5 klassiske fejl, du gerne vil undgå, når du køber sofa

Hvad skal du tænke over, inden du køber en ny sofa? Vi har samlet de fem vigtigste overvejelser, så du undgår et ærgerligt fejlkøb.

Vi kender den alle: Frygten for at få en sofa med hjem, som bare ikke passer ind. For stor, for lille, for mørk, for lys, forkert. For det er svært at finde den perfekte sofa. Derfor har vi samlet de fem vigtigste overvejelser, du skal gøre dig, inden du køber en ny sofa. Så du kan styre udenom de klassiske fejl og i stedet få den helt rigtige sofa med hjem.

1. Størrelse

Først og fremmest er det en god idé at overveje, hvor meget din sofa må fylde. Hvordan er rummet, sofaen skal stå i? Måske giver det mening med en stor sofa, måske er der kun lige plads til en lille udgave, og skal der egentlig være plads til en lænestol ved siden af? En sofa kan hurtigt komme til at virke stor i et lille rum, så find ud af, hvad der passer ind i netop din stue.

I denne sammenhæng er det også vigtigt at overveje, hvor stor en sofa du har brug for. Er I en stor familie, hvor sofaen skal kunne rumme alle? Eller er I et par, der ikke behøver så meget plads? Måske er I en familie i voksealderen, hvor en modulsofa kan være ideel, så I nemt kan koble flere sektioner til, i takt med at I bliver flere.

Med en fleksibel løsning som modulsofaen ‘Dane’ fra SOFACOMPANY kan I tilføje flere moduler, når behovet ændrer sig.

2. Komfort

Det er meget forskelligt, hvordan vi hver især bruger vores sofa. Nogle ligger altid ned, når de slapper af i sofaen, mens andre sidder mere op. Derfor bør du overveje, hvad du vægter højest.

Leder du efter en rigtig flyder, som indbyder til en middagslur, så skal du overveje en sofa med mere dybde i sædet eller en sofa med chaiselong. Vægter du derimod siddekomforten højest, skal du fokusere på sofaens højde. Desuden er det en god idé at gå efter en sofa med HR-skum, da dette holder formen bedst på sigt og dermed sikrer sofaen en lang levetid.

3. Design og form

Når du skal vælge designet på din sofa, bør du tage udgangspunkt i din stil. Har du en enkel, nordisk stil, bør du gå efter en klassisk sofa med rene linjer eventuelt med naturlige detaljer som træben. Er din stil derimod mere legende, kan du overveje en skulpturel sofa med organiske former, der fungerer som et statement-møbel i din indretning.

Den organiske ‘Rose’ sofa skiller sig ud med sine bløde linjer og asymmetriske form. Pris 7.699 kr.

4. Farve og tekstil

Det kan være svært at finde det rigtige materiale til sofaen, for det skal både være nemt at holde pænt og rengøre, men det skal også gerne se godt ud. Derfor er det en god idé først at overveje, hvad sofaen skal kunne holde til. De fleste sofa-tekstiler er lavet i holdbare materialer, der kan holde til det meste og er nemme at holde pæne. Men derfor kan det stadig være en god idé at imprægnere din sofa, hvis du har valgt en sart, lys farve, eller gå efter et polyester-tekstil, der både er slidstærkt og nemt at tørre af.

Er I en børnefamilie med høj plet-risiko, er en sofa med aftageligt betræk måske løsningen for jer. På den måde kan I tage betrækket af, når det skal vaskes, eller I kan skifte det til en ny farve, når stuen trænger til en makeover.

Hos SOFACOMPANY kan du få tilsendt fem gratis stofprøver, så du er sikker på at finde det helt rigtige tekstil til din sofa. Er du stadig i tvivl, kan du besøge deres showrooms og se nærmere på både farver, tekstiler og sofaer.

5. Tænk på lyset

Det er også en rigtig god idé at tænke lyset i rummet ind, når du vælger tekstil til din sofa. Det er nemlig ikke alle tekstiler, der er lige gode til at holde farven, når de bliver udsat for sol. Skal din sofa stå ved et sydvendt vindue med sol hele dagen, er det vigtigt, at du finder et tekstil med høj lysægthed, der er materialets evne til at modstå sollys. Her vil et polyester-tekstil være en god løsning. På den måde sikrer du dig, at din sofa holder sin flotte, oprindelige farve i længst mulig tid.