Kom med indenfor i en af Aarhus' mest centralt og attraktivt beliggende lejligheder

Selvom den over 100 år gamle lejlighed i Aarhus’ Latinerkvarter trængte til en gevaldig overhaling, fik de nye ejere også masser af iboende sjæl og detaljer forærende, som bliver iscenesat af støvede vægfarver, hvide paneler og originale trægulve.

– Vi havde boet i en villa i mange år, men da børnene var færdige med hus og have, var vi det også. Vi havde ofte talt om en bolig helt inde i byens centrum, og kombinationen af lejlighed og et sommerhus var tiltalende. Så da lejligheden her på tredje sal blev ledig, slog vi til, fortæller de heldige ejere af én af Aarhus midtbys mest attraktive adresser.

Lejligheden ligger i Borgporten i centrum af Aarhus. Et firefløjs bygningskompleks fra 1915-16, tegnet af arkitekt Christian Frühstück Nielsen.

Den markante bygning står i dag næsten uændret på sin placering mellem byens to vigtigste torve: Store Torv og Lille Torv med Domkirken som nabo.

Vi befinder os i den charmerende middelalderlige del af byen med små torve og krogede borstens belagte gader. Området, der har navnet Latinerkvarteret er inspireret af ditto i Paris og er fyldt med caféer, restauranter og masser af små specialbutikker, så det var noget af et scoop, da parret overtog boligen.

Men foran dem lå dog et kæmpe arbejde med at renovere den noget nedslidte lejlighed.

LÆS OGSÅ

Tetris med rumfordelingen

Der havde næsten ikke været rørt ved noget de sidste 40-50 år. Men det opfattede ejerne kun som en fordel.

Den eneste bærende væg var den, der løb i husets længde parallelt med Badstuegade og det gav mulighed for at flytte rundt på andre vægge og kombinere rum på en ny måde i den næsten 200 m2 store bolig.

Det føltes som at bygge nyt, men hele tiden med øje for ikke at pille ved husets og lejlighedens sjæl. Det vigtigste var hele tiden at bevare de mange fine detaljer på både døre, karme, fodlister, stuk og radiatorer. Alt blev omhyggeligt afmonteret og kærligt arkiveret og først hentet frem, når tingene skulle monteres igen.

Et forholdsvis lille køkken lå allerbagerst i lejligheden ved pigeværelset og et viktualierum, som man brugte det engang. Det gamle køkken er nu blevet til et gæsteværelse og et lille toilet.

Pigeværelset mod gaden er i dag blevet til et lækkert badeværelse, og et tiltrængt bryggers er indrettet i det tidligere badeværelse.

Det nuværende køkken var tidligere spisestue, mens karnapstuen tidligere var en type datidens lounge – i dag en skøn spisestue. Hjørnelejligheden har grundet placeringen mod sydvest et forrygende lysindfald.

De mange vinduer er alle med trelagsglas, hvilket betyder, at støjen fra gaden næsten ikke kan høres eller i hvert fald kun registreres som en levende påmindelse om, at man altså bor midt i byen.

LÆS OGSÅ