Michael Antrobus' lamper starter med matematiske ligninger – og ender som poetiske værker

Med materialet i hænderne

Han har for eksempel udstillet sit design på Saatchi Gallery i London, arbejdet for designstudiet BKM i Wien, som arbejder med design i et kunstnerisk og filosofisk perspektiv, og så har Antrobus arbejdet for den verdensberømte kunstner og skulptør Antony Gormley.

Arbejdet bestod i at assistere med produktionen af Gormleys skulpturer —at bygge og installere værker, nogle gange i arkitektonisk skala — og erfaringen viste sig afgørende for at guide Antrobus mod at finde sig selv som designer.

– Gormley arbejder med abstraktioner over den menneskelige form, som en måde at undersøge den måde vi er i rum på. Han reducerer kroppen til skulpturelle former, som ofte er yderst geometriske, siger Michael Antrobus.

En af de første skulpturer, som Michael Antrobus hjalp Antony Gormley med at lave, var værket Firmament II. Her tog de et gipsaftryk af Antony Gormleys krop, og derefter byggede de et polyedrisk net eller en “hud” over to millimeter store firkantede sektioner af rustfrit stål. Det ligner næsten et fiskenet, sammensat af fem- eller sekskantede polyedre. I de ni måneder, hvor de arbejdede på projektet, lærte Antrobus at svejse metal, han blev fascineret af at arbejde med geometriske former, og han lærte at lade materialet og processen lede ham.

– Jeg lærte både hos Gormley og under mine studier på Kingston University, at arbejdet på værkstedet virkelig er der, tingene former sig for mig. For eksempel havde vi under uddannelsen et fag, som hed Intelligent Making, hvor vi blev givet et materiale, og så skulle vi bare arbejde intenst med det i seks uger og se, hvad vi fik ud af det. Det viste mig, at det er sådan, jeg elsker at arbejde, at have materialet i hånden og at være fri til at kunne eksperimentere.

– Jeg kan godt lide, når design ikke kun er konceptuelt og oppe i dit hoved, men at tingene også opstår mellem hænderne på dig. Når du arbejder på den måde, støder du på såkaldte heldige fejl, og du gør dine opdagelser undervejs, forklarer Michael Antrobus.

Papir fra Kyoto

Han foretrækker at arbejde med det givne materiale og ikke lave modeller i andre lignende materialer.

For ham handler det om, hvordan et givent materiale opfører sig, når han behandler det på bestemte måder. Formgivningen ligger i materialet og dets indlejrede egenskaber. Men nogle gange kan et design også begynde et andet sted – for eksempel med en form.

– Tag nu lampen Drop. Den begyndte egentlig med den matematiske form oloid, som er et tredimensionelt kurvet geometrisk objekt, der blev opdaget af den tyske videnskabsmand, billedhugger og opfinder Paul Schatz i 1929. Den har et konvekst skrog, der er dannet ved at placere to linkede kongruente cirkler i vinkelrette plan, således at centrum på hver af cirklerne ligger på cirkelperiferien af den anden. Jeg har altid været fascineret af den form, så jeg endte med at 3D-printe den. Men når du skal 3D-printe, ender du jo med to halve.

– Da jeg så stod med dem i hænderne, opdagede jeg, at de her to halvdele er interessante, hvis du drejer dem rundt og lægger dem oven på hinanden. På den måde skaber du to skaller, som to muslingeskaller eller kegleformede dele. Keglen som form er jo noget, som er brugt rigtig meget til lamper, så derfor kom jeg på, at det skulle være en lampe. I dette tilfælde skulle jeg efterfølgende finde ud af, hvilket materiale der ville fungere, og det blev så til det her laminerede papir, som jeg fandt i Kyoto, fortæller Michael Antrobus.

Lamper i harmoni

For at få lov at bestille papiret hjem fra Japan måtte han bestille en ret stor mængde, og pludselig stod han så med dette materiale i hænderne, som blev udgangspunktet for en række andre lampedesign som Cubic og Unit. På den måde illustrerer det, hvordan Michael Antrobus lader processen guide ham, og hvordan han lader tilfældet, fejlene og opdagelserne, som han gør sig undervejs, være en del af det endelige design, som har en form for naturlighed over sig, fordi han arbejder med tingenes iboende egenskaber og muligheder frem for at presse idéer og koncepter ned over noget, som ikke kan bære det.

– Jeg kan se i dag, hvordan min tid hos Antony Gormley virkelig har formet mig som designer. Altså han arbejder med kunst, og jeg arbejder med design, så på den måde er vi jo vidt forskellige, men der er mange af de processer fra værkstedet, som jeg i den grad har med mig i dag. Og så er der noget andet, som handler om, hvordan objekter får dig til at føle. Altså den følelsesmæssige dimension af et objekt. Hos Gormley var det umiddelbart, for det var abstraktioner over mennesker, og det vil naturligt få dig til at føle noget. Med en lampe er det naturligvis ikke helt så ligetil, men jeg tror, det handler om at redefinere den måde, vi ser på ting omkring os på.

– En lampe skal kunne lyse og ikke nødvendigvis vække glæde eller sorg, men jeg håber for eksempel, mine lamper skaber ro og harmoni i et rum. Jeg tror, det handler om at ramme en balance, at ramme det der sted, hvor alle brikkerne falder på plads. Jeg er ikke matematiker, slet ikke, men på en eller anden måde er mine design forankret i en eller anden form for matematisk tankegang. Det føles næsten, som om det er sådan en tredimensional ligning, som jeg skal løse hver gang. Og når den er der, opstår der en form for ro, balance og harmoni, fordi ligningen er gået op. For mig er det at designe glæden ved at knække koden på et givent problem. Jeg jagter det øjeblik, hvor alle brikkerne falder på plads, siger Michael Antrobus.