
Christian og Stevens køkken er komplet sort – og det passer overraskende godt til herskabslejligheden
Med udsigt over springvand og brosten på Skt. Thomas Allé på Frederiksberg har Christian Barsøe og kunstner Steven Matthe indrettet en herskabslejlighed med noget på spil – både personligt, dramatisk og kunstnerisk.
AfDer er bare nogle hjem, hvor beboerne og de arkitektoniske rammer er som skabt for hinanden. Den fornemmelse er tydelig i Christian Barsøe og Steven Matthes 208 m2 store herskabslejlighed på Frederiksberg.
Det var nærmest skæbnebestemt, at de skulle overtage en ældre dames uberørte hjem med atelier og udsigt over brosten og springvand på Skt. Thomas Allé. De har kvitteret med forkærlighed for kunst og respekt for historien og har uden at bekymre sig om en rød tråd indrettet sig med maskulin klang og æstetisk intuition.
Med det mørke mod det lyse, med blanke og rustikke overflader, med tekstiler, messing, træ, læder og ikke mindst i det blånerede og kulsorte køkken sætter de tingene dramatisk på spil. Lidt som man ser det i den københavnske butik Studio Oliver Gustavs møde mellem det moderne, det forhistoriske og det Hammershøi-inspirerede, men i lige så høj grad fra Steven Matthes egen kunst, hvor han bl.a. bruger blæk, papir, lærred og tekstiler.
– Steven laver værker på bestilling ud fra mål og farvekomposition, så det passer præcist til folks hjem. På samme måde har han lavet kunst til vores hjem, efter at vi havde indrettet med møbler. Vi forsøger at blande med ting fra rejser og værker fra andre kunstnere, så det ikke bliver et udstillingsgalleri eller en kulisse, siger Christian.