– Jeg må have boet i Frankrig i et tidligere liv. Jeg elsker alt fransk – maden, landet, interiøret, livet. Jeg føler, jeg er kommet hjem, når jeg kommer til Paris eller besøger min far, der i dag bor i Sydfrankrig, siger Maria Toft med et smil.
Hun elsker de franske markeder, hvor hun går hjemmevant rundt og finder sine skatte. Målrettet kan man ikke kalde hende. Der er ingen overordnet plan for hendes valg, for hun vælger kun ting, der giver hende en glad følelse af genkendelse indeni. På samme måde er hendes indretning intuitiv. Uanset om det gælder de store træk, eller om det er de mange dekorationer, er det, som om de gamle historiemættede elementer selv finder deres plads og bliver til nye fortællinger. For Maria er det skødesløse eventyr ikke en søgt stilart, men en livsstil. I lejligheden opstår stilen gennem kontraster i materialer og strukturer, stilarter, det tunge og det lette. Selvom hun har samlet mange ting i lejligheden, er her alligevel indrettet med en gennemsigtig lethed, der nærmest kræver, at man selv digter videre på historierne.
– Jeg holder af Frederiksberg i København og har gjort det, siden jeg var barn, hvor jeg elskede at komme og besøge min farmor og min tante, der begge boede her, fortæller Maria. Og hun synes at de smukke gamle herskabslejligheder passer godt til hendes indretningsstil. De høje paneler, store stuer en suite, den smukke stuk og det klassiske parket understreger hendes indretnings udgangspunkt i en vintagestil a la salonerne i Paris i begyndelsen af forrige århundrede.
Maria har arbejdet med mode hele sit voksne liv og er agent for en række franske brands, som hun selv har fundet og bragt til Danmark, hvor lejligheden også har fungeret som hendes showroom.
Det har selvfølgelig ikke kunnet undgås, at også hendes fashion-kunder er faldet for Marias indretning, og mange har spurgt, om de ikke kunne få lov at købe, hvad de nu havde forelsket sig i. Og hun har da heller ikke savnet opfordringer fra venner og bekendte til at sætte indkøbene mere i system og gøre noget ved tanken om dén forretning, hun selv havde overvejet i et stykke tid. Så selvom trangen til at udtrykke sig gennem både mode og boligindretning har fulgt Maria hele hendes voksne liv, er det først de senere år, hun for alvor har valgt at bruge interessen professionelt. I Sydfrankrig har Maria koncentreret jagten på markederne her og endelig kunnet glæde sig over at skulle købe mere, langt mere, end hun selv ville have plads til i lejligheden. Resultatet kan ses i butikken Boho Habits, som hun åbnede i 2015.