Gennem 4 generationer har denne grund tilhørt Katrines familie – for hvert skift er udnyttelsen kun blevet bedre
I Odsherred ligger et lille stykke familiehistorie, der i 111 år har lagt hus til fire Martensen-Larsen-generationers ferier. I dette personlige essay skriver interiørstylist Katrine Martensen-Larsen om barndomsminder, bridgeaftener og om kun at have livet i huset til låns, inden næste generation skal overtage.
AfI 1912 købte min oldefar, sagfører Wilhelm Stæhr, en grund på cirka fem tønder land ud til Nordstrand og Kattegat ved Nyrup Bugt, den nordvendte vig mellem Klintebjerg og Rørvig i Odsherred.
Bondemanden, der udstykkede de yderste lodder mod stranden, havde vanskeligt ved at dyrke den sandede jord, og da kommunen tilbage i 1910’erne gjorde det tilladt at udstykke til sommerhusgrunde, slog en række af byens bedsteborgere til.
Mine oldeforældre byggede et lille badehus i klitterne på deres nyerhvervede grund og cyklede ofte ud og nød eftermiddagskaffen og en badetur.
Byboerne rystede på hovedet:
“Hvad vil man dog med sådan et stykke sand,” grinede de.
“Alle kan jo bare cykle ned og bade, når de har lyst.”
Stæhren, ravnen og de 3 søskende
Mine oldeforældre fik kun et barn, min farmor. I 1928 døde Wilhelm Stæhr i en bilulykke. Han stødte sammen med en mand, der hed Ravn til efternavn, og i avisen fik artiklen om ulykken overskriften “Da Stæhren mødte Ravnen”.
Min farmor giftede sig med min farfar, Henning Martensen-Larsen, der var skovridder i Dyrehaven.
I 1950 arvede min farmor sommerhuset, og nogenlunde samtidig fik min farfar jobbet som skovridder for de kongelige skove omkring Graasten Slot ved Sønderborg, hvortil han flyttede med sin hustru og fire børn. Min far var deres yngste søn.
Mine bedsteforældre holdt mange ferier på Nordstrand i Odsherred og udvidede ad åre det lille badehus til et større sommerhus.
I begyndelsen af 1960’erne døde først min farmor og kort herefter min farfar. Min far og hans søskende arvede grunden. Flokkens ældste blev købt ud, da hun havde bosat sig i Norge, og de andre tre søskende delte grunden i tre lige store stykker.
Mine forældre byggede deres eget nye sommerhus på deres tredjedel.
Stærekassen
Min mor var dengang nyuddannet indretningsarkitekt og sad på tegnestue hos Eske Kristensen. For hende var det en drøm at få lov at tegne og bygge selv.
I 1967, det år, jeg blev født, stod sommerhuset færdigt. Huset blev døbt Stærekassen efter min oldefar.
Igennem hele min opvækst er jeg kommet her i alle ferier fra påske til efterår. Jeg har de mest fantastiske barndomsminder herfra. Vi legede og badede fra morgen til aften, min bror og jeg og vores mange fætre og kusiner.
Om aftenen spiste vi middag hos hinanden og faldt i søvn til lyden af de voksne, der sad i stuen og spillede bridge.
Jeg har også selv fået mulighed for at give mine børn samme dejlige barndom, idet min mor for mange år siden påbegyndte et generationsskifte.
Min far døde i 1994, og min mor magtede ikke at passe hus og grund selv. Således har jeg i dag overtaget det gamle sommerhus, og da grunden heldigvis var stor nok, kunne den udstykkes, så min bror og hans familie kunne få deres eget sommerhus.
Jeg har tit tænkt på, hvor heldigt det er, at vi stadig har stedet i vores families eje. Der var så mange tidspunkter undervejs, hvor det kunne have gået anderledes.
Det var for det første heldigt, at min oldefar købte det sandede stykke jord og lod de andre byboere om at grine.
Det var heldigt, at mine oldeforældre kun fik et barn.
Det var heldigt, at min farmor og farfar ikke solgte grunden i deres levetid, fordi afstanden mellem Sønderborg og Nordstrand var for stor – tilbage i 1950’erne har det været en dagsrejse.
Og det var heldigt, at min far og hans søskende kunne enes om at dele den i tre, og at ingen af dem ej heller har solgt. Ud over den skønne beliggenhed er det nemlig fællesskabet og sammenholdet, der gør stedet helt unikt for vores familie.
Sommeren igennem er der et flittigt rend imellem husene på den vilde naturgrund ved Nordstrand, og der bliver drukket kaffe og drinks på terrasserne i ét væk.
Solstole med madrasser polstret i stoffet Painted Ikat, designet af Helene Blanche, der er gift med Katrines bror, Jannik Martensen-Larsen.
Huset er tegnet af Katrines mor, indretningsarkitekt Charlotte Martensen-Larsen, med hjælp fra en af hendes arkitektkolleger fra hendes tid som var ansat på Eske Kristensens tegnestue i 1960’erne. Den udvendige en-på-to-beklædning er sortmalet, og på taget ligger pap med trekantslister. Til venstre på huset kan man ane den nye karnap med det store glasparti. Da Katrines forældre byggede sommerhuset, var det ikke tilladt at bygge tættere på kysten end 50 meter. Huset blev trukket en anelse længere tilbage og placeret på en lille bakketop for at sikre maksimal udsigt.
Langs facaden på det ene anneks har parret etableret et udekøkken. Modulet er smedet af Kiboko – en lokal leverandør. Det rustikke plankebord er fra Damborg Havemøbler i Nykøbing Sjælland.
Imellem de store grantræer på grunden og tagets udhæng er der opsat kroge til hængekøjer. På den måde er det altid muligt at finde et læspot og en solskinsplet.
For et par år siden udvidede Henrik træterrassen mod vandet, og på vindstille dage er dette nok sommerhusets smukkeste spot.
Katrine og Henrik går flere ture dagligt langs stranden med hunden Walther, og især Katrine bader flittigt.
Karnappen mod vandet blev bygget efter en pludselig indskydelse fra Katrines kæreste, Henrik, der er snedker. Fra karnappen kan man nyde de smukkeste solnedgange ud over vandet
De sorte plader, der er brugt indvendigt i karnappen, er de samme, som køkkenets overmodul er bygget af. Det nye vindue er lavet af hærdet glas, så det kan tåle, at man læner sig op ad det.
Briksen fungerer som en ekstra soveplads. Puderne er syet i stoffet Carnival fra engelske Christopher Farr Cloth.
Over pejsen har Katrine placeret noget af sin yndlingskeramik – købt af lokale keramikere eller fundet på loppemarkeder. Der står også en tidlig vase fra Thora Finssdottir, og i den sortmalede sættekasse et par fine, små filtede elefanter, som Katrines datter Julie har skabt, da hun var lille. Tegningen til venstre er skabt af Helene Blanche. Den sammenrullede plakat fandt Katrine i briksen – farverne var perfekte.
Skridt for skridt har Katrine forvandlet indretningen af det gamle sommerhus fra ægte 70’er-retro til en mere cool, stram og nordisk stil, hvor sort og hvidt blødes op med kystens farver. Det stormønstrede stof fra Christopher Farr Cloth, som puffen bl.a. er betrukket i, samler det hele. Sofaen er fra Raun, og værket over sofaen er skabt af Helene Blanche. Det blå gulvtæppe er fra husets tidlige år. Katrine fandt det frem fra briksen, hvor hun havde gemt det væk flere år tidligere, og glæder sig i dag over, at hun ikke havde fået smidt det ud.
Henrik har tegnet og bygget køkkenet i samarbejde med Katrine. Bemærk de sorte rammer omkring højskabet og imellem skuffemodulerne under bordpladen, der matcher profildetaljerne omkring husets oprindelige vinduer. Spisebordet er fra NORR11, og stolene er designet af Egon Eiermann og hedder SE68. Lamperne over bordet er fra Eleanor Home. Træværk og fronter i køkkenet er malet i farven Dimpse fra Farrow & Ball. For at komme omkring problemet med emhætte har parret valgt et bordkomfur med indbygget sug fra Bora. Ligeledes er Quooker-armaturet genialt, når man gerne vil undgå at have for mange elektriske apparater stående fremme. Bordpladen er af massive egetræsstave. De sorte spinkle greb i retrostil passer til husets oprindelse.
Det kridhvide sengetøj er fra Ikea, og det samme er de små natlamper i metal. Puderne er syet i aquafarvet hør fra firmaet C&C Milano af Tapet-Cafe. Over sengen hænger fotokunst af Katrines ven og tidligere kollega Stuart McIntyre.
Badeværelset fik en overhaling for omkring 15 år siden. Der blev lagt fliser på det gamle betongulv, og i brusenichen blev de samme fliser sat op. Ved vaskemøblet, der er fra Ikea, og foran brusenichen hænger forhæng i aquafarvet hør fra firmaet C&C Milano.
