Steffania og Sørens lamper er lavet af muslingeskaller på deres hjemmebyggede 3D-printer

Klassisk håndværk møder ny teknologi

– Under min uddannelse som skulptør begyndte jeg at arbejde med 3D-print. Jeg begyndte at overveje, om man kunne bruge denne printer på en anden måde. Vi fandt ud af, at man faktisk kan bygge sin egen 3D-printer, og det blev startskuddet til det, vi laver i dag, fortæller Søren Betak.

Både Søren og Stefannia har altid haft en stor veneration for møbeldesign, så derfor var det naturligt for dem at kaste sig ud i en undersøgelse af, hvordan man kunne bruge 3D-print i møbeldesign.

– I mange af vores utallige snakke om, hvad godt design er, og hvad det er, der inspirerer os, har vi været meget enige om, at det, vi bedst kan lide, er det, som kommer fra 50’erne og 60’erne. Altså modernistisk design. Vi kom frem til, at det, som interesserer os, er at bruge den teknologi, den innovation og de materialer, som er tilgængelige på et givent tidspunkt, og så skabe noget nyt ud fra det. Vi så en mulighed for at kombinere klassisk håndværk og design med 3D-print, men stadigvæk med udgangspunkt i den tid, vi lever i, forklarer Søren og henviser til, at det jo også var det, som gjorde dansk designs guldalder så særlig – at de netop kombinerede deres håndværksmæssige kunnen med en stor nysgerrighed over for de nye teknologier, som dengang opstod.

Men Russo Betak tager faktisk ikke bare udgangspunkt i de teknologier, metoder og materialer, som er tilgængelige. De udfordrer dem også og rykker ved grænserne for, hvad der faktisk kan lade sig gøre.

– 3D-print er en teknologi inden for digital fabrikation. Modsat laserskæring og CNC fræsning, hvor man gradvist fjerner materiale fra sit emne, og dermed genererer en masse spilmateriale, er 3D-print en additiv fremstillingsmetode. Her opbygger man objektet ved gradvist at lægge lag ovenpå lag. Det er meget udbredt at bruge forskellige typer petroleumbaserede plastik, men det har været vigtigt for os kun at arbejde med plantebaserede materialer, fortæller Stefannia.

Hjemmebyggede maskiner og egne materialer

Parret fandt hurtigt ud af, at for at kunne lave design i 3D-print, som både ærede de klassiske gamle dyder og samtidig kun brugte ansvarligt frembragte materialer, måtte de bygge deres egne maskiner og skabe deres egne materialer.

Så under deres ophold i Lissabon begyndte Søren at lære sig selv robotteknologi, maskiningeniørteknologi og programmering, så han kunne skabe sin egen maskine.

– Da vi flyttede til Rotterdam efter Lissabon, fandt vi ud af, at det at bygge ens egne maskiner er en helt formaliseret ting i Holland. Det er bl.a. også derfor, at mange af de her store 3D-print-formater kommer fra Holland. Holland er centrum for denne form for teknologi, og det at være omgivet af mennesker, som bygger deres egne systemer, var igangsættende for vores egen proces, fortæller Søren, og Stefannia fortsætter:

– Ja, og så tilføjede vi jo teknologien vores eget præg, for mange af dem, som arbejder med 3D-print, arbejder vertikalt, og vi var mere interesserede i at arbejde horisontalt. Vi er meget inspirerede af den modernistiske periode, hvor man arbejdede med formstøbt krydsfiner, formbøjet træ osv. Vi ønskede at arbejde fladt og så ligesom skabe formen efterfølgende, så det bliver et samarbejde mellem menneske og maskine.

Søren supplerer: – Nogle af de ingeniørtyper, som var omkring os i Rotterdam, havde et meget teknisk mindset. Vi kommer jo et helt andet sted fra. Vi kommer fra en meget kreativ og eksperimenterende verden, og så har vi skullet lære alt det tekniske efterfølgende. Vores tilgang er mere legende og grænsesøgende, og på den måde har vi virkelig testet alle disse teknikker. Som designer tror jeg ikke bare, det handler om at bruge det værktøj, du har tilgængeligt, på den nemmeste måde, men i stedet bør man stille spørgsmål og udfordre, hvad man kan med det værktøj, man nu har til rådighed.

Fra kaffe og alger til savsmuld og muslinger

Efter en lang rejse dybt ind i teknologiens afkroge kom det næste skridt – materialer.

– Det tog os nok to år at udvikle printeren, og derefter gik vi i gang med en lang rejse udi materialeresearch. Det var en helt ny verden, som åbnede sig for os. Vi vidste jo, at vi ikke ville arbejde med petroleumbaseret plastik, som er det, de fleste bruger til 3D-print. Vi havde allerede læst en hel del om at blande biopolymer med bioaffald, så vi vidste, at dette var muligt, men vi havde ikke selv prøvet det. Vi besluttede os for at gå ud og se, hvad vi kunne finde omkring os, og så teste det.

– Vi havde nogle venner, som havde et kafferisteri, så først lavede vi forsøg med materialer lavet af et restmateriale fra kaffebønnerne. Dernæst lavede vi forsøg med restaffald fra en algefarm. Så savsmuld fra et træværksted. Og til sidst forsøgte vi os med muslingeskaller, som vi fik fra en lokal fiskerestaurant. Hver dag, sidst på dagen, ville vi gå hen og samle, hvad end de havde af muslingeskaller – det var primært østers, blåmuslinger og kammuslinger – og så tog vi dem med hjem, vaskede dem, tørrede dem og knuste dem, og til sidst lavede vi dem til meget fint pulver, som vi så blandede med biopolymer, fortæller Stefannia, og Søren supplerer:

– Vi opdagede, at hver muslingeart har hver sin egenskab og skaber forskellige muligheder i en designkontekst. Desuden opdagede vi, at muslingeskaller er formidable som lysspredere, og derfor fungerer de rigtig godt til produktion af lamper. 99 % af muslingeskaller er kalciumkarbonat, som er en krystallinsk form, hvilket betyder, at det er en kompleks kemisk struktur, som gør, at når lyset rammer det, reflekteres det.

Lamper farvet af naturen

Man kan mærke på både Søren og Stefannia, at de begge bliver helt grebet af at fortælle om alle de opdagelser, som de har gjort sig undervejs.

De understreger, at det selvfølgelig ikke er ny viden for en kemiker, men at en del af det, de gør, og som de er passionerede omkring, netop er denne oplevels eaf at dykke ned i processen, forstå den og blive klogere på, hvordan det hele fungerer, og på egen krop forstå og erfare, hvorfor et givent materiale opfører sig, som det gør.

– Det er gennem denne undersøgelse, research og eksperimenteren, at vi finder den største glæde, og vi bliver begge fuldstændig opslugt af den proces. For os er det en opdagelsesrejse, som selve processen guider os igennem. Vi forelskede os fuldstændig i muslingeskaller og vidste begge, at vi skulle prøve at lave noget med dem, fortæller parret.

Det er med muslingeskallerne som materiale, at Russo Betak har udviklet deres første design. En lampekollektion, som indtil videre består af tre forskellige lamper i tre forskellige farver. Farverne kommer af den naturlige pigmentering, som de forskellige muslingeskaller frembringer.

– Østersskaller har en grøn undertone, som kommer fra algerne, som er fastgjort til skallen. Kammuslinger er den mest hvide, og så har du blåmuslingernes farve, som er præget af koraller, som vokser oven på skallen. Det er altså muslingerne selv, der skaber farven på designet, kan man sige, forklarer parret.

En designers skrald, en anden designers guld

Fra at have stået og skrubbet og skuret skaller, som de havde fået fra en naborestaurant i Rotterdam, får de i dag deres skaller fra en virksomhed i Normandiet, som har gjort det til deres forretning at opsamle de mange skaller fra skaldyr, som bliver spist i Frankrig, og behandle disse.

Det betyder, at Søren og Stefannia i dag kan købe pulveriserede skaller fra dem, så de kan fokusere deres tid og energi på udvikling af nye design. Det betyder dog ikke, at de er færdige med deres materialeforsøg.

– Vi vil gerne blive ved med at udforske andre materialer, da det er en stor del af det, vi gør. Vores drøm er at have et helt farvebibliotek eller materialebibliotek baseret på farvetoner fra naturlige pigmenter og naturlige affaldsstrømme. Vi lavede for nylig en test med okker, og vi vil også meget gerne videreudvikle materialer baseret på trærester.

– Nu vi er i Danmark, kunne vi rigtig godt tænke os at komme i kontakt med nogle af de møbelbrands, som arbejder i træ, og undersøge, hvordan deres affald kan bruges til nye design. Fordi vi jo netop er inspireret af og rodfæstet i traditionen fra de store danske designere fra dansk designs storhedstid, så kunne det være fedt at lave nye design af resterne fra deres design, forklarer parret.

Russo Betak har ikke bare en vision om at skabe nye design for sig selv, de har også en drøm om at kunne rykke lidt ved den eksisterende branche.

I Holland er der enormt meget innovation, nytænkning og et stort fokus på de nye muligheder, som opstår med den nye teknologi. Modsat mangler man måske i Holland anerkendelsen af kvaliteten af mere traditionelt og klassisk design. De håber på, at de kan forene de to ting og være med til at føre den danske designbranche nye steder hen.

– Nu er vi jo i Danmark, og vi vil rigtig gerne finde ud af, hvordan vi kan arbejde i dette miljø, finde ud af, hvem vi kan samarbejde med, og hvor vi kan bidrage med noget nyt. I Holland presser designskolerne enormt meget på for, at man som designer skal være innovativ og nytænkende, og da vi var i Rotterdam, elskede vi at være en del af det miljø. Vi fik så meget energi fra det og følte også, at vi på et tidspunkt skulle bringe noget af den energi til Danmark. I Danmark er der enormt meget talent, men der er stadig plads til forbedring. Der er ikke så meget innovation. Jeg tror, hvis man skal sige noget generelt, så er vi i Danmark virkelig gode til at lave grunddesignet.

– Vi er omhyggelige, der er en intention i hver en lille detalje, vi forstår materialerne, og alt er meget raffineret. I Holland afviser de lidt alt det, og så går de 100 % ud ad teknologivejen, men også til en grad, hvor det ville være godt, hvis man kunne gå lidt tilbage og huske nogle af de mere grundlæggende ting. Så jeg føler, at vi er, eller i det mindste ønsker at være, resultatet af de to verdener, der mødes, forklarer Søren.

Skudt til tops med lynets hast

Russo Betak er som brand helt nyt, mindre end et år gammelt. Men trods deres korte tid på designscenen har de allerede høstet flere roser rundtomkring i verden, og fremtiden ser lys ud for den visionære duo.

– I februar lancerede vi det første lysobjekt, Pelikanen, på Design Biennalen i Rotterdam. Her var vi en del af This is Us-udstillingen, som var en udstilling med en hel masse Rotterdambaserede designere. Det var stort for os at være med der og udstille side om side med internationalt anerkendte navne som Sabine Marcelis, Jonas Lutz m.fl. Men vi skilte os også ud ved at være de eneste, der præsenterede et traditionelt designobjekt med en klar funktion – en lampe, som kan lyse. Det er åbenbart blevet unikt at være traditionel, forklarer parret med et glimt i øjet.

På grund af udstillingen i Rotterdam blev de efterfølgende inviteret med til den anerkendte udstilling Collectible Design i Bruxelles, og senere fik de så mulighed for at præsentere et helt nyt design til udstillingen The Sound of Material under 3daysofdesign i København, hvor BO BEDRE mødte dem første gang.

– Vi er jo først lige startet, og vi har allerede fået enormt god respons. Vi er nået længere, end vi nogensinde kunne have drømt om. Det har givet os en fantastisk energi og et gåpåmod efter at have været i det her research- vakuum i så mange år. Det har været fedt at opleve, at der faktisk er en interesse for det, vi laver. Det virker, som om vores design rammer bredt, fordi det kan værdsættes på forskellige niveauer. Designundervisere og -forskere, vi har mødt, har sat pris på og italesat det tekniske lag i vores design, og samtidig appellerer de følelsesmæssigt til mennesker, som ikke nødvendigvis forstår eller værdsætter, at lamperne teknisk er ret komplicerede at frembringe, fortæller parret.

Et bindeled mellem det klassiske og det innovative

For parret er målet at ramme den rette balance mellem at skabe tidløse design og samtidig overraske med noget, som man ikke har set før.

– Når vi udvikler et nyt produkt, forsøger vi at skabe et design, som har karakter, og som fortæller en historie, men hvor historien ikke er så højtråbende, at man bliver træt af den. Designet må ikke være så ekstremt, at det hurtigt bliver gammelt. Det skal være noget, som man kan have i sit hjem, og hvor man bliver ved med at finde små detaljer, som kan værdsættes over tid, fortæller parret, som aldrig synes at stå stille.

Når vi spørger dem, hvad de arbejder på for tiden, er det ikke så lidt endda.

– Der sker rigtig mange spændende ting lige nu. Ud over at videreudvikle på vores materialer, maskiner og design arbejder vi også på projekter, hvor vi skalerer vores design op til større installationer og måske endda noget, som kan indgå i det offentlige rum. Det føles, som om alt det, vi har arbejdet på de sidste mange år, begynder at bære frugt.

– Og så føles det godt at være tilbage i Danmark, fordi vi har en fornemmelse af, at vi kan bidrage med noget nyt og samtidig trække på den designarv, vi begge er så inspirerede af. Vi vil gerne være bindeled mellem det klassiske og det innovative – ikke for at erstatte noget, men ved at bygge oven på det, der allerede er så stærkt.