Farver er ægte magi
I 2022 kårede farvegiganten Nordsjö farven 'Bright Skies' til Årets farve. Den klare, himmelblå farve skulle symbolisere optimisme og håb ovenpå to år med corona-pandemi og hjemmearbejde.
Men det er ikke alt, lyseblå vægge kan.
Lyseblå er nemlig også den eneste farve, der får dine rum til at syne større. Din smalle entré, dit lille soveværelse og det mørke køkken behøver altså ikke være holdt i hvid, hvis du vil have det maksimale ud af dine kvadratmeter.
Lyseblå leder nemlig tankerne hen på de største rum, vi kender: himlen og havet. Og derfor er farven genial at bruge i de rum, du gerne vil have til at virke større.
Det fortæller Maria, der er indehaver af Nordsjö farvehandel på Østerbro i København.
– Lyseblå er den eneste farve, der gør rummene større, fordi den giver os associationer til himlen og havet og skaber en dybde i rummene, som ingen andre farver kan. Kigger man ud over havet eller op i himlen, har 'rummet' ingen ende, og den fornemmelse kan overføres til vores vægge ved at efterligne naturens farver.
Det er dog ikke en hvilken som helst lyseblå, der har den effekt, forklarer hun:
– Du skal gå efter de helt lyse nuancer, og den må endelig ikke være kold. Der skal være noget rødt i farvekoden - det skaber en varm effekt, så farven også er behagelig at omgive sig med og giver den største fornemmelse af dybde.
Sådan kan du bruge lyseblå i hjemmet
Har du fået mod på at pynte dit hjem med lyseblå, men er du i tvivl om, hvordan og i hvilke rum - så læs videre.
Du kan både male vægge, gulve, lofter og møbler, og der er stor forskel på effekten i for eksempel entréen, på badeværelset eller i lofterne.
Se bare med her, hvor vi har samlet nogle af vores favoriteksempler på lyseblå maling derhjemme.
Det kommer dog med en (mindre) advarsel: Du får lyst til at dyppe penslen øjeblikkeligt.
Lyseblå gulve
I den lyse lejlighed skaber de lyseblå gulve øjeblikkeligt blikfang. Farven er holdt i en støvet nuance for at skabe en blød base til den resterende indretning, og det fungerer overraskende nok!
TIP: Læg mærke til puderne i sengen og farverne på billedet, der begge matcher gulvet. Sådan kan du nemt forene enkle, lyse hjem med farver, der stadig understreger den stil og stemning, du er til.
Lyseblåt badeværelse
Hvis man kunne knipse med fingrene og renovere sit badeværelse, havde vi gjort det. Med dette resultat.
Vi elsker de små, lyseblå fliser, der er lagt til perfektion både på gulv, vægge og badekar. Det skaber en sanselig stemning og gør rumfornemmelsen større.
TIP: Har du mørke elementer på dit badeværelse, som træet i dette eksempel, er det en genistreg at lade gulvfliserne fortsætte fra gulv til væg. Det lysner og skaber sammenhæng, samtidig med at det bevarer et roligt udtryk blandt de forskellige badeværelseselementer.
Lyseblå møbler
Orker du ikke at male væggene, men er du stadig fascineret?
Start med et møbel! Her er det spisebordet, der har fået en tur, og resultatet taler for sig selv. Vi elsker den klare, blå farve, der passer perfekt til spisestolene og giver hele rummet et mere frisk, ungdommeligt udtryk.
TIP: Vil du male et møbel, så vælg en farve, der går godt i spil med interiøret. Kig på gulvnuancen, lamperne, billederne og på væggene - så kan du langt nemmere vælge en farve, du ikke vil fortryde.
Lyseblåt køkken
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at lyseblå køkkener er et hit. Tendensen har eksisteret i nogen tid nu, og vi forstår godt hvorfor.
Den friske farve er et perfekt supplement til hårde hvidevarer, der (som navnet antyder) godt kan virke lidt hårde og kantede i udtrykket, og samtidig passer lyseblå perfekt til både messing, krom, sort og træ, så greb, hængsler og diverse maskiner skal hverken skiftes ud eller pakkes væk.
TIP: Hvis du vil lege med udtrykket, kan du lade nogle fronter være hvide, mens du også kan tænke gulv og endevæg ind. I dette eksempel skaber det en uformel og legende stemning, vi godt gad vågne op til - hver dag.
Lyseblåt soveværelse
Det er ikke for sjov, at vi indretter vores soveværelser med inspiration i himlen. Lamper, der ligner skyer, tunge tekstiler over sengen og masser af bløde nuancer.
Det er nemlig først og fremmest roen, vi søger på soveværelset. Den kommer du også nærmere med en rolig lyseblå, der er guld for nervesystemet og inviterer til ro og god søvn.
TIP: Gå all in og mal loftet - eller dele af det - i samme tone som væggene. Så får du både himmel og hav-fornemmelsen. Vi lover, dit sind vil takke dig.
Lyseblå entré
Entréen er (desværre) et ofte overset rum, og det er ærgerligt. Det er det første, vi ser, når vi træder ind i et hjem, og det er det rum, der sætter tonen for hele hjemmet.
Så det skal der da gøres noget ud af! Har du en smal entré, er lyseblå din go-to. Lyseblå skaber som bekendt en både rolig og positiv atmosfære, og så er den et smukt supplement til hoveddøre, der ofte er hvide, sorte eller i træ.
TIP: Har du en trappe i entréen, kan du overveje at male gelænderet lyseblåt også - det vil forstørre rummet yderligere og skabe sammenhæng mellem de forskellige niveauer. Er du mere til kontrasten, så lad gelænderet blive hvidt - eller mal det i en vild farve, hvis der skal ske noget!
Lyseblå lofter
I de seneste år er malede lofter blevet populære, og vi forstår godt hvorfor.
Dels skaber de en blødere overgang mellem væg og loft, og har man stuk, kan man bruge malingen til at fremhæve de smukke mønstre og ornamenter.
Her er stuk, loft og rosette malet i en smuk, klar blå, der øger fornemmelsen af lofthøjden, mens lampen og væggene står i smuk kontrast.
TIP: Har du gardiner, så sæt dem på en skinne i loftet og match farven med den i loftet. Det vil skabe et smukt samspil og forbinde rummet elegant.