I Katrine og Mortens præstebolig er julen dedikeret én særlig magisk ting, som du nemt kan kopiere

Fra præstebolig til præstebolig

Katrine og Morten bor på Sluseholmen i en præstebolig, der følger med Mortens embede, i en høj bygning med en vidtrækkende og vidunderlig udsigt. Her bor også Hannah fra Mortens tidligere ægteskab og Erik og Hans, som parret har sammen.

Da de mødtes, var Katrine præst på Bornholm, og Morten på SU under uddannelse.

Den nødvendige askese, som dengang opstod, er blevet en del af deres livsfilosofi. De ting, de ejer, har de fundet her og der; gode ting, som andre ikke bruger længere, og som nu skaber glæde hos dem. Deres bolig er hvor de arbejder, og når de er flyttet fra den ene præstebolig til den anden, er ting og møbler blevet skiftet ud, foræret bort eller solgt, og det nye hjem er blevet indrettet med det, der er dukket op.

Kunst, som de har samlet sammen, og det, børnene har lavet, rykker dog altid med, også selvom deres grundholdning er ikke at knytte sig mere end som så til noget materielt, men at fordybe sig i og afsøge skabelsen i stedet.

Derfor pynter de heller ikke særligt op til jul, og hvis de gør, er det med en damaskdug fra 1975 i brun og rød, arvet fra Katrines mormor. Familien er mest af alt optaget af at være midt i alt det, de selv skaber, også juleaften.

Katrine Blinkenbergs ord om, hvordan det uperfekte faktisk er en del af julefortællingens DNA:

– Julen bliver hurtigt overbelastet. Måske er det, fordi vi så brændende ønsker, at den skal være perfekt.

Men julen – den jul, jeg har arbejdet med som præst, den gamle fortælling – vil bare noget helt andet. Tænk lige over det: Den var ikke perfekt. Maria var omkring 16 år. Hun var en af De Unge Mødre. Ugift. Det var katastrofalt.

Josef var barnets bonusfar. Han havde overvejet at gå fra dem. Og da barnet havde været i verden i ganske kort tid, blev baby, mor og papfar flygtninge, fordi en konge ville den lille til livs.

Måske kan den fortælling stadig hjælpe os. Med vores egen jul. Og vores eget liv. For måske handler det i virkeligheden ikke om perfektion. Jeg synes, perfektion er uinteressant, fordi den i bedste fald får mig til at glide af sin glatte overflade, i værste fald får mig til at føle mig utilstrækkelig og forkert. Virkeligheden er, at vi indretter os ikke perfekt i klassisk forstand, men med vores følelser og intuition. Jeg er eksempelvis ikke uddannet keramiker, men præst, og hvis jeg skulle stræbe efter keramisk perfektion, var jeg aldrig kommet i gang, for så skulle jeg have sagt:

Jeg ved jo ikke hvordan, så det bliver nok ikke så flot, og jeg må hellere lade være.

Det har ikke den store betydning, om du tror på historien om Gud, der blev til et menneske, eller ej. Uanset hvad, kan du stadig bruge den. Min erfaring er nemlig, at i virkeligheden er der kriser i de fleste familier, når ferier rammer, og mennesker opsøger ekstra sjælesorgssamtaler, fordi de har brug for at reflektere over, hvorfor de føler sig ensomme – måske især i selskab med mange andre.

Det bliver meget mere livgivende og glædesfyldt, og meget mindre ensomt, når man træder væk fra perfektionen og i stedet ind på eksperimentets ukendte territorium. Og jeg tror seriøst også, det er sådan, vi er tænkt. Det er muligt, det bliver grimt, men grimheden og det uperfekte ligger indlejret i julens fortælling og DNA. Og det er ment på allerbedste vis. Som en aflastning.