© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Moderne barok eller eklektisk vintage? Se blomsterkunstnerens to bud på smukke juleborde

Julen hjemme hos blomsterkunstner og manden bag Tableau Julius Værnes Iversen skal tale til sanserne og overraske. Hans skæve, voluminøse og dybt personlige univers balancerer mellem det overdådige og det poetiske. Se her, hvordan du kan kopiere stilen fra de to stemninger.

Hvert år til jul finder Julius Værnes Iversen sin fars samling af antikt kinesisk porcelæn frem. At det gamle stel ikke er et julestel i klassisk forstand, er bare symptomatisk for den måde, blomsterkunstneren og indehaveren af Tableau skaber et unikt juleunivers på med forgreninger, der stikker i alle retninger mellem tidsaldre, stilarter og farver.

Julen hos Julius er et virvar af arvestykker, kunst og blomster i skøn forening, som hvert år folder sig ud i herskabslejligheden i det indre København.

– Porcelænsstellet har en helt særlig plads i hjemmet og i min historie. Det indgår i helheden og giver udsmykningen tyngde og karakter. Jeg kombinerer det med mere moderne udtryk og lader det spille sammen med kunsten på væggene, siger Julius, der bor i den gamle lejlighed midt i København sammen med sin partner, Morten.

LÆS OGSÅ

Uanset om det er højtid eller hverdag, er kunst, design og personlige objekter integreret i hjemmet på en dybt personlig, skæv og eksperimenterende måde. Moderne, robuste finske fyrretræsstole står sammen med franske antikke møbler, og ekspressiv kunst hænger på pistaciegrønne vægge.

Alt sammen skaber en dramatisk og malerisk ramme om de stemninger, han sammensætter i december.

– Julen er et af årets vigtigste tidspunkter for mig. Den danner et rum til refleksion og minder. Den bærer en særlig tyngde og varme, både personligt og æstetisk. Det er en tid, hvor hjemmet får lov at tale på nye måder; hvor fortid og nutid smelter sammen i detaljer, materialer og stemninger. Traditioner spiller en stor rolle, men de lever bedst, når de får lov at udvikle sig. For mig handler det om at skabe kontinuitet og genkendelighed, men uden at gøre det forudsigeligt. Det er minderne og de ritualer, vi vælger at gentage, som giver julen noget særligt, siger Julius.

Ofte holder parret jul hjemme sammen med Julius’ mor, familie og venner. Fællesskabet er det bærende element i højtiden, som er en kærkommen invitation til at udforske det ukonventionelle formsprog, som han er optaget af.

Bord 1: Moderne barok

Julebordet er således et voluminøst sceneri, hvor kunstnerisk sans for proportioner og materialer mødes med legende overdrivelser. Bordet, et Six Dots Design, står under viltre grene og gran, der vælter ned fra loftet.

På bordet står kæmpe kålhoveder, en dekorativ krukke og en finsk fyrretræsstol af Fredrik Paulsen for Vaarnii, som understreger kontrasten mellem robust brutalistisk håndværk og de naturlige elemen ters bløde former.

Selve borddækningen minder om et moderne barok-stilleben med vintageglas fra 1700-tallet, kunstnerisk keramik, druer og lysestager i et samspil, der både leger med dimensioner og teksturer og bliver til en juleinstallation af sanselighed, kunst og overraskelser.

LÆS OGSÅ

Bord 2: Eklektisk vintage

I køkkenet er et gammelt spansk bord dækket med vintageglas, kinesiske skåle i presset glas, Georg Jensens originale Pyramide-bestik fra før 1944, brevvægte og arvestykker. Blomsterne spiller en central rolle og optræder aldrig som pynt alene, men som en kunstnerisk forlængelse af rummet.

– Jeg arbejder med blomster som en form for komposition, og de må gerne være moderne i udtrykket, når det kommer til både farve og struktur. Det kan være enkeltstående blomster i skulpturelle vaser eller mere organiske arrangementer. Jeg er optaget af, hvordan de indgår i rummet og i dialog med kunst og objekter, og ikke mindst hvordan de bidrager til helhedsindtrykket, fortæller Julius.

Julius’ hjem er fyldt med personlige objekter, der går igen år efter år.

– Jeg tror på, at ting har sjæl, og derfor er det vigtigt at omgive sig med objekter af betydning. Juleudsmykningen skal skabe en stemning. Det handler ikke om at imponere, men om at skabe et rum, hvor man har lyst til at være. Den må gerne overraske, men først og fremmest skal den være ærlig og harmonisk. For mig er det vigtigere, at udsmykningen taler til sanserne og minderne, end at den følger en bestemt stil, fortæller Julius og understreger:

– For mig findes julen i samspillet mellem tre ord: nærvær, skønhed og minder.

LÆS OGSÅ