
Arkitekter skaber et nyt Svinkløv Badehotel, der bevarer, fortolker og fornyer
På Biennalen, den store internationale arkitekturmesse i Venedig, kan publikum se udviklingsprocessen af det, der bliver til det nye Svinkløv Badehotel.
AfSvinkløv Badehotel genopbygges
Danmark er et foregangsland, når det kommer til bæredygtig arkitektur, innovation og ikke mindst samarbejde om væsentlige arkitekturprojekter. Det er tesen, som den danske pavillion på arkitektur-biennalen i Venedig er bygget op om. Og et af de væsentlige eksempler er processen omkring Svinkløv Badehotel.
Det historiske Svinkløv Badehotel brændte som bekendt i 2016, hvilket mange mennesker blev kede af. Det er en bygning, mange har et forhold til, og derfor er genopbygningen genstand for mange følelser – og det er netop dette, der er udgangspunktet for projektet, der bliver præsenteret på biennalen.
Hvad er biennalen?
Hvert andet år drager tusinder af arkitekter og arkitekturinteresserede til Venedig, for at besøge International Architecture Exhibition of La Biennale di Venezia – i daglig talet kaldet Biennalen.
Her præsenterer en lang række af verdens lande deres ypperste arkitekter og deres i mange tilfælde nyskabende ideer. Årets udgave af International Architecture Exhibition of La Biennale di Venezia er den 16., og som ved de tidligere festivaler bygger hvert deltagerland en pavillion, hvor projekterne bliver præsenteret.
Der er stor prestige forbundet med pavillionerne, og landene konkurrerer indbyrdes om, hvilke pavillioner, der tiltrækker flest mennesker og får størst opmærksomhed. Den danske pavillion har traditionelt ligget lunt i svinget, ikke mindst fordi vi har en stærk tradition for netop nyskabende ideer indenfor arkitektur- og ingeniørfagene.
Årets biennale er kurateret af arkitekt Natalia Mossin, der er tidligere formand for Arkitektforeningen og nuværende institutleder på Institut for Bygningskunst og Teknologi, og Dansk Arkitektur Center er kommisær på projektet.
Biennalen finder sted fra 26. maj til 25. november 2018.