Villa Copenhagen x ferm Living
© Stine Christiansen

Femstjernet hotel har indrettet suite udelukkende med dansk brand: Her er tre cool ideer, du skal stjæle

Luksushotellet Villa Copenhagen, der er beliggende i hjertet af København, har indrettet en suite i samarbejde med det danske møbelbrand ferm LIVING. Resultatet er en varm, rar og hjemlig atmosfære. Her er tre oplagte ideer, du kan bruge i indretningen.

Villa Copenhagen x Ferm Living

Femstjernede Villa Copenhagen, der er beliggende i hjertet af København, har netop slået dørene op til endnu en suite - Residential Suite, der, som navnet indikerer, er designet med udgangspunkt i hjemmet.

Det danske møbelbrand Ferm Living står bag indretningen, der kombinerer komfort og luksus i en hjemlig atmosfære skabt med respekt for bygningens originale detaljer.

Suiten har to identiske soveværelser, der er adskilt af et opholdsrum i midten, så her kan man både bo som familie, som venner eller som forretningsrejsende, der ikke har lyst til at invitere forbindelser til møde i sit soveværelse.

Indretningen er karakteriseret af et smukt miks mellem gammelt og nyt, moderne og klassisk, og her får du tre cool ideer fra suiten, du nemt kan bruge i indretningen derhjemme.

Villa Copenhagen x ferm Living
© Stine Christiansen
Villa Copenhagen x ferm Living
© Stine Christiansen

Pryd dine vinduer med trendy Pojagi gardiner

De populære patchwork-gardiner fra Korea, der går under navnet Pojagi gardiner, skyllede ind over os sidste år, og trenden ser ikke ud til at være på vej nogen steder hen.

I suiten er gardinerne lavet af Ferm Livings sengetæppe, der er syet sammen, så det passer perfekt til målene over vinduet.

Har du mod på at kaste dig over gardinerne, finder du en nem guide her.

TIP: Gå efter et gardin i farver, der går igen i dit øvrige interiør - her matcher gardinet vægfarven samt værelsets øvrige interiør perfekt, og det skaber en smuk sammenhæng, der er rolig og rar at være i.

Villa Copenhagen x ferm Living
© Stine Christiansen
Villa Copenhagen x ferm Living
© Stine Christiansen

Skab kant og stemning med et diskret, gult loft

Ved første øjekast lægger man måske ikke mærke til det gule loft, der er malet i en så tilpas sart nuance, at den ikke stjæler opmærksomheden.

Men kigger man først op, er der ingen vej tilbage - den diskrete nuance af citrongræsgul giver rummet kant og står som et perfekt supplement til den øvrige farvepalet.

Man troede måske ikke, at et gult loft ville passe SÅ godt sammen med en ellers ret støvet, douce indretning - men brugt i denne sammenhæng er den gule farve en lille genistreg.

TIP: Inden du kaster dig over gul (eller en hvilken som helst anden farve), så se dig lidt omkring i dine øvrige rum. Er der en særlig farve, der kunne være ekstra smuk at bruge i loftet?

Her gengiver loftet eksempelvis de gule og varme toner fra Pojagi gardinerne, og det får loftfarven til at passe godt ind i rummet, selvom den samtidig også adskiller sig fra den øvrige farveskala.

Villa Copenhagen x ferm Living
© Stine Christiansen
Villa Copenhagen x ferm Living
© Stine Christiansen

Skab personlige fortællinger med stilleben

Man skulle ikke tro, man kiggede på en vindueskarm eller et skrivebord i et hotelværelse, og her kommer vintage ind i billedet.

Kombiner lysestager, vaser, finurlige objekter, arvestykker, genbrugs- og rejsefund i et stilleben for at skabe fortællinger, der siger noget om dig. Miks for eksempel træ med marmor og keramik, så udtrykket ikke bliver monotont. Varier også størrelsen på objekterne, så det samlede udtryk bliver mere dynamisk.

TIP: Arranger dit stilleben med udgangspunkt i en stor buket blomster eller en stor plante, ligesom i ovenstående tilfælde. Det giver et frisk modspil til de mange statiske objekter og pynter samtidig i sig selv.

Vil du bo i suiten?

Residential Suite er åben for bookinger fra 8. februar 2023.

Prisen for en overnatning i Residential Suite ligger på omkring 12.000 kroner per nat, og den kan bookes her.