I fremtiden bliver det arkitekterne kalder "byens stue" essentiel for, hvordan vi bor i byerne

Forrige år havde Louisiana Museum of Modern Art en udstilling med den indiske arkitekt Anupama Kundoo. Her viste hun bl.a. fire fuglereder, lavet af fire forskellige fugle fire forskellige steder i Indien. Materialerne, som rederne var lavet af, var stedsspecifikke, men størrelsen på rederne var præcis den samme: Der var plads til fuglen, dens unger og mage. Måske skal vi på samme måde prøve at kigge nærmere på, hvordan vi mennesker har behov for at bo.

Betragtningen er Peter Bur Andersens, partner og kreativ direktør i Briq, der specialiserer sig i arkitektur, butiksindretning, byplanlægningsstrategier og eksekvering heraf.

Hvis vi kigger 100 år tilbage i tiden, så havde den gennemsnitlige dansker 15 m2 at bo på. 50 år senere var det tal steget til 30 m2, og i dag rammer vi et boligareal på 60 m2 for den gennemsnitlige dansker. Det er ikke et regnestykke, man behøver tænke ret længe over, førend man ved, at det ikke kan gå op. Hvis vi bliver ved med at øge vores kvadratmeterkrav, så står to konsekvenser ligefor: 1) Vi løber tør for plads, hvormed vi vil inddrage endnu mere af vores hårdtprøvede naturomgivelser – biodiversitet, skove og havbundsliv vil falde som dominobrikker, hurtigere, end de allerede gør. 2) Uanset hvor klimadygtigt vi bygger, så kan vi aldrig knække koden, hvis vi fortsat vil bo på så mange kvadratmeter.

– Vi er tvunget til at kigge på det at bo i byen på en anden måde. Vi skal, som Simon Kjær Hansen formulerer det i sin bog, Et forsvar for storbyen, bo højt, tæt og fælles. Fælles forsyning i form af fjernvarme, elektricitet, kloakering – det batter. Vi skal bo lidt højere, fordi det har betydning for biodiversiteten, i den forstand at vi ikke udrydder så meget af den, og tæt, fordi det giver mening med hensyn til mobilitet og fællesskaber, lyder det fra Peter Bur Andersen, der netop nu er i den afsluttende fase af Briqs mangeårige engagement i tilblivelsen af Carlsberg Byen.

Ifølge Peter Bur Andersen står vi midt i bylivets renæssance.
– Man kan kigge på bylivets fundament som stående på tre søjler: det rekreative, det kulturelle og det kommercielle. Vi har værnet om det kulturelle med museer og kunst i gadebilledet og det rekreative med små lommer af parker, legepladser og steder, vi kan dvæle. Men vi har ladet det kommercielle i stikken. Meget af alt det, byen engang havde i form af håndværk, er forsvundet. Snedkerierne, smedjerne, keramikerne – dem, som i gamle dage producerede ting i deres værksted og solgte dem ud ad døren – dem har vi smidt ud af byen. Her har de frie markedskræfter fået lov til at råde, og højestbydende vundet. Men det tror jeg er ved at ændre sig, og det er derfor, jeg kalder det bylivets renæssance, forklarer han.

Og det stiller i den grad krav til, hvordan vi indretter byen. Eller byens stue, som Peter Bur Andersen kalder de arealer, som vi allesammen er fælles om, og hvor vi alle færdes, som pladser, parker, butikker, caféer og offentlige bygninger.

– I Danmark er vi kendt for at være dygtige til at indrette vores hjem med møbler, kunst og minder omkring os. Det skal også gøre sig gældende, når man taler om byens stue. Her skal der være alle de ting, der gør et godt hjem: Den skal være fuld af poesi, og poesi opstår, når der er en form for forbundethed og komfort. Det er en slags hjemliggørelse af byens rum, siger han og forklarer, hvorfor byens stue er så vigtig, når det kommer til byplanlægning:

– Hvis man spørger folk, der bor i byerne, om de vil beskrive deres hjem, så er der 44 %, der begynder at tale om deres kvarter først. Hvis man har god forbindelse til det, jeg kalder byens stue, og kan få opfyldt nogle af sine behov på en velfungerende måde, så har man måske ikke behov for så mange kvadratmeter. Og hvis alle nu boede lidt mindre, så blev det måske også lidt billigere at bo i byen.