Fremtidens arkitektur
© OLALA

Sådan kommer du (måske) til at bo i 2050

Fremtiden byder på alt andet end frås med kvadratmeter, det rigtige postnummer og nyt, nyt, nyt. Hvis altså vi tør. Tag et kig ind i spåkuglen her.

Jens Jørgen tænder radioen.

Så tømmer han postkassen.

Her finder han et brev fra en ukendt afsender.

Jens Jørgen åbner brevet ved sit spisebord i Hørdum – en mikroskopisk dansk landsby, der har under 200 indbyggere. Skolen er lukket, slagteren er lukket, og kroen har for længst drejet nøglen om.

Indtil nu.

For i brevet bliver Jens Jørgen præsenteret for en helt ny virkelighed. Politikerne har indset, at vi ikke kan bygge os ud af klimaproblemerne og har indført byggestop.

Vi skal bo i det, der allerede er.

Så Jens Jørgens landsby blomstrer. Tilflyttere kommer i hobetal og bringer livet tilbage til Hørdum. Til husene, jorden, skolen, slagteren og kroen.

I fællesskab.

Velkommen til et Danmark med byggestop.

LÆS OGSÅ

Historien om Jens Jørgens landsby er en af fortællingerne i kampagnen Hvordan skal vi bo i 2050?, der gennem fire film viser, hvordan dit hjem kunne se ud i 2050.

Hvordan du skal bo, hvem du skal bo med — og hvor.

Byggestop er nemlig en af løsningerne på byggebranchens massive CO2-udslip – men det kræver, at vi ændrer kurs.

At vi tør.

Filmene viser helt konkret, hvordan byerne ville se ud, hvis naturen og landskabet fik mere plads, og vi rykker tættere sammen. Hvordan grå industriområder og parcelhuskvarterer kan forvandles til nye, levende byer.

Og hvordan vi faktisk godt kan bo bæredygtigt og godt.

Hvis vi tør.

Kampagnen er blevet til i et samarbejde mellem tegnestuerne Atelier for Byers Rum, Hahn Lavsen, OS Arkitekter og DETBLÅ og Ekspertgruppen for National Arkitekturpolitik og Dansk Arkitektur Center.

Arkitekternes bud på Danmark anno 2050 er blevet oversat til de fire kampagnefilm af OLALA.

Du kan se alle fire nedenfor – og lade dig inspirere til dit (måske) fremtidige hjem.

LÆS OGSÅ