Royal Copenhagen juleborde 2024
© Jeppe Bjørn for Royal Copenhagen, Styling & kuratering – Cille Grut for Royal Copenhagen

Royal Copenhagens spektakulære juleborde er tilbage – med én stor ændring

Traditionen tro slår Royal Copenhagen endnu en gang dørene op for deres ikoniske juleborde, der i år er dækket af tre kendte kunstprofiler. Se med her.

For 61. år i træk slår Royal Copenhagen dørene op til den traditionsrige juleudstilling, der hvert år byder på spektakulær inspiration og wauw-effekt, når kendte danskere dækker juleborde.

I år er ingen undtagelse.

2024 byder på en kombination af kunstinstallationer og borddækninger, der hylder magien i at skabe og glæden ved at bruge sine hænder og fantasi.

Royal Copenhagen plejer at bruge hele 1. salen i flagskibsbutikken på Amagertorv, men da den er under renovering, er formatet på julebordene i år en smule anderledes end normalt.

Ikke bare et julebord

I år har Royal Copenhagen nemlig inviteret tre kunstneriske personligheder, der alle arbejder i krydsfeltet mellem kunst og kunsthåndværk, til at skabe et helt univers med udgangspunkt i borddækningen. Her deler de ud af juledrømme og -traditioner, de enten har med sig, eller selv har etableret.

Glæd dig til en kunstnerisk iscenesættelse af julebordet i hænderne på henholdsvis blomster-, rum- og objektdesigner Julius Værnes Iversen, der står bag Tableau, papirkunstner Veronica Hodges og kunstner, florist og forfatter Poppykalas.

Med meget forskellige virkemidler – men alle med udgangspunkt i det florale – har de tilført ekstra wauw-faktor til julebords-traditionen under tre tematiske installationer: Contemporary, Explorative og Heritage.

Julebordene kan opleves hos Royal Copenhagen på Amagertorv fra 15. november – 31. december.

Se dem herunder.

LÆS OGSÅ

LÆS OGSÅ