stort køkkenalrum i orange
© Andreas Mikkel Hansen

"Ved første besøg var det ren utopi. Det var drømmen at få et hus her, men kunne det lade sig gøre?"

Med skoven i ryggen og udsigt til Silkeborgsøerne og Himmelbjerget fra terrassen ligger den arkitekttegnede villa i et smørhul på bakken. Fundamentet er et gammelt vandværk, og ovenpå hviler en lys kasse af træ fyldt med kunst, design og farver.

De kendte begge området omkring Silkeborgsøerne fra barndommens kanoture og var klar til at tage afsked med lejligheden på Vesterbro i København til fordel for at “vende hjem til Jylland”.

Ved et held faldt Niels Vrist over en dugfrisk salgsannonce for et gammelt vandværk i netop det område, som de havde kig på. Bygningen havde udtjent sit formål og var ingen arkitektonisk åbenbaring, men parret så en mulighed for at udnytte de bygningsdele og materialer, der nu engang var der, som en ressource og for at bygge deres kommende hjem på basis af fundamentet.

For beliggenheden kunne noget helt særligt.

– Ved første besøg var det ren utopi. Det var drømmen at få et hus her, men kunne det lade sig gøre? fortæller Niels Vrist.

Kort tid efter stillede han sig sammen med sin kæreste, Anette Hedegaard, og arkitekt Kim Pretzmann Olesen op på taget af det gamle vandværk og kiggede ud over søen til den ene side og ind i skoven til den anden.

Og jo, det kunne godt lade sig gøre, blev de enige om. Benspænd var der nok af, for grunden var både lille, smal og stejl og stødte op til fredet skov.

LÆS OGSÅ

Med skoven som baghave

I entréen er der derfor træ på alle flader, gulv, loft og vægge, foruden på trappen, der fører ned til værelserne. Arkitekten foreslog et ekstra stort og dybt vindue ud imod bakken og skoven, fortæller Niels og fortsætter:

– Han var meget tydelig omkring, at der skulle noget volumen på, og det er helt magisk, når man kommer op ad trappen. Når man går fra entréen og ind i køkken-alrummet, folder udsigten over søen sig ud bag panoramaruderne, og igennem den tilstødende stue
kigger man ind imellem skovens træer. Arkitekten har i samarbejde med parret arbejdet bevidst med at kanalisere blikket fra de forskellige rum frem for at få et glashus, hvor “alt bliver givet væk”. Går man derimod igennem stuen og ud på den store terrasse i forlængelse af huset, får man det hele foræret: udsigten til søen og fornemmelsen af at sidde midt i en skov.

– Jeg synes virkelig, vi har formået at få integreret det her leverum, som det er blevet, supergodt med skoven, og det var den primære vision. Når man bor her, får man ikke nogen have, men vi får så meget andet. Vores søn leger allerede i skoven, og det giver en helt særlig stemning, at man kan sidde ved spisebordet på terrassen og kigge direkte ud imellem træerne, pointerer Anette.

LÆS OGSÅ