
Jonna og Christopher har plads til 8 personer i sommerhuset på 65 m2 takket være geniale løsninger
Hvem skulle have troet, at man kunne få hemmelige udkigsposter, skjulte døre og sovepladser til otte mennesker på 65 m2? Ikke desto mindre er det lykkedes arkitekten bag det her lidt usædvanligt udseende svenske sommerhus. Ejerne elsker det så meget, at de planlægger at flytte permanent ind.
AfHvis du nogensinde har læst Camilla Läckberg, er du også bekendt med det svenske stykke vestkyst, der hedder Tanum – det er i det område, bøgernes hovedpersoner bor, og det er også her, Jonna Dagliden Hunt og hendes mand, Christopher Hunt, har bygget deres sommerhus, tæt på stranden ved Hee.
– Fjällbacka, som er byen fra bøgerne, ligger tæt herpå. Min far er født og opvokset i området, så jeg har tilbragt store dele af mit liv på den her kyst, fortæller Jonna.
Tidligere havde familien Hunt, der bor i Stockholm til hverdag, sommerhus i skærgården uden for hovedstaden. Det brugte de ofte i weekenderne, men som deres to børn blev større, blev weekenderne beslaglagt med flere og flere aktiviteter, der gjorde, at sommerhuset ikke blev brugt så meget. Derfor besluttede de sig for, at de var klar til at kigge efter et sted, som måske mere egnede sig til længere ferier end weekendture. En landmand var klar til at sælge et stykke af sin grund, der var ren natur og ubebygget, så i 2023 købte Jonna og Christoffer den.
De var bekendte med arkitekt Mikael Ellsingers arbejde og tog fat i ham med henblik på at bygge et lille, men funktionelt hus, med masser af karakter. Og det må man sige, at de har fået. Huset måler syv gange syv meter i grundareal, og der er også syv meter til loftet der, hvor det er højest. Når man ser huset udefra, varierer udtrykket alt efter øjnene, der ser: Taget ligner til dels en hat, hvilket ikke er helt hen i vejret, da Mikael Ellsinger har haft en sydvest i tankerne, da han tegnede det. Fra andre vinkler minder det lidt om Mumrikken fra Mumitroldene.
– Jeg synes, det er dejligt, når folk gør sig de associationer – det tilføjer huset et ekstra lag, noget mere magisk, siger Jonna. Arkitekten fik frie hænder til at komme med idéer, og de nåede da også omkring nogle forskellige, inden denne bygningsstruktur kom på tegnebrættet.
– Fordi huset ikke skulle være så stort, var alle rummene på de første tegninger meget små. Derfor landede vi på idéen om at tilføje volumen opad, og det var på den måde, vi endte med at få en lidt usædvanlig struktur, fortæller Jonna med et smil.



















