A-hus sommerhus sort træ på Bornholm
© Julie Vöge

Èt blik på plantegningen, og Nanna og Dan vidste, hvordan få greb kunne forvandle huset. 5 år efter er de i mål

"Et sommerhus skal ikke være et helårshus, men noget andet end derhjemme og fordre et enklere liv, ligesom før i tiden, når familier tog på landet i ferien."

Fem sommerhuse blev udvalgt på boligportal.dk til kig, da arkitekterne Nanna Vöge og Dan Cornelius i 2019 tog en weekend til Bornholm for forhåbentlig at kunne købe et af husene. Weekenden var da også kun knap begyndt, før de så A-huset fra 1973 i Dueodde og fik lyst til at underskrive købskontrakten.

Et kig inde i huset bekræftede kun, hvad parret allerede havde tænkt ud fra plantegningen.

– Her kunne vi med enkle greb forvandle en klodset planløsning og indretning til en bolig, der ville matche vores behov rent funktionelt og æstetisk, fortæller Nanna Vöge, der er stifter og partner i tegnestuen Cornelius Vöge.

LÆS OGSÅ

Hun tilføjer, at husets A-form kun var et ekstra plus:

– Da jeg var barn, havde mine bedsteforældre et A-hus som sommerhus ved Henne Strand. Og Dans forældre havde et A-hus som sommerhus ved Holløselund. Vi har derfor begge så mange gode minder fra den type arkitektur, der med sin teltagtige facon er hyggelig og trods sine få kvadratmeter har højt til loftet og derfor ikke føles klemt.

Sommerhuset ligger på en 2500 m2 stor naturgrund, hvor sand, birk, fyr og lyng passer sig selv. Der var derfor ingen fare for, at parret skulle sidde i deres helårsbolig i Roskilde og få grå hår i hovedet over en græsplæne, der ikke blev slået, eller tørstige staudebede på Bornholm.

– Som ekstra plusser kom så, at Dueodde har én af landets absolut fineste sandstrande, og at der ligger hele to campingpladser tæt på sommerhuset, så vi altid har mulighed for under morgengåturen med hunden at købe frisk morgenbrød og mælk til kaffen, bemærker Nanna Vöge.

En fleksibel indretning

Hun og Dan Cornelius er vant til at tænke i store linjer, når de som arkitekter og i firmaet Cornelius Vöge sammen med deres 15 ansatte skaber arkitektur. Store linjer, der også er nødvendige i et sommerhus med en grundplan på bare 75 m2.

– Som arkitekt går du efter at have en rød tråd eller rettere en overordnet idé for ethvert byggeri og enhver indretning. Det er vigtigt. For os gjaldt det her om at udnytte kvadratmeterne mest effektivt og samtidig skabe æstetisk ro, fortæller Nanna Vöge.

Det betød bl.a., at køkkenet, der tidligere var placeret i et hjørne, nu spænder fra væg til væg, og på modstående væg i stuedelen går en hjemmebygget briks også fra væg til væg og skaber ikke bare en lang sofa, der overflødiggør mange møbler, men også to ekstra sovepladser.

Sommerhusets egentlige funktion

Parret og deres fire store børn bruger sommerhuset fem-seks gange om året. Hver sommer er de der tre-fire uger og herudover i udvalgte forlængede weekender og i skolernes ferier.

– Vi var kisteglade for i sin tid at låne mine svigerforældres sommerhus i Nordsjælland og var gode til at slappe af i det. Men det giver noget ekstra til fornemmelsen af virkelig at være væk fra hverdagens pligter, når du skal køre gennem et stykke af Sverige og sejle i mere end en time for at nå frem til en ø som Bornholm. Skuldrene sænker sig med det samme, og tempoet daler af sig selv, når vi kører af færgen, ligesom det er fantastisk at have et sommerhus, hvor vi selv har kurateret alt interiør, så hver enkelt ting passer til vores stil.

– Overskriften er, at vi har holdt indretningen enkel. Her er ingen overflødige ting, men det, vi skal bruge, siger Nanna Vöge og tilføjer, at hun synes, at det er en skam, at så mange river gamle sommerhuse ned og bygger nyt og stort.

– Mange af de gamle sommerhuse har kvaliteter, som er værd at renovere og bygge videre på. Med byggeriets igangværende grønne omstilling er det nødvendigt at renovere frem for at bygge nyt. Det er et ansvar, vi som arkitekter er nødt til at understrege. Et sommerhus skal ikke være et helårshus, men noget andet end derhjemme og fordre et enklere liv, ligesom før i tiden, når familier i sommerferien tog på landet. I vores sommerhus har vi fx ikke emhætte, men åbner bare ovenlysvinduet. Hvis vi fryser om vinteren, tager vi sutsko på og fyrer op i pejsen. Vi har heller ikke opvaskemaskine, men nyder at give os hen til langsommeligheden.

LÆS OGSÅ