Kig ind i præst Kathrine Lilleørs magiske julehjem, der er som at træde ind i en musselmalet Royal Copenhagen-kop

Pynt og minder hænger i skæret fra lysene og venter på, at nye fortællinger skal flette sig ind i præst Kathrine Lilleørs julehistorie, der er forankret i julekirkens lydhørhed og den store fællessang.

Karin Gråbæk Helledie

— 13. december 2024

En dybrød damaskdug, mahogniarvestykker, børnenes papirstjerner på en lysekrone og et bord dækket i et flor af blomster, porcelæn, sølvtøj og kirkeplatter udfolder sig i en varm og personlig julefortælling med masser af familieminder, traditioner og det kristne budskab.

Tråden mellem Kathrine Lilleørs virke som præst og den personlige markering af julen udfolder sig lydløst mellem de kongeblå vægge i den 240 m2 store herskabslejlighed midt i København, hvor hun har boet sammen med sin mand i ti år.

– De kan ikke adskilles, for jeg tager ikke min tro af, når jeg kommer ind ad døren. Det er svært at få øje på selv, for jeg ved jo ikke, om det, vi gør hos os, er så meget forskelligt fra, hvad andre gør. Men vi synger meget – jeg synger meget i julen, siger hun.

"Kirken er mit anker – også til jul"

Lilleør holder meget af julen, og som barn var juletiden i årevis forbundet med forventningens tid. Minderne fra den midterste stue hos morforældrene står stadig klart. Dansen rundt om træet, det lange bord, der med skinnende hvid dug, porcelæn og levende lys strakte sig i hele stuens længde, de voksnes høje stemmer og morskab.

– Og vi børn, der uroligt løb til og fra. Når opvasken endelig var taget, de to kæder omkring træet, de mange julesange, min morfar, der læste juleevangeliet, og så endelig gaverne, der åbnedes omkring træet, mens min mor og hendes søstre fulgte med, og mændene trak sig ind i den tredje stues dunkle røde plysmøbler, der oplystes af den tændte adventskrans. Siden har jeg forsøgt at genskabe den jul for mine børn, men jeg tror ikke, det er lykkedes, det er blevet noget andet. Deres jul – vores jul.

– Og så er julen over år også flyttet over i kirken for mit vedkommende. Her er mit anker – året rundt. Også til jul. I julekirkens lydhørhed og den store fællessang lægger julen sig fløjlsblødt i hjertet, siger Lilleør, der altid prædiker juleaftenseftermiddag og igen om formiddagen 1. juledag.

De fejrer altid julen hjemme med børn og nogle år forældre og enkelte år også med en og anden, der gerne vil være hos dem. Traditioner spiller naturligt en stor rolle. Familien samles altid 1. søndag i advent om eftermiddagen for at tænde adventskransen, folde julestjerner og synge adventssalmer, så kommer den 22. december, hvor juletræet pyntes, juleaften, og derpå 2. juledag, der står på gåtur, frokost og dans omkring træet og udveksling af de sidste gaver mellem dem, der ikke var med selve juleaften.

Alt er, som det plejer – og så er der altid noget nyt

Den fløjlsbløde fornemmelse, som hun taler om i kirken, kan også fornemmes i hjemmet på Bornholmsgade, hvor den røde farve på damaskdugen på julebordet skaber samling.

– Det kristne budskab har ikke den røde farve som julens farve. Men det forhindrer ikke mig i at glæde mig hvert år til det varme røde midt i vinterens mørke. Julepynt bærer alle de forudgående jule op på træet. Minder om børnenes barndom, om min egen, om rejser, vi har været på, om veninder, der forærede en danserinde eller en tekande. Dér hænger de i skæret fra lysene, alle minderne, og venter på, at nye kommer til.

Udgangspunktet er, at alt er, som det plejer. Hvert år dukker det gamle frem fra kasserne, og så er der altid noget nyt. I år fandt hun fx kirkeplatterne, der har givet de små nisser en pause.

– Måske bliver det deres tur igen til næste år. Julebordet er en variabel morskab. Det er adventskransen til gengæld ikke. Den har grønne, gyldne bånd, en antik fransk julekugle i midten og fire høje lys, der balancerer på grankransen, som svæver over Thorvaldsens Kristus i et hjørne af den midterste stue. Sådan skal det være.