Sommerhus
© Foto: Camilla Lindqvist

Monicas spektakulære fritidshus ligger så afsides, at vinduer og døre måtte leveres med helikopter

Stjernedesigneren Monica Förster har tegnet sin første arkitekturopgave: et sommerhus, der er skabt til hende og familien og dybt inspireret af det unikke klippelandskab og hendes norrlandske opvækst.

Ligesom midsommer, Astrid Lindgren, blå almuemøbler og krebsegilder er skærgården indbegrebet af Sverige.

Tusindvis af større og mindre klippeøer ligger spredt ud fra den svenske kyst op til den norske grænse, og en af dem er Torö, 50 minutters kørsel fra Stockholm.

Her har designer Monica Förster og hendes mand købt et lille stykke land, og den garvede designer har kastet sig over sin første arkitekturopgave: et sommerhus til hende og familien.

Egentlig har processen ikke været så anderledes fra hendes sædvanlige tilgang til at designe – det har bare været på en større skala, fortæller hun over telefonen fra Villa San Michele på Capri, hvor hun i skrivende stund har et treugers arbejdslegat.

LÆS OGSÅ

Naturens kraft

Således har der været indbyggede benspænd i processen, som Monica Förster har brugt som sin kreative vejviser: at etablere det nye hus ud fra det eksisterende, for at respektere det, der var, og så selvfølgelig naturen – især klipperne, som husets fundament står på. Idéen om at lave to separate huse forbundet af en terrasse opstod derfor af praktik: At genbruge det tidligere hus’ grundareal og samtidig integrere en 180-graders udsigt i det nyopførte hus krævede præcis dette design – ellers kunne konstruktionen ikke holde til de mange nye vinduer.

Løsningen viste sig dog også at have en mere bevidsthedsudvidende indvirkning. De to huse er delt op, så det ene indeholder de sociale funktioner med stue og køkken, og det andet består af to soveværelser. Det vil sige, at man skal krydse terrassen udenfor for at komme i seng. Og selvom afstanden kun er, hvad Monica beskriver som “et langt skridt”, så er effekten slående: Man stopper automatisk op på grund af elementerne, hvad enten det er kold vinterluft eller lun sommernat, og registrerer øjeblikket. En slags indbygget “væren i nuet”-virkning.

Praktik og æstetik

– Jeg kan rigtig godt lide det tomme rum imellem bygningerne, fordi det minder mig om, at jeg er ude i naturen. At bevæge sig imellem de to huse højner sanserne, og man mærker, hvordan man fysisk har flyttet sig. Det gør man jo ikke på samme måde, når man er i sit hjem i byen, hvor man kun bevæger sig indenfor for at flytte sig imellem rum. Denne her bevægelse gør én meget mere bevidst om sine omgivelser, fortæller Monica.

Som en hommage til det gamle hus, der var falurødt, gemte og genbrugte hun tagbjælkerne og beholdt dem, som de var – dem kan man se under udhænget udenfor. Sådan blev nogle praktiske overvejelser til en del af den arkitektoniske æstetik, hvor det gamle er iboende i det nye.

– Jeg føler en kæmpe lettelse, når jeg lander der – der er en helt særlig følelse af frihed. Jeg sætter stor pris på det enkle liv, vi kan leve her, hvor naturen er fremherskende.

LÆS OGSÅ