Med en travl hverdag i byens hektiske tempo kan man mærke, hvordan skuldrene langsomt sænker sig, som man kører gennem rapsgule marker og et landskab, der bugter sig lige så idyllisk som i en Jeppe Aakjær-sang.
Vejen til Isefjorden uden for Holbæk er dansk idyl, når det er bedst. Vi kører ind ad en lille vej, hvor det grønne spirer overalt, og parkerer bilen foran et læhegn. Da havelågen åbnes, springer hunden Eddy os glad i møde, og vi kan skimte det glitrende vand bag huset.
Parret Patrick og Jakob tager imod os, mens datteren Maude sover til middag i sin barnevogn under et stort træ.
Som vi bevæger os ind på grunden, åbenbarer sig en af de smukkeste grunde, vi har set. På toppen af en skrænt ligger et stråtækt sort hus med masser af hvidsprossede vinduer.
Huset ligger i første parket mod Isefjorden, og man får med det samme lyst til at slå sig ned, slå rødder og så ellers aldrig bevæge sig videre.
Køb, renovér, sælg. Men ikke her
Men det der med stilstand ligger nu ikke lige til Patrick og Jakob. De er typerne, som altid er i gang med et nyt projekt ved siden af deres job som hhv. kommunikationskonsulent og afsnitsledende overlæge.
Ved siden af deres jobs har de nemlig en fælles passion for at købe og renovere boliger, og huset her er ingen undtagelse. Det har været under en større renovering, og som Jakob siger, så kan han altid finde på noget, som kan blive endnu bedre.
– Det er klart en interesse og passion og noget, som jeg bruger rigtig meget tid på. Vi har ligesom lavet den her klassiske med at bytte ud til noget større, renovere, sælge, købe osv. Lidt ligesom i det der TV 2-program 'Fra 1-værelses til strandvejsvilla', fortæller han, og Patrick supplerer:
– I de snart 12 år, vi har været sammen, er det her vores fjerde projekt sammen. Men modsat de andre projekter, hvor vi har købt og solgt, så holder vi fast i det her og finder på nye projekter inden for denne ramme.
"Det var det her, vi skulle"
Drømmen om et sommerhus blev født, næsten samtidig med at parret mødte hinanden i 2012. Dengang havde de hver sin lejlighed, og da de flyttede sammen og solgte den ene, blev de enige om, at pengene skulle gå til et sommerhus.
I et års tid kiggede de efter det helt rigtige og troede, de havde fundet drømmehuset i Tisvildeleje. De var allerede gået i gang med at indrette det i deres hoveder, da de fik en mail om, at huset var solgt til anden side. Derefter gik de grundigt til værks og søgte alt, hvad der var at søge på Sjælland.
De havde svært ved at slippe tanken om at skulle til Tisvildeleje, men da de i deres søgning faldt over huset ved Isefjorden, besluttede de sig alligevel for at give det en chance.
– Allerede før vi havde snakket sammen, kunne vi mærke, at det var det her, vi skulle. Det var den klassiske drøm om et sommerhus. Sort træ, hvidsprossede vinduer, stråtag og så i første række til vandet. Det var kærlighed ved første blik, fortæller parret.
Det var dog et gammelt hus, som krævede rigtig meget arbejde, men hvor andre nok havde opgivet på forhånd, var det for Patrick og Jakob en enestående mulighed for at skabe et hus, præcis som de ønskede sig det.
– Alt var forkert! Indenfor var der sænkede lofter, små rum og et køkken, som lå for sig. Der var forskellige gulve i alle rum – fx væg til væg-tæpper – og i køkkenet sådan nogle grimme 70’er-/80'er-klinker. Så vi har været det hele igennem. Vi har væltet vægge, åbnet op, lagt ens gulve, slået fire rum sammen til et stort i stueetagen, lavet en tilbygning, bygget terrasser udenfor og ikke mindst fjernet alt buskadset, så man kunne se den smukke udsigt, fortæller Jakob.
Et af de helt store projekter var tilbygningen, som kom til i 2019. Det var vigtigt for parret, at tilbygningen blev holdt i samme landlige stil som det oprindelige hus, og så skulle den fungere som en hyggelig stue med pejs og masser af lys og udsyn fra de godt 20 døre, som er placeret hele vejen rundt om tilbygningen.
– Udsigten fra det her hus er magisk. Derudover sætter vi også stor pris på den ro, som hersker her, som en kontrast til vores daglige liv i byen. Og så er vi glade for at have skabt et hus, som også er rart om vinteren. For os er det ikke bare et sommerhus, men et hus, som vi bruger året rundt, siger Patrick, og Jakob tilføjer:
– Vi er typerne, som er meget kritisk anlagt, og som hurtigt bliver trætte af ting. Men når vi kommer herop, så er det med følelsen af, at det bliver ved med at være fedt, og at vi bliver ved med at have lyst til at tage herop. Det er helt unikt for os.