Det tog Julie og Mads 10 år at udvikle konceptet til deres sommerhus – som kan pilles ned, skilles ad og flyttes
Fremtidens arkitekttegnede hus skal naturligvis være bæredygtigt, men hvad indebærer det egentlig? For arkitekt Julie Reinau handler det bl.a. om at skabe fleksible typehuse af langtidsholdbare og genanvendelige materialer i en form, som kan tilpasses forskellige menneskers behov.
AfSolen kaster diagonale skygger på trægulvet og varmer den sten op, der ligesom i et japansk hus ligger som en trædesten imellem to niveauer.
Der er ikke noget ved den varme stemning i huset eller ved detaljegraden i træarbejdet, der signalerer typehus, men det er alligevel et ord, som arkitekt Julie Reinau tager sig selv i at bruge igen og igen, når hun skal beskrive huset, som er en prototype på et koncept, hun sammen med sin mand og partner, Mads Reinau, har udviklet på løbende igennem ti år.
Outside In Housing hedder konceptet, og det er et typehus forstået på den måde, at det er et byggesystem, hvor huset bliver opført udefra som en ramme, hvorefter man kan arbejde med det indvendige.
Der er dog ikke tale om et præfabrikeret modulsystem, men om at konceptet bliver tilpasset til den specifikke beliggenhed og til den familie, der skal bo i huset, så nærmere på typehus kommer vi altså ikke.
Julie Reinau og hendes mand, Mads, har tegnet og bygget et hus, som i princippet ville kunne pilles ned og flyttes.
Set fra haven fremstår sommerhuset enkelt og transparent, og man fornemmer ikke, hvor meget der egentlig sker bag ved den lette facade. Linjerne i arkitekturen følger den aflange grund, og modsat det store glaskorpus gemmer sig en oplevelse af rum på rum, først med et stort atrium, derpå endnu et opholdsrum og til sidst en gang med glasfacade på den ene side og adgang til værelser og badeværelser på den anden.
De store glasfacader med trelagsglas bidrager til en naturlig opvarmning af huset, og da hvert tredje parti er en skydedør, er det nemt at ventilere huset og få et godt indeklima.
Noget af det, der især har overrasket arkitekten positivt ved huset, er de konstant foranderlige spejlinger og farvespil i glasfacaderne.
Og så har Julie Reinau og Mads, som er arkitekt og ingeniør, taget sig rigtig god tid til at vælge materialerne til interiøret og til at vælge de rigtige tekniske løsninger sammen med håndværkerne – gerne løsninger, der afslører både byggemetoder og kvaliteten af materialerne.
– Vi har brugt rigtig meget træ. Ikke bare for at skabe en balance imellem træet, som giver blødhed, og stålet, som er et hårdt materiale, men også for at spille på kontrasten imellem inde og ude, sådan at når du kommer ind, får du en stor krammer af det her varme materiale. Og så synes vi også bare, at det er enormt flot og rart at være i.
Køkkenet har Julie og Mads Reinau selv tegnet, og det er placeret, så det danner bro imellem stuen og den mere tilbagetrukne del af huset. Når glasdørene skydes til side, går køkkenet i ét med gårdhaven og bliver nærmest til et udekøkken. Fronterne på køkkenet er i douglasgran og danner sammen med den nøgne væg i samme materiale en rolig bagvæg imod de åbne rum omkring køkkenet. Bordpladen er udført i poleret stål, som danner kontrast til træets varme toner.
I stuen forsvinder vinduesrammen usynligt ned i gulvet og ind bag væggen i rummets lukkede side og giver uhindret udsyn til engen foran huset og stranden for enden af grunden. Selv når glasdørene er lukket, giver det en følelse af, at man sidder midt i naturen.
Langs husets ene side er det samme materiale, douglasgran, ført igennem på både gulv, væg og loft, så det danner en fold og skaber en tryg ryg i boligen. Julie Reinau har stræbt efter at minimere antallet af kvadratmeter, der bruges til gangarealer.
Fra spisebordet er der nærmest ingen overgang til naturen udenfor, og skydedørene kan åbnes på alle tre sider.
Fra husets bagerste rum kan man kigge igennem de transparente rum helt ud til havet. Der er en lille niveauforskel, når man træder fra den mellemste stue ned til værelserne, og herfra skråner loftet desuden nedad, så der bliver en hyggelig hulestemning, jo længere tilbage i huset man befinder sig. Trædestenen er inspireret af en japansk tradition for at bruge en rå sten som overgang imellem inde og ude.
I den lille gang imellem køkken og opholdsrum gemmer et indbygget skab både på eltavle, køleskab, vaskemaskine og skabe til opbevaring. Den lille siddeniche i midten bliver flittigt brugt, og derfra kan man følge med i, hvad der foregår i køkken, atrium og stue.
Der er ingen dør imellem værelset og gangen, fordi ønsket var at skabe et åbent flow imellem rummene. Med tiden vil dette soverum måske blive omdannet til et arbejdsværelse, hvor man vil kunne drage fordel af at være tilbagetrukket fra fællesskabet, men stadig i kontakt med resten af huset.
Oprindeligt var idéen, at der kun skulle være lysindfald fra ovenlysvinduet i soveværelset, men Julie Reinau valgte alligevel at give rummet et højt vindue, der kan åbnes som en dør.
Fliserne på badeværelset er lavet af restproduktionen fra et firma, som producerer tegl. Der var flere forskellige farver i spil, da husets interiør skulle defineres, og Julie Reinau og hendes familie endte med at vælge en lys beige-rosa farve, fordi den gav dem associationer til stranden for enden af grunden, og fordi farven ændrer karakter afhængigt af lyset. Den høje kant til brusenichen gør badeforhænget overflødigt, ligesom den indbyggede hylde også er et møbel i sig selv og minimerer behovet for at tilføre ekstra elementer til rummet.
Værelserne i sommerhuset er designet med japansk inspiration og er som små, trygge æsker af træ. De sorte vægge på bagsiden af huset skaber modspil til de mange åbne glasflader.
