I Rikke Rasmussens barndom var julen en helt særlig tid, hvor en masse familiemedlemmer var samlet; mostre og onkler, kusiner og fætre og mindst et par tilhørende hunde.
Der var fuldt hus, alle var velkomne, og med tiden blev Rikkes families hjem årets samlingspunkt, hvor hendes veninder elskede at komme, efter at deres egen juleaften var slut.
Og det er en del af alle de skønne og dejlige minder, der år efter år er med til bords i form af arvestykker som glas og karafler fra forældrene og knive med benskafter, som Rikkes far selv lavede.
Det giver Rikke en følelse af, at forældrene stadig er med til bords, selvom begge er gået bort, og savn går hånd i hånd med de gode minder om den faste og trygge ramme omkring julen, som forældrene skabte.
– For en stund er julen nu blevet en voksen begivenhed – tempoet og forventningerne er trukket ud af programmet, og vi samles og nyder juledagene, vel vidende at det hele nok starter forfra igen en dag, når der kommer børnebørn.
Hver genstand har en særlig betydning
Gamle traditioner bliver holdt i hævd, samtidig med at der skal være plads til, at der kommer nye til, som eksempelvis julens stads og pynt.
Det har Rikke reduceret til et minimum af de fine ting fra forældrene samt nogle få af hendes egne skatte, der har stor betydning for hende.
Som keramiktallerkenerne fra sommerens ture til Bornholm, sten fundet på gåture og en ørkenrose fra Rikkes søn, som han tog med hjem til hende fra en rejse til Tunesien.
Disse ting har fast plads i lejligheden til daglig og kommer altså også på julens bord.
Et fast juletræ
Familiens juletræ er det samme hvert år; det står i en stor potte i gården året rundt og bliver taget op i lejligheden et par dage inden juleaften.
Her bliver det pyntet helt enkelt, for Rikke så i virkeligheden helst, at det slet ikke var pyntet, men det synes hendes voksne børn alligevel er for meget af det gode, så deres hjemmelavede dekorationer og lys pryder træet hvert år.
– Det dejligste ved vores træ er, at det ikke lider samme skæbne som de fleste andre juletræer, siger Rikke. Ellers er det mest julede, Rikke har, i hendes vindueskarm, hvor en ældre Kähler-vase står med grønt og gran i sammen med enkle træer, huse, svampe, en gris og en af datterens hjemmelavede engle, som fuldender juletableauet år efter år.
En simpel tilgang til julen
Julen i Rikkes univers er lige så enkel, som hun bor resten af året: kun med det mest nødvendige og særligt udvalgte ting.
Når Rikke skal beskrive, hvad julen betyder for hende, tyer hun til digtet Treet af en af hendes yndlingsforfattere, Øystein Hauge: Kva eg ønsker meg/under juletreet/Aller mest ønsker eg meg/sjølve treet og skogen og lufta/havet og elvene/i tusenvis av år framover.