© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Hjemme hos Yvonne og Lars Seir Christensen tager det hundrede år at få julegæsterne ind ad døren - med god grund

Kom indenfor hos Yvonne og Lars Seier Christensen i Schweiz, hvor familiens jul altid er lidt ekstra: en slags totaloplevelse af lys, lyd, duft og smag, fra man ankommer ved lågen, til man sidder ved et overdådigt pyntet langbord.

Fra det øjeblik decembergæster kommer op ad Yvonne og Lars Seier Christensens indkørsel, bliver de mødt af julestemning:

Lyskæder på alle træerne, der også gemmer på højttalere, som sagte spiller Bing Crosby, leder dem op til indgangen, der er flankeret af juletræer, som på én gang ligner en velkomstkomité, og at de står i kø for at komme ind.

Når der så også er sne – og det er der ofte i december, fordi vi er i Schweiz – så er prikken over i’et udenfor de bolsjestribede skodder, der får huset – slottet – til at ligne et virkelighedens peberkagehus.

– Det tager hundrede år at få folk ind ad døren, fordi alle skal tage billeder. Jul hos os er en slags totaloplevelse, fortæller Yvonne Seier Christensen grinende.

LÆS OGSÅ

Julepynt med store armbevægelser

Indenfor fortsætter det ekstravagante opbud: Når man er kommet af med sit overtøj og sine sko, bliver man tilbudt et par slippers eller julesokker, som man må tage med sig igen, når man går.

Luften er fyldt med dufte af kanel og muskatnød, og der er lys overalt samt skåle fyldt med juleknas og champagne i høje, aflange glas. Yvonne og Lars Seier Christensen har boet på Schloss Schwarzenbach siden 2010, og julen der er noget helt særligt.

– Det at bo på et slot, hvor der har boet kongelige, og som har sit eget våbenskjold – det sætter ligesom tonen. Det er en helt særlig atmosfære at bo med historie på den måde. Derfor er vi meget entusiastiske omkring jul. Det er måske lidt ekstravagant, men huset kan bære det, fortæller Yvonne.

Hun og parrets fem døtre holder som regel et lille familiemøde om, hvad årets juletema skal være – hvert år er et nyt. Og så rådfører Yvonne sig ellers med sine mangeårige samarbejdspartnere – Hanne og Bjarne Als fra Bering House of Flowers.

– De hjælper ved alle store lejligheder, og vi har arbejdet sammen i 20 år, så de kender vores hus og vores stil. De er gode til at genanvende pynt og ting, vi allerede har, og når vi har planlagt, hvad vi gerne vil, kommer de som regel hen over en weekend og klargør udenfor såvel som vores to haller, julebordet og nytårsbordet. Juletræet er altid det sidste og seneste, der bliver sat op, så det ikke tørrer ud, forklarer Yvonne om forberedelserne.

Hun er også stor beundrer af Hotel d’Angleterre og kreativ direktør Alan Evensens arbejde.

– Ingen kan sætte jul op som d’Angleterre. Det bliver jeg også altid inspireret af – ikke fordi jeg vil kopiere dem, men mere i forhold til tanken om ikke at være bange for store armbevægelser og at skabe en omfavnende oplevelse, siger hun.

Det bedste fra Danmark og England

Eftersom Yvonne er opvokset britisk, og Lars dansk, så er julen også et miks af de to landes traditioner – især når det kommer til maden, der juleaften er med danske fortegn og første juledag med engelske. Med fem børn, dertilhørende svigerbørn og tre børnebørn er de mellem 15 og 18 mennesker, når de alle er samlet.

– Vi får altid and og flæskesteg juleaften, siger Yvonne, og en af hendes døtre, der er stødt til samtalen, siger:

– Glem ikke de brune kartofler!

– Ja, min mand og pigerne tager sig af alt tilbehøret, og ingen kan lave brune kartofler som Lars. Pigerne laver agurkesalat i lange baner i dagene op til, og et år brugte Lars timevis på at for- og tilberede and à l’orange, der var helt fantastisk. Der bliver lavet risengrød, som vi spiser dagen før juleaften – både morgen, middag og aften – og sætter ud til julemanden sammen med børnebørnene. En af pigerne laver risalamande, og selvom vi køber en kirsebærsauce, så tilføjer vi vores egne ingredienser, så den får præcis den smag, vi ønsker – vi er allesammen i køkkenet, og det er en fælles indsats, fortæller Yvonne, der også altid handler røget laks, ål, sild og diverse tilbehør hos Løgismose.

Første juledag er det den traditionelle engelske julemad, der kommer på bordet. Yvonne har på forhånd bestilt en stor, økologisk kalkun, der bliver marineret i mælk natten over. Hun står selv for at lave de stegte kartofler og har købt Paxo Stuffing – fyld til kalkunen – med hjem fra Sainsbury’s i London, og der er rosenkål og en engelsk frugtkage tung af rosiner og korender.

– Og Boxing Day, den 26. december, spiser vi rester, ler hun.

LÆS OGSÅ