Familie-sommerhus
© Foto: Birgitta Wolfgang Bjørnvad/The Sisters Agency

Alle med hang til egetræ bør se Louise og familiens sommerhus. Brugen af den populære træsort er en genistreg

Tre søskende har bygget et lyst og moderne træhus omgivet af en selvpassende grund ved Halsnæs. Storesøsteren Louise fik frie tøjler til at indrette minimalistisk med masser af lyst træ, genbrugs- og vintagefund, keramik og bløde, naturlige nuancer.

Om sommeren summer hele grunden af insekter og ivrige stemmer fra børn, der hopper på trampolin mellem valmuer, engelsk græs, rølliker, strandkål og diverse høje græsarter, som vokser vildt på den store strandeng foran det nybyggede fyrretræshus på toppen af den skrånende grund.

Gemt bag træer og nabohuse og alligevel med fri udsigt over Kattegat på den nordlige side af Halsnæs nord for København har tre søskende bygget et moderne sommerhus, hvor den vilde natur og de rene arkitektoniske linjer flyder sammen i en stille dialog.

Udenfor stritter, vokser og passer den vilde grund sig selv, og indenfor er linjerne rene og lige. Visuelt et kontrastfuldt møde med naturen som den altoverskyggende fællesnævner.

Alle designvalg er så vidt muligt naturlige materialer, genbrug og bæredygtige og som minimum funktionelle, tidløse og langtidsholdbare – en kærlig hilsen til den klassiske danske designånd.

Storesøster Louise Jensen og hendes mand, Morten, fik frie tøjler til at stå for næsten alt i hele designprocessen. En opgave, som de gik til med tålmodighed, passion og præcision – med moodboards, træprøver og utallige søgeagenter på Den Blå Avis, ompolstring og restaurering.

LÆS OGSÅ

Gennemtænkt ude og inde

– Til daglig arbejder jeg med noget relativt uhåndgribeligt, organisations og medarbejderudvikling, så jeg har virkelig nydt at gå ind i hele processen omkring design, det taktile, farver og overflader. Vi har ikke købt noget, som skal skiftes ud om et par år, men har kunnet prioritere gode og holdbare løsninger, som kan holde i mange år. Og jeg har skelet meget til nuancerne fra den omkringliggende natur, så farvepaletten harmonerer ude og inde – fx fra sten, strandsand og det stedsegrønne, fortæller Louise.

Idéen om at få deres eget sommerhus opstod spontant en søndag for et par år siden.

Forældrenes ligger lige ved siden af, og døren stod altid åben, så på mange måder havde de allerede et weekend-helle. Men så kom nabohuset til salg, og da lillesøster Kristine foreslog, at de skulle købe sammen, gik det pludselig stærkt. Forældrene var ret meget med på sidelinjen, og med andre interesserede købere var der ikke meget betænkningstid. De vidste fra starten, at de primært købte en grund. Den forrige ejer havde opgivet at sætte et gammelt gasbetonhus i stand, og da de tre søskende overtog, stod det på ingen måde til at redde.

Og så kom naturligvis det store spørgsmål: Hvilket hus skulle de bygge?

Jeg har skelet meget til nuancerne fra den omkringliggende natur, så farvepaletten harmonerer ude og inde — Louise Jensen, ejer

– Vi havde den her drøm om et råt hus i cedertræ, men da træet skal fragtes fra den anden side af jorden, blev vi enige om at vælge noget mere bæredygtigt og lokalt og faldt for fyrretræ fra Sverige. Entreprenøren havde aldrig prøvet at lave et hus, der bare skulle stå råt uden at blive malet.

Desværre måtte ejerne erkende, at fyrretræ ikke er hårdt nok til at stå ubehandlet, som de drømte om. Slet ikke så tæt på kystens havgus.

Som kompromis fandt de et nyt beskyttende produkt fra Flügger og lavede prøver i månedsvis for at se, hvordan træet patinerede, inden de gav hele hytten en omgang. Det naturligt gule grantræ har nu fået en mere blød, grålig tone, som falder godt ind med omgivelserne.

Hvor starter man?

Balancen mellem det æstetiske og praktiske har på den måde været en af de største udfordringer. Ikke mindst i forhold til entreprenøren. Og med en far, der har haft en mangeårig karriere i byggebranchen, var der også masser af råd og hjælp fra den kant.

Til syvende og sidst har Louise og Morten dog hele tiden vidst, hvad de ville rent visuelt, fortæller hun:

– Vi var først omkring et klassisk sort hus med sprossede ruder, men vi syntes, det gav mere mening at omfavne det nye, når vi nu skulle bygge et helt nyt hus, og endte med et moderne typehus i træ med store vinduespartier. Vi bor alle i København og har ikke så meget plads, så vi kunne godt lide den åbne og lyse stil. Fra bagsiden ud mod vejen er huset ret lukket og privat, men når man kommer ind, åbner det sig ud mod vandet. Og det var meget tydeligt, at vores fokus skulle være på det store åbne rum. Processen med entreprenøren var udfordrende, men vi er utrolig glade for resultatet.

Egetræ

Da huset er nordvendt, fungerer det godt med meget store vinduespartier ud mod terrassen, der smyger sig langs hele siden og delvist rundt om huset og gør, at naturen og årstidernes skiften danner visuelle oplevelser.

Et af de største designmæssige greb var at vælge egetræsrammer til alle vinduer og døre, enkle hvide vægge og store vinduespartier fra Krone for at gøre den arkitektoniske ramme så skrabet, enkel og ren som muligt.

– Til gengæld valgte vi en masse egetræ for at skabe hygge og varme i det moderne design, siger Louise og afslutter:

– Det er et helt andet liv end vores dagligdag i København. Vi følger årstiderne på en anden måde. Det første, jeg gør, når jeg kommer, er at plukke blomster om sommeren, spæde grene til påske og strå og grene om efteråret.

LÆS OGSÅ