det gælder både kostumerne, designet af modehuset Prada specifikt til filmen, og hovedkarakteren Jay Gatsbys overdådige mansion på den amerikanske østkyst.
De brølende 20'eres fester, tøj og art deco-stil bliver bragt til live på en måde, som man ellers kun kan drømme sig til med svejende silkegardiner, bjergtagende landskaber, marmorgulve og ekstravagant udsmykkede værelser.

American Psycho (2000)
Nok er Patrick Bateman, spillet af Christian Bale, seriemorder i kultfilmen American Psycho. Men han har god stil. For den forfængelige Wall Street-mand er selvfølgelig så opmærksom på sin fysiske fremtoning, at hans lejlighed i 1980'ernes New York selvfølgelig også står snorlige.
Den gennemtænkte indretning med designermøbler i monotone toner understøtter dermed også den forkvaklede karakter på smart vis vis, og viser, hvordan godt set design kan være med til at fuldende en fortælling.
