© Niels Ahlberg

Rikkes lejlighed er indrettet til at blive set med fingrene – og det er der en helt særlig grund til

Tøjdesigner Rikke Huberts hjem er indrettet med masser af store kunstværker på lærreder, som hjælper på akustikken, gardiner, hun selv har syet og møbler hun selv har ompolstret med stofrester. Tekstilerne skaber en særlig taktilitet i hjemmet, som på den måde også er et hjem indrettet til datteren, som er født blind.

Det er primært Rikke Hubert, der brænder for indretning, og hun bruger timevis på diverse platforme – eksempelvis har hun en kæmpe svaghed for Pinterest, hvor hun følger interessante nye unge kunstnere.

Hun læser artikler om, hvordan andre folk indretter sig, hvorfor de indretter sig, som de gør, og hvad det gør for deres livskvalitet. Og så er nettet også dér, hvor hun finder møbler, lamper og andre detaljer til familiens indretning.

Hun arbejder med tekstiler til daglig, så det bærer lejligheden selvfølgelig præg af. Hun ombetrækker stole, syr gardiner og laver i det hele taget så meget selv, som hun føler, hun kan finde ud af.

Minimalisme med et mål

– Vi går meget op i at genbruge, finde noget med historie og no get, der har haft et liv. Og så må tingene gerne have patina, siger hun.

Rikke og Daniel elsker vintage og mid-century modern, som de blander med mere stringent dansk design, der igen bliver tilsat forskellige teksturer i form af tekstiler, keramik og kunst. Her er ingen “hellige køer”.

De bytter gerne ud, sælger noget for så at købe nyt, som de synes, passer bedre ind. Kunsten på væggene var noget af det første, der rykkede ind i lejligheden efter overtagelsen, og efter Rikkes egen vurdering er resten af møblerne købt for at passe til kunsten. Det meste er udlånt af Karl Monies, fami liens gode ven, der ikke selv havde vægge nok. Han kom forbi en aften i sin gamle tyske ambulance lastet med nogle af hans store værker.

Lejligheden har højt til loftet og dårlig akustik, så det var vigtigt, at værkerne var store. De andre værker af henholdsvis Kristian Touborg og Asger Dybvad Larsen er begge helt eller delvist udført med tekstiler, hvilket er rigtig godt for akustikken.

– Der er selvfølgelig den ulempe ved at bo til leje, at vi ikke kan ændre køkken eller flytte en væg. Til gengæld, så kommer der en vicevært, hvis der er problemer med en radiator eller el.

Lejligheden er mere end dobbelt så stor som den, familien kom fra; alligevel er det lykkedes at møblere den på kort tid uden at skulle ud og købe nyt, hvilket de selv er lidt overraskede over.

De mange kvadratmeter giver familien følelsen af ro i indretningen, gulvplads til dans, til togbaner og bare luft til at være. Luften giver de enkelte elementer plads til at blive set, i stedet for at drukne i mangfoldig hed, og her er endda givet plads nok til, at en del af kunsten får lov til at hænge i en gallerilignende enkelhed. Og enkelheden har også en helt anden årsag.

– Vores datter er født blind. Det kræver en meget ryddelig indretning, og at der ikke rykkes rundt på ting. Det får selvfølgelig en indflydelse på den måde, vi indretter os på, bl.a. med få store møbler uden skarpe kanter. Paloma ser med fingrene og finder selv rundt i lejligheden nu. Det tog lidt tid, da vi rykkede fra 80 til 180 m2. I starten havde jeg dårlig samvittighed, så jeg har så vidt muligt prøvet at indrette børneværelset på samme måde som i vores forrige hjem, fortæller Rikke.

På sigt er det meningen, at børnene skal have hvert sit værelse, men indtil videre er de glade for at bo sammen.

Da Rikke og Daniel mødte hinanden, boede hun på Nørrebro, og han på Vesterbro. De besluttede at flytte sammen i hans lejlighed på Vesterbro, hvor de elsker luften, de grønne områder, spisestederne og plad serne som Enghave og Litauens Plads, hvor der om sommeren summer af liv, og hvor man altid møder nogle, man kender.

De har valgt at blive på Vesterbro, ikke mindst fordi begge børn går i skole her. Da Daniel flyttede til Vesterbro, var det absolut ikke hipt. Sønder Boulevard var nærmest en motorvej, hvor ingen ville bo, fordi det var utrygt og ikke så populært som i dag, hvor byfornyelsen har betydet en verden til forskel. Så foreløbig har familien ingen planer om at flytte væk fra bydelen.

LÆS OGSÅ