Karin Schandorff er danskfødt, men bor og arbejder primært i Tyskland, hvor hun har sit firma Little Chelsea, der opkøber gamle villaer – helst fra slutningen af 1800-tallet til starten af 1900-tallet.
Husene bliver gennemgribende renoveret for derefter at blive sat til salg på liebhavermarkedet i Hamborg.
Karin Schandorff er bygherre og planlægger og styrer hele ombygningen og indretningen samt indkøb af design og inventar.
Boligen i Indre København
Boligerne bliver solgt som fuldt indrettede hjem med både kunst og møbler.
Derfor var det heller ikke uvant territorium, da hun i 2016 faldt for en af de smukke gamle ejendomme, opført i 1783 af Nicolai Eigtved i Frederiksstaden i Indre København, hvor hun og familien bor, når de er i Danmark.
Central placering
Bygningen er i dag opdelt i fire lejligheder, og der, hvor Karin bor, var der i sin tid sølvsmedje, værksted og udsalg fra stueetagen til det danske hof. Hele familien elsker at være i København, og det var vigtigt for dem alle, at lejligheden lå centralt, så de kunne få det fulde udbytte af byens tilbud og mærke livet på gader og stræder.
– Der er storbyer i hele verden, men ingen som København, der på en og samme tid har pulsen og samtidig følelsen af intimitet, siger Karin, som har rejst i mange af verdens byer.
Gamle detaljer – moderne indretning
At træde ind i lejligheden i Frederiksstaden er som at træde ind på en historisk scene.
Det kunne være her, Hammershøi havde malet Sovekammer, og hele lejligheden er så rigt ornamenteret i form af stuk, høje paneler, specialudførte dørkarme samt et velbevaret ildsted i køkkenet. Smukke detaljer, som Karin har valgt at lade tale og fylde i sig selv, i al sin skønhed.
Med ganske få farver, som stråfarvet, cremehvid og beige over til koksgrå, stengrå og sort, har hun kun tilført boligen det allermest nødvendige, og dette i en blanding af gammelt og moderne.
Kridhvide rum af en grund
Gulvene er lyse, vaskede plankegulve, som er et miks mellem de originale gulve og nyere Dinesen-gulve, og alle vægge og paneler og alt træværk i hele lejligheden er malet kridhvide, dels fordi lejligheden ligger i en baggård, og dels fordi den hvide base har en enkelhed, som Karin holder meget af, og som hun ved giver smukke refleksioner fra både elektrisk lys og dagslys.
– Lys er noget af det vigtigste for mig i indretningen af en bolig, fordi det er med til at forme møbler og rum, og jeg synes, at et godt lys gør, at man har lyst til at opholde sig i et rum i længere tid af gangen, fortæller Karin.
En balance mellem moderne og historie
Når Karin moderniserer boliger, flytter hun netop ofte vinduer og døre – der laves om i planløsningen for at kunne udnytte det naturlige lysindfald bedre i indretningen.
Hun er ofte inspireret af David Lynchs filmunivers, og hendes valg af møbler balancerer mellem det moderne og det historiske i form af genkendelige klassikere som eksempelvis Mario Bellinis sofaer, købt for snart 30 år siden og derefter ombetrukket.
Karin vælger skamler og stole, som i sig selv virker skulpturelle, og lette gardiner, som illuderer transparente vægge uden at stjæle lyset.
Møbler og kunst skal komme til sin ret
Ud over de effekter holder hun meget af, at der er luft og plads omkring møblerne, så deres design kommer til sin fulde ret.
Kunstværkerne i boligen er enkelt indrammede litografier og stregtegninger, som ikke er hængt op, men bliver flyttet rundt efter behov.
Selv kaffemaskinen får lov at stå helt alene på køkkenbordet, som var det en skulptur.