Sådan får du flere farver i dit hjem

Har du lyst til at sætte farver på dit hjem, og er du usikker på, hvor du skal begynde? Denne måneds indretningsskole guider dig gennem farvepaletten.

Der er uendelige muligheder, hvis du har lyst til at give dit hjem nye farver. Ifølge Lisbeth Larsen, global farvechef i Jotun, er der ingen regler, du absolut skal følge. Det vigtigste er at finde ud af, hvilke nuancer du vil trives bedst i.

– Helt grundlæggende er det jo dig, som skal bo med farverne. Men man skal også tage hensyn til husets historie, møbler og farverne på gulv og vinduer. Det samme gælder lyset. Nogle rum kan klare dybere farver end andre.

Lyset i rummet afgør også, hvordan farven optræder. En nuance kan se helt anderledes ud i butikken end hjemme hos dig selv, og derfor er det vigtigt at se farven i det rum, hvor du tænker at male, før du ruller penslen over alle væggene. Ud over farvenuancer er der forskellige finisher at vælge imellem, som er med til at skabe spændende effekter i rummet. Kalkmalinger giver matte, bløde flader, mens maling med forskellig grad af glans omvendt kan skabe et fint spil i rummet. En væg kan også deles op i zoner ved at bruge den samme farve med forskellig finish, eller du kan arbejde med kontraster.

Maler du loftet i en nuance, som matcher væg- og gulvfarver, skaber det en nydelig helhed i dit hjem, og måske er det også en idé at male gulvet? Uanset hvilke flader, du vælger at pifte op, er det vigtigt at bruge maling egnet til formålet.

Det er ikke kun maling, som sætter farve på tilværelsen. Møbler og tekstiler er også en vigtig del af helheden, og de bør spejle farven på væggen eller stå i harmonisk kontrast til nuancerne, som fylder i resten af rummet. Dit favoritmøbel, en kær genstand eller et specielt kunstværk er typisk et godt udgangspunkt for at skabe en fin farvepalet, hvor de ting, du elsker, kommer til sin ret.

Lisbeth Larsen, der er global farvechef i Jotun, giver sine råd til, hvordan du vælger de rigtige farver til dit hjem.

Lisbeth Larsens rejser gennem sit job rundt i verden for at nde og fortolke forskellige farvetendenser. Og nøgleordet i fremtidens farvepalet er elegance.

– Der kommer en del pasteller og lysere toner af eksisterende farver, som er meget elegante. Det gælder alle leverandører i hele verden, lyder det fra Jotuns globale farvechef. Men uafhængigt af tidens trends findes der nogle grundlæggende overvejelser, man altid bør gøre sig, før man går i gang med malingen.

– Det vigtigste er at bruge farver, der gør dig godt tilpas. Derefter må du se på boligens historie. Er det et gammelt byhus eller et moderne funktionalistisk hjem? Og hvordan er lyset? Har du investeret i et dyrt møbel, skal du også tage hensyn til det, særligt hvis det er i en farve, som stjæler meget opmærksomhed i rummet.

Mange tænker på gulve og vinduer som neutrale flader, men de spiller en stor rolle i farvevalget, mener Lisbeth Larsen.

– Hvis gulvet har gyldne nuancer i sig, er det toneangivende i et rum. Kolde blå toner mod et gulnet egetræsgulv går for eksempel ikke godt sammen. Og bor du i en ny bolig, hvor vinduerne er leveret i standard eggshell-hvid, er det en farve, som let kan virke gul i kombination med visse andre nuancer.

Farveeksperten er ikke glad for alt for mange regler, når det kommer til brugen af farver, men hun har dog en tommelfingerregel.

– Man bør forholde sig til nogle få toner, eller bare én. Flere vælger at male hele rummet i samme farve, og vi ser, at folk i stigende grad tør at bevæge sig væk fra hvide døre, hvide lister, hvide vinduer og hvide lofter. En populær nuance, som mange bruger i stedet, er grå.

GODT FLOW

Helhed, flow og harmoni er nøgleord,
 når man skal farvelægge et hjem. Her er farvekoder et nyttigt redskab, når du skal beslutte, hvilke nuancer der passer sammen, hvis du ønsker tone-i-tone-farver eller velafbalancerede kontraster.

– Farver i samme nuance giver en flot harmoni i hjemmet. Du kan vælge en monokrom stil, hvor du bruger forskellige nuancer af samme farve i de forskellige rum, eller 
du kan vælge nuancer med ligheder. Har du en blågrøn farve i soveværelset, og ønsker du at skabe samme følelse i stuen uden at male den samme farve, kan du for eksempel vælge en ferskentonet farve med samme nuancelighed, siger Lisbeth Larsen, global farvechef i Jotun.
 Men også her bestemmer smag og behag. Nogle foretrækker, at rummene hænger sammen i en helhed, mens andre kan lide kontraster og variation.

– Det er noget, man må finde ud af med sig selv. Men at blande for mange farver i et rum kan hurtigt blive uroligt. Man bør holde sig til udvalgte toner, siger farveeksperten.

MEGET MERE END MALEDE VÆGGE

Når man overvejer at male et rum, tænker man måske først og fremmest på væggene. Men lofter, lister, døre og gulve er også en vigtig del af helheden. Man kan male det hele i samme farve eller spille på tone-i-tone-farver eller kontraster. Uanset hvad du vælger, er det vigtigt at bruge en maling, der passer til formålet.

– Det er spændende, hvis man tør udfordre hele rummet med farver. At male loftet er meget oppe i tiden, men man skal være opmærksom på loftshøjden. Er det et lavt loft, får du det hurtigt i hovedet, hvis det er malet i en mørkere nuance end væggene. Personligt kan jeg godt lide lofter med farve, men i en tone lysere end farven på væggen. Har du for eksempel gyldenbrune vægge og går efter en lysere gyldenbrun tone til loftet, bliver det meget smukt, siger vores ekspert.

LÆS OGSÅ: Sådan undgår du de typiske malefejl.

TEKSTILER OG MØBLER

Det er ikke kun de store flader i et rum, der er toneangivende, når det handler om at indrette med farver. Tekstiler, genstande og møbler har
 stor indflydelse på udtrykket i hjemmet og bør derfor også tænkes ind i farvehelheden. Har du møbler i markante farver, skal du tage højde for det. Særligt hvis det er en farve, som stjæler meget opmærksomhed i rummet. Rene farve flader i et miks af dybe farver og støvede, lyse nuancer er ifølge trendekspert Rikke Skytte kombinationer, som står stærkt i årets trendbillede.

– Vi ser meget stoflighed og taktilitet blandet med farver, eksempelvis bliver en sofa i en dyb blå farve uden print eller grafisk udformning sat op mod en væg i en anden dyb farve eller en støvet lys tone.

INGEN FARVER UDEN LYS

Samme farve kan se anderledes ud afhængig af lyset, og derfor er det vigtigt at se farven i det rum, den skal males i, før du går i gang. Tag farveprøver med hjem fra butikken, og mal en test på et større område, som du vurderer både i dagslys og lampelys. Rummets placering er også værd at tage med i betragtning. Nordvendte værelser har mindre adgang til naturligt lys, og her kan man med fordel bruge varme toner. Det virker lunende. Eftermiddagssol giver omvendt vestvendte værelser naturlig varme, og kølige toner på væggene vil ikke virke kolde.

– Belysning går hånd i hånd med farver. Vi kan ikke se en farve, hvis der ikke er lys, siger Rikke Skytte, der er trendredaktør i Pej-gruppen.

ZONEINDDELING

Forskellige farver på væggen er en effektiv måde at markere forskellige zoner i store, åbne rum.

– Et stort rum, som både er stue, spisestue og kontor, kan deles op med farver. På den måde markerer du de forskellige zoner, samtidig med at de yder pænt ind i hinanden, siger Rikke Skytte, trendredaktør i Pej-gruppen.

KNÆK FARVEKODERNE

NSC står for Natural Colour System og er et af verdens mest anvendte farvesystemer. Det bruges til at beskrive alverdens farver gennem koder, og alle NCS-koder er bygget op på samme måde. Tallene i første led refererer til forholdet mellem sort, hvid og farve, mens andet led beskriver kuløren. Derudover har NCS-koderne S forrest, hvilket betyder, at man har med en standardiseret farve at gøre. Flere malerproducenter blander egne farvenuancer, som tildeles NCS-koder efterfølgende. Farver med og uden S kan virke ens, men de kan indeholde store nuanceforskelle.

Men hvad betyder tallene og bogstaverne helt præcist? Lad os se nærmere på NCS-koden S 1050-Y90R.

FØRSTE LED

De to første tal beskriver farvens sorthed i procent. Altså har denne farve 10 procent sort i sig. De to næste tal beskriver graden af kulør, og denne farve har altså 50 procent. De resterende 40 procent afslører farvens hvidhedsgrad.

ANDET LED

NCS-systemet består af fire grundfarver: rød (R), gul (Y), blå (B) og grønt (G). Y90R fortæller os derfor, at farven er gul med 90 procent rød i sig. I grå farver, hvor farveblandingen kun består af hvid og sort, erstattes dette led med et N, som betyder neutral. Hvis du vil finde farver, som passer godt sammen, så gå efter farver, hvor første led i koden er konstant, mens det andet varierer. Ønsker du en tone-i- tone-palet, så vælg en farve, hvor det sidste led varierer, mens det første er konstant.