Hvorfra fik du inspirationen? Stemningen i mit julebord afspejler stuen, det står i, og det lægger jeg vægt på. Det er hyggeligt og råt på en og samme tid. Men frem for alt, så er det æstetisk. Ikke noget med røde kravlenisser her. Jeg pynter generelt ikke så meget op til jul – men samler alt på det store juletræ og så selvfølgelig selve julebordet, som jeg gør mig umage med hvert år.
Hvordan holder du juleaften?
Det er normalt en meget hyggelig dag, hvor mine forældre kommer i løbet af dagen. Min far, som er marrokansk og en eminent kok, står for maden – og den er dansk, meget dansk. Noget har han forberedt på forhånd, og resten laver han her. Overordnet vil jeg sige, at vi holder en meget traditionel dansk jul med meget fokus på maden.
Hvem holder du juleaften sammen med?
På skift i familien holder vi en lille jul og en stor jul. Til den store jul er vi op til 24 personer, så det er noget mere roligt, når vi kun er seks – til den lille jul, som vi skal holde i år, hjemme hos os. Det bliver med mine to børn på 12 og 17 år, mine forældre og min mand.