Ingen jul uden de kreative juleborde hos Royal Copenhagen. Så nu, hvor årets udstilling endelig er åben, kan julen for alvor begynde.
De traditionsrige juleborde har i 62 år inspireret besøgende med overdådige opsætninger og kreative bud på julepynt med porcelænfabrikkens kendte stel som omdrejningspunkt.
Det er også tilfældet i år, hvor julebordene atter er pyntet – denne gang som hyldest til kunsthåndværket. Derfor er det i år fire kunsthåndværkere med hver deres materiale – en glaskunstner, en smykkedesigner, en papirkunstner og billedhugger med speciale i tekstil – der har skabt deres bud på julebordet anno 2025.
Og som altid er der masser af idéer at hente til dit eget julebord. Få dem herunder, hvor du kan se årets juleborde. Og snyd ikke dig selv for at lægge vejen forbi Amagertorv 6 inden den 31. december for at se dem i levende live.
Julens kærlige kaos hos tekstilkunstner Martine Myrup
Hos Martine Myrup, der er billedhugger og tekstilkunstner, er årets julebord en repræsentation af den barnlige forventning, der kan fylde julen med glæde – og nogle gange kaos.
Det er bliver synligt i kunstnerens abeskulpturer skabt af tekstil omgivet af porcelænstårne. Normalt arbejder Martine Myrup kun i genbrugstekstiler, men i denne anledning er aberne skabt af duge fra Royal Copenhagens nye tekstilkollektion.
Kopier stilen
Har du gammel porcelæn liggende, som du ikke bruger, kan du gøre Martine Myrup kunsten efter, og skabe fine porcelænsskulpturer ved hjælp af en limpistol, og bruge dem som julebordets center piece. Dekorer dem eventuelt med blomster eller små figurer for et endnu mere julet og festligt udtryk.
Farverig og legesyg jul hos glaskunstner Helle Mardahl
Glaskunstner og -designer Helle Mardahl er kendt for sit farverige og legesyge univers, hvor glas nærmest ser spiseligt ud.
Det er derfor også tilfældet med hendes julebord, hvor de traditionsrige, musselmalet stel har fået selskab af glas fra hendes farverige univers. En repræsentation af Helle Mardahls egen jul, hvor to verdener ofte mødes, da hendes mand er britisk, og julen nogle år derfor fejres på engelsk manér.
Kopier stilen
Vær ikke bange for at blande traditionelt porcelæn med farvet glas. De to materialer taler flot med hinanden, og sammen skaber de et moderne og legesygt udtryk, der er perfekt til at sætte stemningen om julebordet.
Poetisk papirklip hos papirkunstner Amanda Betz
Amanda Betz er arkitekt og internationalt anerkendt, prisbelønnet papirkunstner. Det bærer hendes julebord i udstilling også tydeligt præg af, for her har hun fortolket Royal Copenhagens kendte motiver som papirklip, mens servietterne er skabt som små papirskulpturer.
Papir er dog ikke kunstnerens eneste arbejdsmateriale, for midten af bordet prydes af keramiske friser med poetiske udskæringer, der understreger Amanda Betz' unikke sans for formgivning.
Kopier stilen
Amanda Betz' sirlige papirkunst kræver en del form for snilde, men du kan stadig lade dig inspirere af det flotte papirklip. Lav for eksempel personlige servietter til hver enkel gæst om julebordet, eller lad små, hjemmelavede papirklip pryde bordets midte.
Varme kunstblomster hos smykkekunstner Olga Bonne
Julebordet hos Olga Bonne er ikke til at tage fejl af - her er en, der mestrer metallet. Olga Bonne er selvlært smykkekunstner og er kendt for sine unikasmykker inspireret af naturen og klassiske, græske og romerske artefakter.
Med samspillet mellem varme farver og det blanke sølv som både blomster og servietholdere, har Olga Bonne skabt et stemningsfuldt julebord, hvor hun har inviteret kendte kunstnere og forfattere med sig om bordet med deres helt egne tallerkner skabt til anledningen.
Kopier stilen¨
Lad dig inspirere af Olga Bonnes fine sølvkreationer, og skab pynt af ståltråd. Alt fra fine blomster til flotte servietringe kan du skabe i den bøjelige tråd, og det giver det klassiske udtryk et råt tvist. Og så kan du endda gemme det og bruge det år efter år eller lave det om, så det passer til næste års tema.