© Martin Sølyst

Karsten og Torben har fyldt herskabslejligheden med pompøse lysekroner, guldstole og dyreprint

Barokborde, puddelhundepynt, leopardpuder og spektakulære opsætninger danner rammen om denne herskabslejlighed i København, der leder tankerne hen på både Versailles og kolonitiden – og på en masse andet midtimellem.

– Vi går som regel hele vejen, hvis vi ønsker et skabe en stemning eller et rum, fortæller modeskaber Karsten Bach om sin og ægtefællen Torbens tilgang til juleindretning og gæstebud.

Der hersker ingen tvivl om, at udtrykket er overraskende, og at historicisme er en del af formsproget.

Vi er inviteret indenfor hos parret Torben Pedersen og Karsten Bach, der om nogen forstår at forene kreativitet og muligheder i et rigt facetteret univers. Det tæller buster af Sokrates og kejser Augustus, en leopardprintet Raffles-sofa af Vico Magistretti, lysekroner med levende lys og et Louis Seize-konsolbord omkranset af dyreprintede guldstole.

Et kort øjeblik følerman sig placeret i Versailles, måske med en tråd til renæssancen og en spejling til kolonitiden. Uanset tidslommen må man bare suge til sig og nyde de opsigtsvækkende tableauer, der taler deres egne eklektiske sprog.

LÆS OGSÅ

Herskabslejligheden ligger i København, og udsigten gennem den store karnap rækker uendelig langt til to verdenshjørner.

Samtidig er karnappen med til at lyse op i den 180 m2 store lejlighed, der er beriget med stuk, dobbelte døre, porcelænsovn og høje paneler. Det, som lejligheden ikke måtte have med fra byggeriets begyndelse i 1880’erne, har parret tilført med stilsikker og bevidst hånd.

– Jeg har altid været inspireret af store modeskabere, så Givenchy, Yves Saint Laurent og Pierre Bergé har været faste pejlepunkter i min stilmæssige
udvikling. Vi har sammen besøgt deres hjem, og selvom Torben er lidt mere minimalistisk orienteret end jeg, har han via sit fag som arkitekt forståelse for sammenhænge og komposition og er en god medspiller, i forhold til hvad der fungerer, fortæller Karsten Bach.

Julen hos parret er præget af opdækninger med krystal og sølv, med gaver i leopardindpakning og med puddelhunde som humoristiske indslag de steder, hvor mulighederne byder sig.

– Vi er på en gang både omstillingsparate og traditionsbundne. Vi vil meget gerne i kirke et par gange i løbet af helligdagene, og vi elsker at høre budskabet i menigheden. Vi kan dog både holde jul i Tisvilde, i Paris og herhjemme. Vi er ikke omgivet af familie med små børn, så vores jul er for voksne, med champagne, kaviar og gode samtaler, siger Torben, og Karsten fortsætter:

– Vi værdsætter højtiden, ritualerne og den ekstra selskabelighed. I julen skal der være ekstra tryk på æstetikken og det grandiose, men der må også gerne være plads til pynt fra barndommen og humoristiske traditioner såsom puddelpynt og julemand.

Netop traditionen med julemanden har parret gentaget og forfinet igennem årene, nemlig i form af julemandens sokker, der hver dag lader sig fylde af en julemand, der tilkendegiver sin tilstedeværelse med høje “ho-ho-ho’er”, og en ivrig puddelhund ved navn Speedo, der allerede det første år lærte at forstå, at ankomsten af denne skæggede juleperson altid medførte lækkerbiskner ved kaminen til alle i familien.

– En indretning som vores er, for de fleste, ret usædvanlig. Vi dækker op med Fornasettis juleporcelæn, Hermès’ farvede glas og andre særlige conversation pieces. Det fortæller om respekt for højtiden og respekt og interesse for gæsterne. Når gæsterne kan mærke, at vi har gjort os umage, føler de sig velkomne, og det forplanter sig til samværet. På den måde går alt op i en højere enhed, og julen får en smuk betydning, der rækker betydelig længere end til noget, man bare kigger på, siger Karsten.

LÆS OGSÅ