
Bodum er klar med eksklusiv kollektion, der kun kan købes ét sted i verden – få et smugkig her
Museum of Modern Art i New York er også en shop – og nu lanceres over 30 nye Bodum-produkter kun til museets kunder. Vi har talt med Bodums nye CEO, Peter Bodum, om det at få et kvalitetsstempel af verdens førende museumsdesignshop.
AfNew York, New York ... nynner man og stiger ind i en Uber, og når man som jeg har besøgt denne på alle måder grandiose by mange gange og haft fantastiske oplevelser, er det altid med bankende forventninger, at man nærmer sig The Big Apple.
Jeg har ikke været her i ti år, og hvor coronaen var hård for livsglæden, som så mange andre steder i verden, så har befrielsen fra virusset resulteret i en anden svøbe.
Der bliver røget marihuana overalt – og jeg mener overalt.
Jeg overdriver ikke, når man i næsten hver gade kan finde butikker, hvor den sjove tobak kan købes, og den aften, hvor jeg kom sent hjem fra en restaurant og havde ladet vinduet stå åbent, var det som at gå ind i en hashhule, for røgen fra gadens gæster var steget til vejrs.
Men man kan heldigvis blive høj af andet i New York. Fx af Museum of Modern Art, MoMA, som vitterlig er et af verdens førende museer, og hver gang bliver man blæst bagover, når man møder så mange hovedværker i kunsthistorien ét sted.
Men museer kan ikke længere kun leve af udstillinger, hvor smukke og indholdsrige de end er. Museer er også forretninger, og for MoMA’s vedkommende taler vi om big business. MoMA har tre fysiske museums-forretninger. To på begge sider af 53rd Street og en i Soho i to etager. Butikkernes indhold er nøje kurateret. Emmanuel Plat er director of merchandising retail og har i mange år med sit team udvalgt objekterne, der er til salg.
Og prisspændet er stort.
– Tag nu det her piano, siger Emmanuel Plat.
– Det er dygtigt designet af japanske Roland Kiyola og ligner lukket et lille konsolbord. Da jeg foreslog mine chefer, at det skulle med i vores kollektion i butikken, troede ingen rigtig på det, men trods en pris på næsten 5000 dollars er det blevet en god sællert.
Peter Bodum bliver snart far til en søn, der bliver døbt Jørgen. De gode danske navne fastholdes i det nu 80-årige firma, der er verdensomspændende, og som nu for alvor har et ben indenfor i verdens førende museumsdesignshop.
Som det hedder i sangen New York, New York: If you can make it there, you can make it anywhere. Der er noget om snakken ...