I Limfjorden ligger en ø, hvor turismen endnu ikke har fået overtag: "Det, vi har, er originalitet"
Fotograf Gunnar Merrild og hustruen Gitte Merrild inviterer indenfor i et af husene på øen. Nemlig deres sommerhus med mere end 250 år på bagen.
AfDet ældste hus i Limfjorden
Som så mange andre under coronanedlukningen havde Gunnar Merrild og hans familie brug for et projekt og for at være sammen. Hans og hustruen Gitte Merrilds sønner kom for en stund hjem fra København, hvor de bor til daglig, og familien samledes på Jegindø, hvor Gunnar og Gitte har haft et lille strandhus i 30 år.
Kort forinden havde parret købt nabohuset, der ifølge ejendomsmægleren er det ældste hus i Limfjorden, fra 1779, og engang, trods sine kun 60 m2, husede det en familie med otte børn.
Det var egentlig ikke, fordi Gunnar og Gitte havde brug for et hus mere, men de var meget glade for deres frihed i det hus, de alle rede havde, og da naboen, Erna, døde, blev huset sat til salg.
Det var i den forbindelse, at Gunnar fandt ud af, at nabogrunden faktisk bestod af to grunde. Det betød, at selvom Ernas hus var bevaringsværdigt og ikke måtte rives ned, ej heller ændres udvendigt, så var der givet tilladelse til, at der kunne bygges et hus ved siden af.
Og hvem vidste, hvordan sådan et kunne komme til at se ud?
– Jeg havde været vant til i så mange år at kunne kigge uforstyrret ud over vandet og naboens vilde græsplæne. Hvad nu, hvis dem, der købte det, havde grimme biler og trampoliner og ti unger? Så ville det være min udsigt i stedet – det ville være skrækkeligt, siger Gunnar Merrild, der ligesom resten af halvøens beboere var ret glad for livet, som det var og havde været de sidste tre årtier.
Gunnar og Gitte Merrild. Ernas hus er oprindeligt fra 1779 og er i dag bevaringsværdigt, hvilket man godt kan forstå. I sin levetid har det lille hus bl.a. været hjem for en familie med otte børn. Nu er de 60 m2 indrettet til kun at huse to.
Spisepladsen består af et rundt bord fra Muubs og stole fra Ilva. Den store vitrine i glas og jern er fra Bloomingville.
Tidligere var loftet udnyttet til beboelse, men da det blev revet ned, blev saksespærene sat op af den lokale tømrer, og det er dem, der holder sammen på huset. På loftet fandt Gunnar også bunden af en skibsmodel, som nu er poleret og hænger over køkkenet, der er fra Multiform. Det har egetræsfronter og en valset stålplade, der er nem at vedligeholde. De sorte lamper er fra Tom Dixon. Gunnar har altid været vild med arkitekt Nils Fagerholts væghængte pejs i smedejern, designet i 1960 – og udstillet på MoMAi New York – så derfor skulle det selvfølgelig være den, der skulle op i huset.
Loungeområdet er relativt enkelt opbygget af en pallesofa, et lavt sofabord og et par stole. Det lange udekøkken bagved er lavet af egetræ af samme tømrer, som har lavet toiletmøblet. Gunnar har købt stålskabe hjem fra Sverige af den slags, man normalt bruger i et industrikøkken, og som kan tåle at stå ude, og har spraymalet dem matsorte. Vasken er fundet på Lauritz.com. Den høje vandhane er Gunnar særlig stolt af: Den har han lavet af en kort messinghane fra et byggemarked svejset sammen med korte messingstykker fra den lokale smed.
Et gammelt jernskuffedarium, som Gunnar har fundet genbrugt. Han har i årevis købt ting, han godt kunne lide, uden egentlig at have en plan for dem, og nu har mange af dem fået et hjem i Ernas hus.
Fotografiet af en østersskal er af Gunnar Merrild, og skamlen er fra Frama.
For at kunne beholde husets indre som et stort rum er der sat et florlet gardin op, som kan afskærme sengen. Gunnar samler drivtømmer, der er skyllet op på stranden, når det har stormet, og således også den store træstamme i midten af rummet, som gardinsnoren hæfter på. Træet er med til at give et varmere udtryk til rummets betongulv og passer med sin forvaskede farve også smukt til resten af interiøret. Det sjove lille vindue ved siden af døren er originalt – det er alle vinduerne – måske datidens kighul. Det lave bord på tynde ben er fra Mater.
Man kan ikke gå ned i byggemarkedet i dag og finde træ, der er så gedigent som de gulvbrædder, der blev taget op under renoveringen af huset. Fordi de var så smukke og har en 250 år gammel historie, besluttede Gunnar sig for, at de skulle leve videre i husets indretning og blev således genanvendt til toiletdøren.
Sammen med en lokal tømrer, der ejer et savværk, har Gunnar lavet toiletmøblet i egetræ. Vasken er fra Muubs.
Endnu et strandvasket stykket træ, som Gunnar har omdannet til en knage. Kombinationen af nyt og gammelt er med til at give huset sjæl.
Selvom Jegindø ligger på vestkysten, gør dens placering i Limfjorden, at vandet tilbyder mange aktiviteter: Her kan man fange østers og hummer, sejle i kajak, stå på paddleboard og surfe.
Man kan gå ned i vandkanten foran huset og plukke østers direkte fra havbunden.
Jegindø tilbyder alt godt fra havet, og der er rig mulighed for at få fyldt depoterne op med omega-3.
Haveskuret er nu et surf shack – et inderum, der føles som et uderum, fordi man kan åbne et sæt dobbeltdøre og nyde udsigten over vandet, selvom vestenvinden raser. Alle møblerne er fra genbrug. Sofabordet er et gammelt spisebord, der blot er savet ned, og sofaen er en madras med et tæppe over. Lampen er vintage.
En udebruser er et must i et sommerhus, så det har Gunnar selvfølgelig også lavet. En skyller efter et morgenbad efterfulgt af en kop kaffe er magisk.
Jegindø er et af de få steder i Danmark, hvor den store turistindustri ikke har fået fat. Her nyder man, hvad der er omkring én, det vil sige fjorden, naturen og naboerne.
Udsigten og det gamle, stråtækte hus gør stedet her til noget helt unikt.
Fordi Gunnar selv havde en gammel Mercedes, som han gerne ville sælge, kiggede han rundt på websites for retrobiler. Her fandt han den gamle campingvogn, som han faldt for. Under samtalen med ejeren gik det op for ham, at det var Erik Clausen og Kim Larsens gamle campingvogn – den, som bl.a. Om lidt bli’r her stille er skrevet i. Nu står den på Jegindø og skaber god stemning.
