© Birgitta Wolfgang Bjørnvad

Se Emil Thorups nybyggede sommerhus, der er så high tech, at det krævede helt særlige byggemetoder

Designer Emil Thorup har bygget et nyt sommerhus placeret i naturskønne Tisvilde Ry nord for København. Huset er bygget uden brug af beton, og er stort set selvforsynende med energi takket være ny teknologi og nye byggemetoder. I dag står der på grunden en drøm af et sommerhus, men vejen dertil har været alt andet end ligetil.

Designer Emil Thorup havde længe ledt efter den perfekte grund i Nordsjælland, der var stor nok til, som han selv siger det: “At man ikke skulle ligge som sild i en tønde og kunne kigge lige ind til naboen.” Kravet var derfor, at der skulle kunne ligge et hus på minimum 200 m2.

– Da jeg søgte efter det online, dukkede der kun én grund frem inden for mit budget. Jeg kørte dertil samme dag og købte grunden,” siger Emil Thorup og fortsætter:

– Derefter tog det næsten tre år at få huset bygget, fordi der undervejs var udskift af entreprenører, konkurser, stigende materialepriser, vandskader og fejl, der skulle udbedres. Da det endelig stod færdigt, var jeg lige ved at sælge det igen, fordi jeg var helt udmattet. At introducere nye løsninger er ikke altid nemt. I dag er jeg ovenud lykkelig for, at jeg ikke solgte, og at jeg kan komme her og geare ned og blive inspireret.

LÆS OGSÅ

Den i dag 250 m2 store Villa Mori er bygget i CLT – cross-laminated timber – en innovativ byggemetode helt uden beton, hvor massive træplader lamineres på kryds for at skabe en exceptionelt stærk og miljøvenlig konstruktion, som reducerer klimabelastningen. Den ydre facade er beklædt med elegante granitplader, mens interiøret er udført i varmt, massivt fyrretræ, der skaber en naturlig og omfavnende atmosfære.

Arkitektonisk består Villa Mori af tre sammensatte bygninger, der alle åbner sig mod en central terrasse – en gennemtænkt struktur, der både skaber intime zoner og naturlige forbindelser mellem rummene. Det centrale hus rummer det sociale midtpunkt med køkkenet, mens de to tilstødende bygninger indeholder stuerne og værelserne, herunder et imponerende, stort soveværelse. Villaen er bygget med A-mærkede trelagsvinduer, der holder kulden effektivt ude hele året rundt, så energitabet er minimalt.

Indretningen afspejler Emil Thorups sans for materialer og stoflighed. I soveværelset er der højt til loftet med gennemgående hylder, der skaber en strømlinet fornemmelse. Det luksuriøse badeværelse forener sort Pietra Grey-marmor med betongulv og fyrretræ i en kontrastfuld symbiose.

Husets gæsteafdelingbyder på tre værelser, hvor fyrretræsbeklædte vægge og lofter skaber en varm atmosfære, der understreges af tykke gulvtæpper i beige jordfarver.

I stuen fungerer markante træsokler med integreret Philips Hue-LED-belysning som elegante rumdelere og vidner om Emil Thorups evne til at forene funktion og æstetik. Hele villaen indrammes af gulv til loft-vinduer, der transformerer naturen udenfor til et levende kunstværk.

Villaens energikoncept omfatter 15 kW-solcelleanlæg koblet til et avanceret batterisystem, der gør huset næsten selvforsynende med energi året rundt. Denne fremsynede energiløsning viser, hvordan fremtidens arkitektur kan være både ressourcebevidst og designdrevet som her i Villa Mori.

LÆS OGSÅ