
Sofaen har en dominerende rolle i indretningen. Først og fremmest fordi den som regel er stuens største møbel, men også fordi den er mere toneangivende for den resterende indretning end noget andet møbel. Sofaen definerer stilen og atmosfæren i stuen, uanset om udtrykket går i en klassisk eller mere moderne retning.
Sofaen skal udtrykke personlighed, som matcher dens ejer, men den skal også indgyde både komfort og funktion. Og så skal den være pæn! Summasummarum skal en sofa leve op til en del, og her har vi gjort det hårde arbejde for dig. Klik dig igennem en række skønne designsofaer, der både er til dig, der elsker dansk design og til dig, der er ude efter et mere international look.
22 sofa design der vil klæde din stue
Sofa med poetisk mønster
Under 3daysdesign præsenterede New Works en splinterny sofa, der lanceres i efteråret '23.
Den kommer i flere størrelsesvarianter og i et utal af tekstiler, men er du til et anderledes udtryk, vil du elske den broderede udgave, der giver sofaen et helt unikt og levende udtryk. Ser du godt efter, kan du måske se, at det er en broderet tiger, der dekorerer sofaen - en sjov måde at integrere naturen på.
Shore Sofa, 3-personers, Tiger Mountain, New Works, lanceres til efteråret.

Flydersofaen over dem alle
Bolias signatursofa Cosima er efterhånden lidt af en sofaklassiker - og det forstår man godt, hvis man ynder at slænge sig i en flydersofa. Sofaen har med sine lave arm- og ryglæn en afslappende loungevibe, der emmer af komfort og afslapning.
Sofaen kommer i et utal af tekstiler og kan designes specifikt til dine behov i to forskellige sædedybder, og du kan fjerne eller tilføje moduler.
Sofa, Cosima, Bolia, fra 6299 kroner pr. modul. Find den her

Modulsofa med høj designværdi
Audo Copenhagen, der tidligere hed MENU, står bag den smukke Eave-sofa, der kan designes og tilpasses efter behov.
Endemodulernes smukke detalje ved armlænene giver sofaen et elegant og poetisk udtryk, der passer perfekt til den skandinaviske æstetik.
Sofa, Eave, Audo Copenhagen, fra 8000 kroner pr. modul. Find den her.

Organisk sofa fra Formel A
Formel A har med sofaen MAGMA, designet af Amanda Lilholt, skabt en organisk sofa, der får øjet til at vandre og udforske sofaens kurver. Den er perfekt som et statement-møbel i enhver stue.
Sofaen fås i seks forskellige farver i bouclé og i tre forskellige størrelser: 250 cm, 300 cm og 350 cm.
Sofa, Magma, Formel A, fra 27.800 kroner. Find den her.

Lyserød sofa med metalben
Sofaen HOLDER er vinder af Sofacompanys designkonkurrence og har begejstret både jury og Head of Design hos Sofacompany. Den er designet af Sedno Studio, der er kendt for simple linjer og æstetiske former.
Sofaen fås i to standardfarver; lyserød med rød stålramme og beige med krom stålramme.
Sofa, Holder, Sofacompany, 11.999 kroner. Find den her.

Designersofa og flyder i én
Skal din sofa kunne mere end blot at være komfortabel og praktisk, må du ikke snyde dig selv for Norr11s Studio 4-sofa, der er lidt ud over det sædvanligt.
Den buede, rillede sofadrøm er en genial genvej til at skabe dynamik i indretningen, men har du en mindre stue, fås den også i flere andre længder og varianter.
Sofa, Studio 4, Norr11, 72.000 kroner. Find den her.

Moderne sofa med træstel
Læn dig tilbage med din yndlingsbog og din yndlingskaffe - det har aldrig været nemmere end med Ferm Livings sofa Edre, der er inspireret af puffede dyner, som franskmændene kalder 'Édredon'. Sofaens puder af 100% europæisk hør giver associationer til en skøn opredt seng, mens armlænene i fyrretræ også fungerer som hylder, hvorpå du kan opbevare magasiner, bøger mm.
Sofa, Edre, Ferm Living, 28.999 kroner. Find den her.

Modulsofa fra HAY
Den fleksible MAGS fra HAY er ganske enkelt genial. Udover at komme i et utal af tekstiler, kan du sammensætte den præcis efter behov med åbne ender og chaiselong, mens den også kommer i en lavere udgave, der ikke er så stramt i udtrykket. Du kan både vælge høje (som på billedet) eller lave armlæn - så her er altså en sofa, der kan imødekomme helt specifikke behov.
Sofa, Mags, Hay, fra 22.000 kroner. Find den her.

Designersofaen med de æstetiske deller
Du kan umuligt have overset Togo-sofaen designet af Michel Ducaroy, hvis du har fuldt med hos boligentusiaster på Instagram de seneste år. Togo sofaen er et klart bevis på, hvordan en sofa kan gøres mere spændende med et mønster, der følger både form og tekstil. Togo-sofaen har været en ikonisk Ligne Roset-klassiker siden 1973. Udover at være ekstremt hypet, har sofaen ultimativ komfort, og er et designobjekt, du kan lade gå i arv!
Sofa, Togo, Lignet Roset, fra ca. 35.000 kroner. Find den her.

Sofa kendt fra Instagram
Meget apropos Instagram - Camaleonda fra B&B Italia var den næste sofa i rækken efter Togo, der tog det sociale medie med storm. Den smukt proportionerede sofa er designet af Mario Bellini og kommer i et utal af farver og tekstiler. Modulsystemet gør det nemt at skabe lige præcis den sofa, du drømmer om - og den unikke karakter giver den internationalt format, der passer perfekt ind i skandinaviske hjem.
Sofa, Camaleonda, B&B Italia, fra ca. 29.000 kroner. Find den her.

Sofa med runde former
Sofaen Bowy fra Cassina er et oplagt valg, hvis din sofa skal kunne det mere. Det er en sektionsgulvsofa, der tilbyder forskellige ryglæns- og sædemuligheder til at blive brugt som selvstændige skulpturelle elementer eller til at parre i rigelige arrangementer. Du kan også tilføje sofaborde mellem sæderne, så sofaen ændrer både funktion og udtryk. Kun fantasien sætter grænser!
Sofa, Bowy, Cassina, pris på forespørgsel. Find den her.

Den bæredygtige sofa
Spoke-sofaen fra TAKT er designet af Anderssen & Voll, der har haft fokus på en holistisk tilgang til designet, hvor hver eneste detalje er blevet nøje overvejet med henblik på sofaens cirkulære design: fra rengøringsvenlige overflader, udskiftelige komponenter, arbejdet med proportioner, som imødekommer forskellige brugsscenarier og skaber en stil og farvepalet, der sikrer en lang levetid.
Sofaen kan repareres med reservedele tilgængelige fra lanceringen. Det er smart, da det sikrer en længere levetid. Spoke Sofa fås i europæisk bøg eller egetræ og kommer med syv forskellige polstringer, der er fremstillet af den danske tekstilvirksomhed Gabriel med minimum 98% genanvendt polyester. Og så kan den flatpackes.
Sofa, Spoke, TAKT, fra 14.995 kroner. Find den her.

Klassisk designsofa af Arne Jacobsen
I 1939 vandt Arne Jacobsen og Flemming Lassen en åben konkurrence om at tegne et nyt rådhus, et nyt bibliotek og et teater i Søllerød (Rudersdal). Til rådhuset tegnede de et bryllupslokale med tilhørende møbler - blandt andet en sofa til venteområdet, som parret kan sidde i, inden de giftes.
En dansk sofaklassiker af de helt store.
Sofa, AJ5 Mayor, &tradition, fra ca. 29.500 kroner. Find den her.

Sky eller sofa?
Sofaen Pacha fra GUBI er ikke til at komme udenom, når vi taler formidable, unikke sofaer. Den ikoniske designer Pierre Paulin designede den i 1975 med visionen 'følelsen af at sidde på skyer'. Han var muligvis lidt forud for sin tid, men nu kommer den modulære Pacha Collection endelig til sin ret.
Den fås i flere forskellige tekstiler, med og uden armlænene både i enden og mellem siddemodulerne.
Sofa, Pacha, GUBI, pris som vist 90.000 kroner. Find den her.

Moderne og skandinavisk sofa
Muutos Rest-sofa kombinerer dyb komfort med moderne linjer og et blødt sæde. Rest sofaen er designet med udgangspunkt i skandinavisk design og har subtile detaljer gennem sine små folder, parret med dens indbydende form. En moderne flyder, der samtidig er æstetisk perfektion.
Sofa, Rest, Muuto, 39.995 kroner. Find den her.

Den multifunktionelle sofa
Sofaen Playground fra Eilersen er mere end en bare sofa. Den er også en daybed, en gæsteseng og en chaiselong. Playground er et multimøbel. Og nu er den blevet iklædt et nyt vamset lækkert tekstil, der kun indbyder til endnu mere hygge. Med et enkelt design suppleret med kegleformede og flytbare rygklodser, kan du bruge sofaen på mange måder - og bygge på eller tage af, hvis du flytter eller flytter rundt. Smart!
Sofa, Playground, Eilersen, fra ca. 44.500 for ét modul med to rygklodser og to puder. Find den her.

Dansk designsofa i læder
Mogensen 2213 Sofa fra Fredericia Furniture er født af et ønske om at skabe den ultimative sofa. Legendariske Børge Mogensen designede sofaen til sit eget hjem i 1962. I dag står sofaen som en af de mest ikoniske sofaer i dansk design fra midten af århundredet, og den kan findes i ambassader, hovedkvarterer, private boliger, gallerier og museer over hele kloden.
Sofa, 2213 Mogensen, Fredericia, fra ca. 104.000 kroner. Find den her.

En anden klassisk designsofa i læder
EMO fra Bruunmunch er håndlavet i Europa og lavet med omhu. Sofaens stel og ben er lavet af FSC-certificeret træ, mens puderne er lavet af Oeko-Tex certificeret koldhærdet skum og læder, så du kan være sikker på, at du investerer i et bæredygtigt møbel.
Designet er tidløst og klassisk og passer perfekt til både moderne og mere klassiske indretninger. Fås både i læder og bouclé.
Sofa, EMO, Bruunmunch, fra 28.995 kroner. Find den her.

En svævende sofa
Joss modulsofa fra Dunke Design er designet af Toan Nguyen og hylder hans sydøstasiatiske rødders arkitektur, som traditionelt omfatter yndefulde kurver og kontinuitetsæstetik. På en solid base af træ nærmest svæver siddelementerne og tilsammen skaber de et gennemført design, der kan sammensættes på utallige måder.
Fås i seks forskellige tekstiler.
Sofa, Joss, Dunke Design, fra ca. 25.000 kroner pr. modul. Find den her.

Sofistikeret og elegant sofa
Unio Curved Sofa fra Poiat er brandets seneste tilføjelse til sortimentet. Den polstrede sofa er designet og udformet med omhyggelig opmærksomhed på hver detalje, og sofaen står som en elegant, sofistikeret sofa, der passer perfekt i herskabelige rammer og forvandler din stue til et mere levende rum.
Sofa, Unio Curved, Poiat, fra ca. 50.000 kroner. Find den her.

Sofaen, der er inspireret af dej
Med reference til en brøddej der hæver, knytter navnet Swell sig til sofaens svulmende form, der består af et fyldigt polstret ryg- og siddestykke tilsat to voluminøse armlæn. Swell-sofaen er designet af den svenske designer Jonas Wagell og er karakteriseret af sit legende og muntre udtryk. Sofaen oser af karakter og personlighed, og de bløde, kurvede former gør møblerne indbydende og sikrer en fantastisk siddekomfort.
Sofa, Swell, Normann Copenhagen, fra 33.699 kroner. Find den her.

Paustians modulsofa
I 1969 præsenterede Paustian en ny klassiker, den modulopbyggede sofa ’Paustian Modulsofa’ designet af Erik Rasmussen. Sofaen er den dag i dag mindst ligeså aktuel med sin unikke evne til at ændre udtryk, afhængigt af modulsammensætning og polstring - et fleksibelt tilbud, der gør det nemmere for brugeren at forlænge sofaens levetid. Som noget nyt fås Paustian Modulsofa nu også i en ekstra blød variant, som er særligt velegnet til privat brug.
Paustian Modulsofa, Paustian, fra ca. 10.000 kroner pr. modul. Find den her.
