Ligesom andre sæsoner og årsitder er stærkt præget af farvetrends, er julen det selvfølgelig også.
Og mens den klassiske, røde julefarve altid er i spil som den mest dominerende, dukker andre også op og melder sig ind i kampen om de mest julede farver.
Og julen 2025 er ingen undtagelse, hvor årets populære julefarver er som hentet ind direkte fra skoven.
I år skal julen nemlig være brun og grøn. Det er ingen stor overraskelse, eftersom farvevirksomheden Pantone sidste år udnævnte Mocca Mouse som årets farve 2025.
De brune nuancer har da også været overalt i løbet af året, både hvad gælder garderoben og hjemmet, hvor alt fra den blide og lysebrune til den dybe chokolade brune har været at spotte.
Og sammen med de grønne nuancer kan du med de to farver lade dig inspirere skovens smukke farvespil og dybe ro til at skabe en stemningsfuld og hyggelig stemning med alt fra sløjfer og stjerne til pakker og borddækning.
Se herunder, hvordan du kan bruge de to julefarver sammen eller hver for sig.
Et juletræ i grøn og brun
Er du en af dem, der elsker at pynte juletræet efter et tema, er grøn og brun en perfekt kombination.
Er du nervøs for, om de to farver blender lige lovligt meget ind med træets grene, så går efter brune og grønne farver i lysere nuancer, så de står smukt frem fra træets mørkere grønne nuance.
TIP: Har du sølv- eller guldornamenter, kan du sagtens få dem til at passe ind i det grøn/brune tema ved at hænge dem op med smalle silkebånd i de to farver.
Gaveindpakning i naturens farver
Også gaveindpakningen kan bære præg af de to farver.
Lad det være tone-i-tone, og pak gaverne ind med papir og bånd i forskellige nuancer af den samme farve. Vælg eventuelt forskellige teksturer – som matte og skinnede eller velour og silke – for at skabe et smukt farvespil.
Eller brug brun og grøn sammen i samme indpakning for at videreføre farvetemaet. Pynt pakkerne med gran eller kogler for at understrege inspirationen fra naturen.
Klassiske papirstjerner i nye farver
Den smukke, klassiske papirstjerne i hvid er for mange en fast del af julepynten derhjemme.
I dag er udvalget af papirstjernerne uendeligt stort, og det betyder også, at en fås i mange forskellige farver – også brun og grøn, selvfølgelig.
De mørkere farver kan give den klassiske stjerne et mere varmt udtryk, mens den også får et mere fremtrædende look.
TIP: Har din papirstjerne ikke lys i, kan du købe en batteridrevet mini-lyskæde og gemme inde i den. Så skal du ikke bruge stikkontakt, og kan dermed hænge den frit, hvor du vil.
Levende lys i brun og grøn
Farvede stearinlys er de seneste par kun steget i popularitet, og det forstår man godt, for det kan give selv den mest enkle lysestage et friskt pust.
Derfor er de selvfølgelig perfekte til julen – også i de brune og grønne farver.
Skab et landskab af levende lys i forskellige nuancer af den samme farver, brug brune lys i den grønne adventskrans eller brug grønne lys på julebordet som nik til juletræet. Mulighederne er uendelige med de farvede lys.