Hvordan er 3D designprocessen?
– Det hele starter med et moodboard. Her er der fokus på det udtryk og de former, jeg vil arbejde mig imod. Så begynder jeg at lave stregtegninger, som jeg senere får færdigtegnet i et 3D-program. Nogle gange kan jeg gå helt i selvsving. Dernæst gøres designet klar til 3D print, hvor der finjusteres. Jeg varetager ikke selv selve 3D printdelen, det er simpelthen for teknisk for mig. Så til selve 3D printet har jeg en god samarbejdspartner, som producerer lokalt her i Aarhus. Vi har bl.a. brugt snart 5 måneder på at gøre de første to designs vandtætte. Det var noget af en kamp. Det tager alt fra 3-18 timer at printe et design færdigt, afhængigt af materiale og størrelse.
Kan du fortælle mere om vasernes materiale og CO2 aftryk?
– Materialet er PLA (polymælkesyre), som er et 100% biologisk nedbrydeligt materiale lavet af vedvarende ressourcer som majsstivelse og sukkerrør. PLA er et miljøvenligt alternativ til traditionelle plastmaterialer, fordi det nedbrydes naturligt og hurtigere i naturen.
Hvordan er holdbarheden, sammenlignet med almindelig plastik?
– Vaserne er designet til at holde i mange år og vil forblive i god stand, hvis de behandles korrekt. Det er vigtigt at undgå skarpe genstande og kemikalier, der kan beskadige verfladen og at undgå udsættelse for høje temperaturer. PLA er kendt for at have en god holdbarhed, men det afhænger af brugen og betingelserne. Vaserne er designet til indendørs brug og er ikke egnet til udendørs brug, udsættelse for høje temperaturer eller direkte sollys i længere tid. Generelt set er holdbarheden af PLA sammenlignelig med traditionelle plastmaterialer, men det er vigtigt at huske, at PLA er biologisk nedbrydeligt og vil nedbrydes hurtigere end traditionelle plastmaterialer, hvis det udsættes for betingelser, der tillader nedbrydning. Men hvis man passer godt på sin vase, vil dem have en god holdbarhed og forblive smuk i mange år fremover.