Det var som at vinde hovedpræmien i Lotto, da Birgit fandt de perfekte julestole i storskrald

Da Birgit flyttede, skaffede hun sig af med alt. På nær 10 kasser julepynt og nogle striksweatre. Mød en ægte samler, der bare ikke kan lade et godt stykke julepynt gå sin næse forbi.

Malou Wedel Bruun

— 29. november 2024

Da Birgit Lyngbye Pedersen i 2014 byggede sit hus sammen med sin daværende mand, var det ud fra den klare tanke, at det skulle være et mulighedernes hus.

De vidste, at de tre døtre snart ville flytte hjemmefra, og det betød, at boligen skulle kunne bruges til deres næste, ukendte livskapitel.

– Fordi vi ikke vidste, hvad vi “skulle”, var kongstanken at lave et hus, som kunne være dynamisk. Og placeringen betød, at vi kunne lægge en masse af det tidskrævende ved at holde et hus udenfor, for vi bor i en havn, hvor der er en stor græsplæne, der er vand for enden af vejen, der er en stor lege- plads. Så alt det behøvede ikke at være inden for vores fire vægge, ligesom vi ikke ville have tomme rum, når børnene flyttede hjemmefra. Så det var en ramme for et lidt ubekendt liv, som kunne være foranderligt.

Betaget af historierne i gammel julepynt

Livet blev foranderligt, for parret blev siden skilt, og i dag er Birgit både nygift og bruger sit hus til at lægge rammer til det akustiske musikprojekt Brodie Sessions, der inkluderer seks-otte koncerter om året, som filmes analogt og for nylig har affødt en vinylplade med de bedste takes.

Fællesskabet, det håndholdte og det improviserede inden for delvist faste rammer passer i det hele taget Birgit godt, og det er også den ledetråd, der dominerer hendes forhold til julen, for hun har samlet på julepynt stort set hele sit liv, men ud fra et nysgerrigt sind.

Således har Birgit både en samling af gamle plakater, bunker af broderede juletekstiler, (jule)røde ting fra Kina, gamle julepaphuse og et væld af julekugler – typisk fragtet varsomt hjem på skødet fra rejser eller købt i små butikker eller via Instagram.

– Hvorfor jeg samler, er svært at sige ... Men jeg er generelt en sporhund. Og man bliver betaget af farverne og materialerne og den fortælling, der ligger i gammel julepynt. Det er ikke, fordi jeg pynter sindssygt meget op, jeg kan bare godt lide at se på det. Og eje det. Jeg er ikke en jule-aficionado; jeg er ikke, hvad man ville kalde et kæmpe julemenneske. For mig er det bare en leg med farver og former og patina og sammenstillinger af alt muligt.

Årets udtryk afhænger af, hvilken kasse hun åbner først

Alt er arvet eller købt, for selvom Birgit er gammel håndarbejdslærer og bl.a. har et langt spisebord for at kunne bruge den ene ende til konstant at have noget arbejde i gang, består julens fysiske kreativitet og fællesskabet snarere i, at hun nu igennem 25 år har udvekslet kalendergaver med en veninde. Altid ud fra et tema, så man i løbet af året kan indstille blikket; et blik, der ikke mindst handler om omhu og betænksomhed og både er med på rejser, når der syltes eller bages i køkkenet, og når der vælges indpakning.

Når december så kommer, rydder Birgit husets flader og pynter op. Hun holder sig ikke til et fast udtryk, men fortæller nye julehistorier hvert år. Hvilken en det bliver, afhænger af, hvilken kasse hun åbner først.

– Jeg tror, det handler om at dykke ned i noget historie. Den fortælling, man kan skabe med julepynten, er en leg i en periode, fortæller hun.

Fri leg én måned om året

– Det er også noget med at udfordre det hus, jeg bor i, og at bevare humoren i det. Så jeg ikke bare har en alvorlig, kunstagtig tilgang til mit hus. Den “rigtige” smag. Jeg bliver nødt til at have noget humor ind i mit hjem, og det kan jeg frit lege med i en måned om året og give den maks. gas.

Pynten er kun oppe fra den ene datters fødselsdag den 10. december og frem til 2. juledag.

– Jeg bliver lynhurtigt træt af legen, men lige dér synes jeg, det er mega-sjovt. Og jeg trækker aldrig julen ned over andre – det er min leg. Hvis man vil lege med, er man velkommen, men det er ikke noget, nogen behøver at gøre. Jeg hygger mig bravt med selv at gøre det, og jeg har det svært med folk, der er julestressede. 2. juledag er jeg dog simpelthen så træt af det, så jeg pakker det hele væk igen. Det er bare et øjebliksbillede.