Grundtvigskirken har en. Højvangen Kirke i Skanderborg har en. SAS-hotellet har også en. Snart har Børsen også sin egen.
Og nu har kunstmuseet Louisiana – endelig, får man næsten lyst til at sige – sin helt egen stol.
For ligesom enhver anden kulturinstitution med respekt for sig for sig selv, og med et vist kulturelt fodaftryk, er det selvfølgelig på plads, at Louisiana kan bryste sig af at have fået en stol designet særligt til deres café.
Og det er ikke hvem som helst, der står bag. For han har både designet til FN og guidet andre designere i bedste sendetid.
En hyldest til Øresund
Det er nemlig den danske designer og TV-dommer Kasper Salto, der har designet de nye borde og stole for Fritz Hansen.
Serien er blevet kaldt Vind, og er skabt som en hyldest til Øresund og den udsigt, der er fra museets ikoniske café og skulpturpark, der for de fleste gæster er et must at lægge vejen forbi ved et besøg på museet.
Den nye udendørsserie er skabt til at passe ind i de frodige omgivelser uden at overdøve dem, hvorfor de skal ses som en naturlig forlængelse af Louisianas kendte skulpturhave. Derfor er hver en detalje selvfølgelig nøje overvejet – fra det afrundede aluminiumsstel til det omhyggeligt håndflettede sæde, der består af 150 meter reb og er udført af én dygtig håndværker.
Men du behøver ikke tage turen til Humlebæk for at få glæde af de nye møbler.
Serien kan nemlig også erhverves af alle, der vil have en ny udemøbelklassiker derhjemme.
Louisiana får dog møblerne i en særlig antracitgrå farve, der er skabt til at passe perfekt til bygningens hvide og sorte farver. En farve, der ikke bliver tilgængelig i køb.
Vind-serien består af en armstol, en stol uden armlæn samt et spisebord på 160 × 90 cm med justerbare fødder, og alle seriens dele er tilgængelig i farverne mist grey og hunter green, der passer perfekt ind i hvilken som helst have.