© Carl Hansen & Søn

Denne loungeserie fra 60’erne er den perfekte blanding af komfort og funktionelt design

Hvad er det, der gør dansk møbeldesign til noget helt specielt? For Hans J. Wegner, der står bag mange af de stole, som i dag regnes som klassikere i dansk møbelhistorie, handlede det om at reducere møblet til det enklest mulige design.

Når det handler om klassisk dansk møbeldesign, er det svært at komme udenom Hans J. Wegner. En af grundene er, at han var ualmindelig produktiv i sin karriere, hvor han designede tæt på 500 stole.

En veludviklet materialeforståelse

Et kendetegn for Hans J. Wegners møbeldesign var hans innovative tilgang, hvor enkeltheden ofte skabte plads til kreative løsninger baseret på en veludviklet materialeforståelse og et naturligt udtryk, som lod træet komme til sin ret.

© Carl Hansen & Søn
Mange udlændinge har spurgt mig, hvordan vi skabte den danske stil. Mit svar er, at det var en kontinuerlig forædlings- og forenklingsproces med at reducere stolen til det enklest mulige design med fire ben, et sæde og et kombineret ryg- og armlæn. — Hans J. Wegner

Måske er det derfor, at flere af Wegners designs stadig er i produktion og lige så relevante i dag, som da han tegnede dem. Det gælder blandt andet Y-stolen, der blev tegnet for Carl Hansen & Søn i 1949, og har været i konstant produktion siden 1950.

Tidløst og stemningsfuld

Carl Hansen & Søn har i flere år haft et stort fokus på at bevare danske møbelklassikere samtidig med, at de også kigger fremad mod nye, dygtige designere. Nu præsenterer de CH290-serien, der blev tegnet af Wegner i 1962.

© Carl Hansen & Søn

Serien har mange af de karakteristika, som Wegner er kendt for, men samtidig er der andre elementer, der gør, at netop disse møbler skiller sig ud. Navnlig de polstrede sæder, der skaber et interessant sammenspil med det fritlagte træstel.

CH290-serien består af sofaer, loungestole og en fodskammel, som alle har smukke rene linjer og er yderst komfortable at sidde i. Carl Hansen & Søn har nu bragt designet tilbage til de oprindelige tegninger ved for eksempel at tilrette nogle af de vinkler, der over årene var kommet let ud af kurs.

© Carl Hansen & Søn