Royal Copenhagen riflet sort halvblonde og sort blonde - nyhed 2023 © Royal Copenhagen

Én afgørende detalje ved Royal Copenhagens nye kollektion har været fem år undervejs

De har helt styr på den blå, men deres nyeste tilføjelse har været svær at få til at makke ret. Justeringer helt ned til placering i ovnen under brænding har endelig bragt den kongelige porcelænsfabrik i mål i deres stædige kamp for at kunne præsentere denne nyhed.

Klassikere i nye klæder

Når Royal Copenhagen lancerer nye kollektioner, er vi mange, der venter i spænding. Porcelænsgiganten står bag nogle af tidens mest ikoniske stel, og samlere over hele verden bruger uanede mængder af både tid og penge på at tilføje nye objekter og stel til samlingerne.

Nu lander to nye kollektioner i sort, der nok skal finde sin plads hos samlere og andre porcelænsentusiaster.

I 1888 skabte den daværende kunstneriske direktør Arnold Krog Musselmalet Halvblonde - en kollektion med en ikke-gennembrudt blondekant. Og præcis 90 år senere, i 1978, lancerede Royal Copenhagen Prinsesse-stellet, der var inspireret af Krogs halvblonde-stel.

Med lanceringen af Sort Riflet Halvblonde og Sort Riflet Blonde får de to stel nyt liv i en nyfortolkning, der har været undervejs i flere år.

Royal Copenhagen riflet sort halvblonde og sort blonde - nyhed 2023
© Royal Copenhagen
Royal Copenhagen riflet sort halvblonde og sort blonde - nyhed 2023
© Royal Copenhagen
Når Royal Copenhagen lancerer en ny farve, handler det ikke om trends. Der er så meget håndværk og ekspertise bag hver farve, som tager meget lang tid at udvikle — Rikard Leander, senior designer
Royal Copenhagen riflet sort halvblonde og sort blonde - nyhed 2023
© Royal Copenhagen

Flere års arbejde på særlig detalje

Står du med en færdig porcelænstallerken fra Royal Copenhagen, tænker du nok ikke over, hvor meget arbejde, der ligger bag.

Et stykke porcelæn gennemgår nogle gange op til syv brændinger på temperaturer op til 860 grader, og hver gang, det kommer i ovnen, risikerer man, at det knækker. Derudover skrumper porcelænen op til 15 procent under brændingsprocessen, hvilket stiller ekstra store krav til modellører.

Og tag så farven... Noget af det, der kræver ypperlig ekspertise, er nemlig de nye kollektioners farve. Farven er sværere at male med end den klassiske blå koboltfarve, da den reagerer anderledes på de meget høje temperaturer, som porcelænet brændes under.

– Når Royal Copenhagen lancerer en ny farve, handler det ikke om trends. Der er så meget håndværk og ekspertise bag hver farve, som tager meget lang tid at udvikle. Vi bliver nødt til at brænde porcelænet ved en meget høj temperatur, og det betyder, at kun ganske få farver fungerer. Vi går ikke bare efter farven i sig selv, vi skal have en særlig kvalitet frem i den. Den skal have dybde, fortæller Rikard Leander, der er senior designer hos Royal Copenhagen.

Den sorte underglasurfarve var i mange år en udfordring for porcelænshåndværkerne, som kæmpede med at finde en formular, der kunne klare de høje temperaturer, som kræves for at brænde det skrøbelige porcelæn.

LÆS OGSÅ: Royal Copenhagen tilbyder eksklusiv personalisering på udvalgte steldele

Royal Copenhagen riflet sort halvblonde og sort blonde - nyhed 2023
© Royal Copenhagen
Royal Copenhagen riflet sort halvblonde og sort blonde - nyhed 2023
© Royal Copenhagen

Mere brun end sort, øv!

Adskillige forsøg på at producere en perfekt sort nuance resulterede i mange år i dekorationer, der fremstod mere brune end sorte, og det var ikke før 2006, med lanceringen af Sort Riflet Mega, at man lykkedes med den sorte underglasurfarve.

I årene mellem 2007 og 2009 blev der produceret en begrænset mængde Sort Riflet Halvblonde, men stellet blev siden taget ud af produktion. Man oplevede en stigende efterspørgsel på Sort Mega Riflet, og i slipstrømmen af finanskrisen reducerede Royal Copenhagen sit sortiment og antal af kollektioner.

Siden har Sort Mega Riflet været det eneste fulde stel i sortimentet med den sorte farve – indtil nu.

I takt med en stigende efterspørgsel på flere stel med sort maling, gik designere og produktudviklere i gang med at raffinere den sorte farve til de nye kollektioner.

Rent teknisk er der forskel på Sort Mega Riflet og de nye stel, så den eksisterende sorte kunne ikke benyttes.

På Mega opskaleres mønstret, og farven gradueres og males i toner, så den varierer fra grå til sort efter brænding. På de nye stel bruges en markant tyndere streg i en ensartet sort, som lægges på porcelænet, inden det glaseres og brændes.

De ansatte, der håndmaler porcelænet, skal vide, hvor meget maling, der skal på penslen, hvordan den skal føres, og hvor hårdt den skal trykkes mod porcelænet. Det kræver sin ekspertise.

– Det handler om at få hele paletten af lyse og mørke nuancer med. Det arbejder ligger hos den enkelte maler. Hver gang vi lancerer en ny farve, er der mange års research bag. I dette tilfælde omkring fem år. Den sorte farve er svær at bruge, da den er ustabil. Den udvikler sig i en enten kold, grålig retning eller i en varmere, rød-brun retning. Det afhænger af, hvor porcelænet placeres i ovnen, forklarer Rikard Leander.

Heldigvis er missionen lykkedes.

Royal Copenhagen riflet sort halvblonde og sort blonde - nyhed 2023
© Royal Copenhagen
Royal Copenhagen riflet sort halvblonde og sort blonde - nyhed 2023
© Royal Copenhagen

Og det praktiske

Sort Riflet Halvblonde lanceres med otte steldele mens Sort Riflet Blonde kommer i syv dele.

Sort Riflet Halvblonde lanceres 15. februar 2023 og kan findes eksklusivt i Royal Copenhagens egne butikker og på hjemmesiden.

Sort Riflet Blonde lanceres 15. februar 2023 i Royal Copenhagens egne butikker og på hjemmesiden og kan findes hos kædeforhandlere i hele Danmark fra 1. marts 2023.

Royal Copenhagen riflet sort halvblonde og sort blonde - nyhed 2023
© Royal Copenhagen
Royal Copenhagen riflet sort halvblonde og sort blonde - nyhed 2023
© Royal Copenhagen
Royal Copenhagen riflet sort halvblonde og sort blonde - nyhed 2023
© Royal Copenhagen